Skip to main content

Medlemsmøder om Ny Løn for overlæger

Jens Peter Steensen

2. nov. 2005
6 min.

Fra den 1. april næste år består overlægernes løn af 4 elementer - grundløn, kvalifikationsløn, funktionsløn og resultatløn - kort sagt Ny Løn.

Grundlønnen er alle de velkendte dele - indplacering på løntrin, tillæg for funktion som specialeansvarlig eller ledende overlæge, vagthonorering, bestemmelser om fridage og ferier, pension osv. - alt det, der fremgår af de generelle overenskomster og aftaler på overlægeområdet. Det er aftaler, som er indgået centralt af Overlægeforeningen/FAS eller af de overordnede forhandlingsfællesskaber, som FAS er en del af (KTO og AC).

- De andre elementer i Ny Løn kommer »oven i« de centralt aftalte elementer og kan aftales for særlige kvalifikationer, funktioner eller resultater. Det er især de to førstnævnte elementer, der er anvendt i hidtidige aftaler vedrørende Ny Løn, siger formanden for Overlægeforeningen, Erik Kristensen.

Medlemsmøder

Overlægeforeningen afholder i november og januar møder for medlemmerne i alle amter. Tid og sted for møderne annonceres på FAS' hjemmeside og lokalt ved opslag eller på anden vis. I møderne deltager den lokale amtsrepræsentant, et medlem af Overlægeforeningens bestyrelse og en konsulent fra FAS' sekretariat. Formålet med møderne er at orientere om de nye overenskomst- og aftalebestemmelser på overlægeområdet, som træder i kraft den 1. april næste år. Det drejer sig især om Ny Løn, men andre elementer, fx beredskabsvagter, forventes også at blive berørt.

- Vi har i Overlægeforeningens bestyrelse og i kredsen af amtsrepræsentanter drøftet, hvordan vi skal gribe Ny Løn an. Ny Løn-elementer skal aftales decentralt - i princippet individuelt - mellem den enkelte overlæge og vedkommendes arbejdsgiver. Til en start vil vi nok tage en samtale med det enkelte amt om proceduren for Ny Løn, men vi er ikke indstillet på at lave en masse forhåndsaftaler på foreningsniveau, som binder det enkelte medlem. Ideen i Ny Løn er den frie, helt decentralt aftalte løn, og det vil vi understøtte.

Man skal selv i gang
Medlemmerne kan med andre ord aftale det, de vil med den lokale arbejdsgiver?

- Ja, så længe man overholder de centralt forhandlede overenskomster og aftaler på overlægeområdet. Foreningen som sådan - eller amtsrepræsentanten for den sags skyld - har ingen realistisk mulighed for at være med i alle de forhandlinger, det med tiden vil blive, men vi vil sikre os, at alle decentrale aftaler skal medunderskrives af amtsrepræsentanten. Dels for at kunne støtte det enkelte medlem om nødvendigt, og dels for at kunne følge med i udviklingen, specielt med henblik på at etablere en absolut nødvendig lønstatistik.

Men det er vigtigt for mig at sige, at det enkelte medlem ikke kan læne sig tilbage og regne med, at nu kommer der nok en konsulent ud og tager en forhandling - det ville være helt uoverkommeligt. Man skal selv i gang for at opnå noget. Men det tror jeg også godt vore medlemmer kan, når de har fundet ud af, hvad det drejer sig om - det er jo folk, som er vant til at sætte sig ind i tingene og træffe masser af afgørelser i det daglige. Lokalt vil vi så gøre, hvad vi kan for, at medlemmerne har nogle - fx medlemmer af repræsentantskabet og overlægerådsformænd - som er særligt velinformerede, og som man kan hente støtte og vejledning hos. Men vil man opnå noget, må man selv i gang - det er helt essentielt.

Eksempler på forhandlingsresultater
Hvordan undgår man, at det bliver dem, der er gode til at forhandle, eller dem, der er i specialer, som er særligt efterspurgte, der løber med lønfremgangen?

- Det er der heller ikke nogen, der kan garantere, men det er der ikke noget nyt i, og det har været diskuteret grundigt i repræsentantskabet. Udbud og efterspørgsel i det lokale område, forhandlingsevner osv. vil spille en rolle, men det er jo også tilfældet i dag, hvor man rundtomkring har nået forskellige resultater mht. ekstra vagthonorering, merarbejdsaftaler, udetjenester og honorering i forbindelse med »Løkke-pengene« osv. Ny Løn er først og fremmest noget arbejdsgiversiden har ønsket, og når stort set alle andre lønmodtagergrupper har tilsluttet sig, kan Overlægeforeningen ikke holde til at stå udenfor - vores realløn ville blive udhulet. Men vi kan på forskellig vis understøtte de enkelte medlemmer, så alle får del i den lønfremgang, som Ny Løn giver mulighed for. Vi tager nu rundt i alle dele af landet til medlemsmøder, og samtidig udgiver vi noget materiale, som forklarer, hvad Ny Løn indebærer, hvilke muligheder den enkelte har, og hvordan man kan tage fat. Sideløbende vil vi så indsamle oplysninger om, hvordan det forløber og vise nogle eksempler på, hvad der opnås i konkrete forhandlinger rundtomkring. På den måde kan medlemmerne få en fornemmelse af, hvordan kravene kan formuleres, og hvad det kan være realistisk at gå efter. Der vil også komme kurser i forhandling af løn, men det er ikke muligt at lave en kapacitet, så alle 4.000 overlæger kan komme igennem på kort sigt.

Klar funktionsbeskrivelse

- Jeg tror, det er vigtigt lokalt at få lønforhandlingerne ind i en ramme, hvor alle overlæger har anledning til at få taget spørgsmålet op med mellemrum. Det tror jeg i øvrigt også arbejdsgiverne vil have en interesse i - ellers bliver det hurtigt for uhåndterligt for dem. Grundlæggende drejer det sig om at få udarbejdet en klar funktionsbeskrivelse for ens stilling og få konkretiseret, hvad man så særligt skal varetage og har ansvar for, fx i det kommende år. Når det er fastlagt, vil det være rimeligt samtidig at drøfte lønforholdene. En anledning er for mig at se den årlige medarbejderudviklingssamtale - MUS - som bliver mere og mere almindelig. Der er også nogen, der mener, at MUS-samtalerne ikke skal beskæftige sig med løn - det vil jeg ikke blande mig i. Men jeg tror, man lokalt skal sikre sig, at der er en jævnligt tilbagevendende lejlighed, hvor det er naturligt at drøfte løn, så alle får en anledning til at tage lønspørgsmålet op.

Kun himmelhvælvet udgør loftet

Hvor meget kan man egentlig regne med i en forhandling om Ny Løn?

- Det er umuligt at svare på. Den centralt aftalte overenskomst udgør »gulvet« for ens nuværende og fremtidige løn, og der er ikke noget loft over, hvad der derudover kan aftales som Ny Løn. Det er sagt om Ny Løn, at kun himmelhvælvet udgør loftet ... I begyndelsen vil Ny Løn udgøre en mindre del af den samlede lønsum, men med tiden forventer jeg, at det bliver et element af betydning. Der er stor efterspørgsel efter speciallæger, og det bliver ikke anderledes i de kommende år. Så jeg forventer, at Ny Løn vil give nogle muligheder for at honorere den efterspørgsel, der er efter vores indsats.

Husk overgangstillæg

- Overlægepuljen ophørte med udgangen af marts 2002, og kun tillæg indgået før marts 20 02 videreføres, indtil de udløber. Til gengæld får alle så et overgangstillæg per 1. marts 2003. Alle, der skifter stilling efter 1. april næste år - og nye overlæger - skal huske at betinge sig et tillæg, der svarer til overgangstillægget. Man kan ikke forvente at få det automatisk, hvis man ikke selv stiller kravet, inden man accepterer en ny stilling. Omvendt vil det nok være svært for arbejdsgiver ikke at give overgangstillægget, når alle andre får det. Men man skal altså selv rejse kravet, siger Erik Kris-tensen.