Mellem himmel og hav

En god ven afholdt ferie i Irland. En eftermiddag tog han og hans familie til Cliffs of Moher. De besvimende stejle klipper, som vokser op fra havet og ind i himlen. Nær klippeskrænten, mod enden af en vandresti, er sat en advarselstavle op med påskriften: » Please do not go beyond this point! « Nær tavlen står en sten med påskriften: » In memory of those who have lost their lives at the Cliffs of Moher «. Advarslerne sigter til de lumske og meget kraftige kastevinde, som uden varsel kan blæse selv den tungeste mand i fuld fart ud over de lodrette klippeskrænter.

Dvæler man lidt ved billedet af advarselsskiltet, ser man straks, hvordan en mængde personer befinder sig i billedets baggrund - altså »beyond this point!« Min gode ven kunne endda berette, at personen længst fremme ikke bærer på en rygsæk men på en babysele med indhold.

Trafikken » beyond this point « er efterhånden så almindelig, at der er regulære stier trådt til af frygtløse turister. »Hvorfor gør folk ikke, som der bliver sagt?«, tænkte jeg. Når noget er så åbenlyst farligt som dette? Præcis som mange af mine patienter, der dagligt vandrer rundt » beyond this point « med fare for at blæse omkuld af cancer, sukkersyge eller anden livsstilssygdom. Hvordan får jeg fortalt dem, at der er kastevinde på lur? Før vi går videre, må jeg indskyde, at arbejdet med sundhedsfremme jo dybest set er et solar plexus-angreb på lægers økonomiske eksistensgrundlag. Ingen patienter - intet job! Som en taxachauffør, der opfordrer folk til at køre i bus ... eller en købmand, som frivilligt udpeger vejen til nærmeste supermarked!

Men siden sundhedsmyndighederne og livsstilsprædikanterne nu har slået sig sammen og forventer lægestandens opbakning, melder spørgsmålet sig naturligt med jævne mellemrum: »Hvordan gør vi så?« »Hvordan lærer vi befolkningen, at livets Cliffs of Moher ikke er en farbar vej?« Når vi nu ikke ubemærket kan ombytte cigaretter med gulerødder.

Meget er forsøgt. Altovervejende har der været anvendt trusselspædagogik. Skræmmende budskaber om impotens, fosterdød og blodpropper. Ja, i værste fald får rygeren heller ikke del i de ekstra leveår, regeringen har budgetteret med i fremtiden. Men det er måske godt det samme, for set i lyset af de konstante besparelser på plejehjem og hjemmepleje er løftet om et længere liv vel nærmest at betegne som en trussel!?

Så konklusivt kan man sige, at hverken løftepædagogikken eller trusselskorstoget virker særlig godt. Og hvis vi nu alligevel stædigt fastholder, at vi vil forebygge livsstilssygdomme og altruistisk vil løbe den risiko, at vi på længere sigt bliver arbejdsløse, må andre midler tages i brug. Her kunne man overveje følgende: Hvis man vil skabe lydhørhed for sit projekt, må man sige noget, folk forstår. Og allerhelst noget provokerende, som giver anledning til umiddelbar reaktion. Jeg har derfor overvejet følgende: Ved min næste kontakt med en patient, der er ramt af selvforskyldt livsstilslidelse, vil jeg derfor medbringe et billede af en prangende lystbåd. (Naturligvis rækker min beskedne hyre ikke til den slags ekstravagance, men det behøver min patient jo ikke at vide...). Så vil jeg fremvise båden for patienten og ydmygt takke ham for, at han gennem sit enorme cigarforbrug og tilhørende lungelidelse har givet mig en indtægtsmulighed, der på denne måde har muliggjort mine drømme.