Skip to main content

Mediepolitik - dialog med medlemmerne og udfordring til debat

Mogens Hüttel & Anna Birthe Bach, Overlægeforeningens bestyrelse

1. nov. 2005
2 min.

Hvorfor mediepolitik og hvorfor netop nu? De strukturændringer, der lige nu præger alle amter og hele sundhedsvæsenet, skal i høj grad bæres igennem af Overlægeforeningens medlemmer. Det er derfor væsentligt, at Overlægeforeningen er synlig i debatten og dermed influerer på sundhedspolitikken til gavn for patientbehandlingen.

I erkendelse af, at Overlægeforeningen måske ikke har udnyttet alle muligheder for at påvirke sundhedsdebatten, nedsatte den nye bestyrelse et medieudvalg, se nedenfor.

Vi har vurderet mulighederne for at udbygge dialogen med medlemmerne og øge kendskabet til Overlægeforeningens politik. Følgende konkrete ændringer bliver iværksat allerede nu og i øvrigt fra 1. september 2003, efter at mediepolitikken er gennemgået af repræsentantskabet:

  • Et månedligt nyhedsbrev vil blive udsendt elektronisk på FAS' hjemmeside. Man behandler her de aktuelle emner i sundhedsdebatten, hvor Overlægeforeningens politik bør markeres - til inspiration for medlemmerne og for vore samarbejdspartnere politisk og administrativt. De vigtigste overskrifter vil blive bragt i Ugeskriftets papirudgave med henvisning til hjemmesiden. Det vil blive muligt at abonnere på nyhedsbrevet, således at det automatisk tilsendes på mail.

  • Efter hvert bestyrelsesmøde vil dagsordenens særligt vigtige punkter blive beskrevet i Ugeskriftet under overskriften »Nyt fra bestyrelsen«. På denne måde ønsker vi at skabe gennemskuelighed i beslutningsprocesserne og indsigt i bestyrelsesarbejdet.

  • 4-6 gange årligt, eller når et vigtigt tema er til debat i de landsdækkende aviser, vil vi i kronikform give Overlægeforeningens uddybende kommentar. Det er væsentligt, at Overlægeforeningens medlemmer som sundhedsvæsenets ledere bidrager med indsigt og erfaring allerede i idefasen. Det er altid sværere at få indflydelse, når løsningsmodellerne begynder at tegne sig.

Medieudvalget vil stå inde for, at de gode intentioner bliver til virkelighed. Alle bestyrelsesmedlemmer vil på skift orientere om aktuelle sager, og bestyrelsen vil inddrage personer med særligt kendskab til emner, der fortjener opmærksomhed eller uddybning.

Med disse synlige nyskabelser i mediebilledet ønsker vi at inspirere vore medlemmer til selv at deltage i debatten. Vi satser på klare markeringer, og vi håber også, at synspunkterne bliver så tydelige, at vi af og til udfordrer til debat - både med medlemmerne og med vore samarbejdspartnere.

Medieudvalget udgøres af:

Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen

Mogens Hüttel, medlem af Overlægeforeningens bestyrelse

Erling Birk Madsen, medlem af Overlægeforeningens bestyrelse

Anna Birthe Bach, medlem af Overlægeforeningens bestyrelse

FAS-redaktør, lektor Jesper Brahm og FAS-informationsmedarbejder Lisbeth Dahl har observatørstatus

Formandskabet for medieudvalget varetages af Overlægeforeningens formand.