Mediestorm, kræft og åbenhed

Sundhedsstoffet i medierne boomer. Der er sket en fordobling af almindelige sundhedspolitiske historier i de trykte medier i løbet af det sidste år. Vi har ikke nogen statistik for de elektroniske medier, men for øjeblikket fylder sundhedsstoffet meget. Til tider må vi finde os i revolvermetoder og skjult kamera. Men det er en del af den virkelighed, som vi lever i, og når mødet mellem sundhedsvæsen og medier går galt, risikerer det at skabe dybe skår i tilliden til sundhedsvæsenet.

For nyligt sendte DR1 en udsendelse om kræftbehandling på Rigshospitalet. Det drejede sig om den sjældne og dødelige lungehindekræft. Rigshospitalet blev beskyldt for at give dødeligt syge patienter et forsøgspræparat i stedet for det lægemiddel, der var godkendt af det europæiske lægemiddelagentur, EMEA, og i øvrigt blev anvendt som standardbehandling i alle vore nabolande. Det blev underbygget af udtalelser fra udenlandske eksperter, og det efterlod seerne med et indtryk af selvtilstrækkelige læger og en tilbagestående dansk kræftbehandling.

Sandheden er, at der ikke er nogen godkendt behandling eller standardbehandling af denne kræftform, hvad også Lægemiddelstyrelsen bekræfter. Den eneste standard er, at patienterne skal have en kombinationsbehandling, hvad de også fik på Rigshospitalet. Resultaterne af forsøget på Rigshospitalet blev offentliggjort i British Journal for Cancer før udsendelsen blev sendt i dansk public tv. Konklusionen på det meget spinkle patientgrundlag er, at forskellige kombinationsbehandlinger ser ud til at være ligeværdige. Alligevel blev lægen, der gennemførte forsøget, fremstillet som en vaneforbryder, der var i lommen på medicinalindustrien.

Et godkendt præparat betyder kun, at det er godkendt til markedsføring. Det sikrer, at stoffet opfylder visse basale kvalitets- og sikkerhedsmæssige aspekter, men det siger ikke noget om stoffets kliniske virkning i forhold til andre stoffer og medfører ikke, at læger skal anvende det frem for andre. For den behandlende læge er det en forpligtelse i ethvert tilfælde at sørge for, at hans patient får den bedst mulige behandling efter de oplysninger, som er tilgængelige. Men det er forskerens forpligtelse stadig at skaffe ny viden og søge at forbedre de behandlinger, som tilbydes patienten.

Bedre overlevelse kan kun fremmes ved at afprøve nye behandlinger og lægemidler i kontrollerede forsøg. Det kræver forsøgspersoner, og det kræver økonomi. Det er naturligt, at industrien ønsker deres nye lægemidler - eller gamle lægemidler med nye indikationer - afprøvet under kontrollerede former sammen med lægerne, alt i øvrigt med sigte på at tilbyde patienter en bedre behandling. Også det lægemiddel, som DR fremhævede, var indtil for nylig forsøgsmedicin.

Men det kræver åbenhed, og det er vel læren af denne seneste mediesag. Det kræver åbenhed over for de patienter, som deltager i forsøgene, også omkring, at der findes alternativer til den behandling, som tilbydes. Det skal gøres i en personlig samtale og ved, at der er tillid mellem læge og patient. Det kræver også maksimal åbenhed omkring de økonomiske forhold for at undgå mistænkeliggørelse. Alt dette findes på udmærket vis nedfældet i lovgivning og aftaler, så det er ikke til diskussion. Men endelig kræver det også åbenhed over for medierne, ellers går mødet mellem offentligheden og den relativt lukkede forskerverden galt.