»Megen ros - og meget røde ører ...«

11.00 Jeg har været på ferie og står sent op, fordi jeg skal på vagt i nat. Efter morgenkaffen går jeg hen for at købe ind - lidt paranoid efter tv-debuten. Som om alle vender sig for at kigge. På vej hjem bliver jeg råbt an af en kvinde: »Hej, du der!« Hun fortæller, at jeg for nylig overførte hende til Rigshospitalet. Hun og kæresten havde genkendt mig i fjernsynet og var i øvrigt glade for behandlingen. Jeg var lidt rystet - det er ret personligt, når folk anråber en på gaden.

13.30 Bruger bl.a. eftermiddagen til at lave mad og arbejde med en artikel, indtil jeg skal på arbejde kl. 17.00.

17.30 Min første patient er en mand, som har været i Tyrkiet i et par uger. En venetrombose. Jeg afventer biokemisk svar, og der går faktisk halvanden time med ham, for vi skal også holde øje med, om der er MRSA. Derefter er der ro i et par timer, hvor jeg læser de mail, der er kommet, mens jeg var på ferie.

21.00 Næste patient er en kvinde, som har haft brystsmerter hele dagen og nu har hurtigt hjerteflimren. Får hende indlagt og lagt i telemetri for at finde ud af, om hun har en blodprop, eller har ondt, fordi hjertet slår så hurtigt. De første svar på hjerteenzymer er pæne. Da jeg har fået hende op på afdelingen og har fået ændret den antirytmiske behandling, bruger jeg den næste time til at se på hjertediagrammer fra de ti indlagte på hjerteafdelingen. Der er især en, som har »drillet«, og som jeg sidder og nørder lidt med.

23.00 Folk er flinke til ikke at kommentere min tv-optræden alt for direkte. Hjertepatienten spurgte sygeplejersken, om ikke det var »ham fra tv« - og derefter, om han er single? Flere af sygeplejerskerne har også berørt det, men folk har pli nok til ikke at tale om det i større fora, så jeg får røde ører. Men på tomandshånd kommer folk for at tale om programmet. Da jeg kom ned i modtagelsen, fik jeg et ordentligt klap på skulderen af en bramfri sekretær. Jeg bryder mig virkelig ikke om sådan noget og bliver helt forsagt. Men hun bemærkede bare, at »det var en fornøjelse at se dig i fjernsynet«. Det var ikke noget, jeg havde tænkt over, før jeg sagde ja til at medvirke, for jeg ser stort set aldrig fjernsyn selv. Men det er der mange, der gør. Heldigvis har jeg fået megen ros - og meget røde ører.

23.45 Min næste patient er en meget fuld, 50-årig mand, som ikke er helt ved bevidsthed. Nogle sygeplejersker, som var med til festen, syntes, han havde en noget svag puls. De tog så en anden mands medicin - nitroglycerin - og sprøjtede det i munden på ham. Og så kan man slet ikke mærke hans puls. Han får noget væske, retter sig med et fint blodtryk og bliver lagt op til afrusning.

00.30 Tilbage i modtagelsen, hvor sygeplejerskerne gerne vil tale om tv-udsendelsen. Jeg tror, de er lettede over programmets udformning, efter at de har været udsat for noget sensationsjournalistik herovre, hvor man har prøvet at spille Falck og sygehuset ud mod hinanden. Derfor har de været noget ængstelige ved at have et tv-hold rendende, og de har været ret reserverede af frygt for, at de skulle blive udstillet som idioter. Men de synes faktisk, at det er blevet meget godt.

1.30 Jeg lægger mig for at sove, efter at have set på nogle utilsigtede hændelser (jeg er med i et kvalitetsprojekt). Et kvarter senere kommer en lægevagtspatient, som snart kan sendes hjem igen. Derefter får jeg faktisk lov at sove til kl. 4.00, da jeg bliver vækket for at se på nogle elektrokardiogrammer og hjerteenzymer. De vil bare fortælle, at det hele ser normalt ud.

7.00 Jeg bliver vækket for at tage stilling til en patient med lavt blodtryk og samtidig hjertesvigt, der kompliceres af, at patienten også er i dialyse. Det tager en halv times tid, hvorefter det faktisk lykkes at få en times søvn, inden vagten skal overdrages kl. 9.00.