Hvad skal fremtidens speciallæger kunne – med tanke på såvel patientsammensætning, arbejdsopgaverne i sundhedsvæsenet og i forhold til den teknologiske udvikling? Og hvordan skal disse kompetencer bringes i spil i henholdsvis læge- og videreuddannelsen?
Det var de store spørgsmål, der var på dagsordenen på en af lørdagens workshop på Lægemødet. Cæcilie Trier Sønderskov, der er medlem af Lægeforeningens Uddannelsesudvalg, startede med at give en status på Lægeforeningens arbejde med uddannelse – blandt andet revisionen af den lægelige videreuddannelse, som sidst blev revideret for 20 år siden
Men ellers var det lagt op til, at workshopdeltagerne skulle komme med deres bud og ideer til Lægeforeningens videre arbejde med uddannelsen og videreuddannelsen og den livslange lægeuddannelse.
Forud for diskussionen og ideudviklingen ved bordene havde Martin Vesterby, der er uddannet læge, ph.d. og health tech adoption manager, ført forsamlingen gennem et komprimeret oplæg, hvor han satte fokus på de forudsætninger, man som læge har for at understøtte både sin egen, sin arbejdsplads’ og sundhedsvæsenets udvikling.
Martin Vesterby lagde ud med at erklære, at han var kommet for at provokere for få deltagerne til at se nye perspektiver. Udgangspunktet var at se lægen som en entreprenør, der som sådan skaber og udvikler noget og tager nogle risici i bevægelsen fra behov til løsning. Og, sagde han, læger har en tendens til at træffe beslutninger om ting, der ligger helt uden for deres ekspertise. Det handler, sagde han videre, om selvvurdering – eller rettere: selvovervurdering.
Workshopdeltagerne blev sendt gennem en simpel test, hvor de skulle svare på fire spørgsmål ved at angive en margin, inden for hvilken de var sikre på, de korrekte svar lå. For eksempel: Hvor gammel var Martin Luther King, da han blev skudt? Testen handlede selvfølgelig ikke om det korrekte svar, men om hvor stor margin deltagerne valgte at angive som svar – altså om hvor parate de var til at ’indrømme’ deres uvidenhed.
Store undersøgelser viser, sagde Martin Vesterby, at jo højere uddannelse og jo mere specialiseret, man er, jo højere er tendensen til selvovervurdering. Han refererede blandt til en schweizisk undersøgelse, der viser, at jo større selvovervurderingen er blandt de øverste læger på en afdeling, jo større er fejlprocenten blandt de yngste læger.
Specialviden – og meget mere
Herefter startede gruppearbejdet, der til sidst mundede ud i en række forslag til, hvad der skal lægges vægt på i uddannelsen og videreuddannelsen af fremtidens læger:
En gruppe slog fast, at lægernes specialviden skal være fundamentet for alt det, læger gør – men tilføjede, at man måske skal ’opløse’ speciallæge-begrebet og i stedet have som udgangspunkt, at ingen læge er færdiguddannet, men at alle hele tiden skal udvikle og lære.
Kommunikation skal være et omdrejningspunkt for lægernes virke, lød det fra en anden gruppe, for det sådan man kan dele sin faglighed, og så er selvindsigt og bevidsthed om grænserne for ens viden og evner central.
En tredje gruppe pegede på behovet for større fleksibilitet og nødvendigheden af at opprioritere nogle af de lægeroller, der ellers ikke er så prestigiøse og gøre plads og opdyrke talentet hos de læger, der for eksempel er gode til kommunikation og innovation.
Andre indlæg handlede om evnen til at lære af det uforudsete og til at bevare ydmygheden over for det at lære. Lægefaglighed, lød det også, er andet og mere end 12-tals-kulturen og medicinsk ekspertise – der er brug fra, at man – ikke mindst oppefra – viser de unge læger, at der skal være plads til at fejle. Evnen til at samarbejde er helt central for at brænde helt igennem fagligt, og lægeuddannelsen bør også lære en at begå sig i systemerne, hed det.
Udsagnene om 12-tals- og nulfejlskulturen fremkaldte flere bemærkninger fra deltagerne. En understregede konkluderende, at lægerne skal ’have hænderne op af lommerne og handle – det er det bedste for patienterne. Og så fejler vi nogle gange – og det er stadig det bedste for patienterne’.
Og til sidst pegede Martin Vesterby på et uundgåeligt skift i opfattelsen af lægen som specialist, som den stadigt hastigere vidensudvikling vil medføre:
’Fremtidens læge skal kunne tilgå den nyeste viden – ikke have den’.
