Skip to main content

Medikoindustrien skal i strammere snor

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

3. feb. 2012
3 min.



Kan man forestille sig læger skrive recepter ud uden at kunne være helt sikre på, at lægemidlerne har myndighedernes godkendelse? Nej, vel? Men når det gælder proteser, implantater, sonder og andet medicinsk udstyr, er spillereglerne helt anderledes.

Den læge, der står med en hofteprotese og er på vej til at placere den i kroppen på en patient, kan ikke gøre det med den sikkerhed, som det giver at vide, at produktet i hans hånd lever op til strenge myndigheders krav. Det er helt uacceptabelt. For lægen, som skal være sikker på ikke at skade patienten. Og for patienten, som i sidste ende betaler prisen for dårligt udstyr.

Forklaringen er, at de regler, som medicinsk udstyr godkendes og overvåges efter, ikke er så strenge som dem, der regulerer lægemidler. Virksomheder får efter EU's regler godkendelse af det enkelte produkt, og her er kravene til kliniske afprøvninger ikke stramme nok. Overvågningen er heller ikke på niveau med den, som vi kender fra lægemidler. At der i de seneste år er udviklet avanceret udstyr, som skal fungere i patientens krop i mange år, understreger, at reglerne er overhalet indenom.

Erfaringerne med den hofteprotese af metal, som producenten - amerikanske DePuy - nu har trukket tilbage, viser, at der er behov for at stramme op. Omkring 93.000 mennesker har fået denne protese - heraf flere end 600 danskere - inden den forsvandt fra markedet igen. Produkter af denne type bør naturligvis afprøves klinisk. Nu trækker den et tungt spor af lidelser og reoperationer, som koster samfundet dyrt, efter sig.

Medicinsk udstyr og lægemidler er begge kommercielle produkter, som har afgørende betydning for patienter. Derfor er det tankevækkende, at myndighederne håndterer dem ad to parallelle spor. Det gælder ikke kun godkendelse af udstyr, men også de regler, der regulerer lægers samarbejde med medikoindustrien.

Lægers samarbejde med medicinalindustrien reguleres stadig strammere, og det har banet vej for en kultur med større åbenhed og generelt høj etik hos både læger og virksomheder. Men det er ikke samme konkrete lovgivning, der sætter rammer for lægers samarbejde med producenter af medicinsk udstyr. Det er i høj grad op til sygehusenes moral og til lægernes og industriens egne etiske regler at opføre sig ordentligt.

Lægeforeningen anser det for uholdbart og ulogisk, at myndighederne ikke kan gribe ind, hvis virksomheder eller læger opfører sig, så man f.eks. kan stille spørgsmålstegn ved en læges uafhængighed i valg af udstyr til sin afdeling eller praksis.

Der har desværre i de seneste år været eksempler i pressen på finansiel støtte til ikkefaglige engagementer og andre forhold, som har efterladt både læger og virksomheder med flossede kanter. Det holder ikke. At det medicinske udstyr, der tages i brug i sundhedsvæsenet, er valgt af faglige årsager, må der ikke kunne sås tvivl om.

Derfor arbejder Lægeforeningen på flere fronter for at ligestille betingelserne for medicinal- og medikoindustrien. Vi vil opfordre regeringen til at bruge det danske EU-formandskab til at sikre, at medicinsk udstyr fremover godkendes og overvåges efter regler, der kan sammenlignes med dem, der regulerer lægemidler.

Og vi vil i Sundhedsministeriets nye udvalg, der skal analysere lægers samarbejde med industrien, presse på for, at kontakten mellem læger og medikoindustrien omfattes af konkret lovgivning og reguleres af myndighederne.