Menneskelighed på toppen

Vi skal først ud på noget af en rejse. Omkring Christian Nolsøes første ansættelser, 1980'ernes arbejdsløshed og endelig alle superlativerne, da vi når til Christian Nolsøes mentor, Hans Henrik Holm. Overlæge Christian Nolsøe sidder ved et lille rundt bord på sit kontor på Køge Sygehus, og det er først, da spørgsmålet falder tredje gang - »Hvorfor er han din mentor?« - at Christian Nolsøe rammer hovedet på sømmet. Det sker nærmest som en resignation. Modvilligt, som om det ikke kan lade sig gøre at forklare noget så stort med så få ord.

»Det er jo kombinationen,« puster han.

»Hvis han kun var en rar og hyggelig person, ville han ikke være min mentor, for så er der ikke noget professionelt, jeg kan hente. Jeg kender mange søde og behagelige mennesker, som ikke er mine mentorer. Han er min mentor, fordi han er den, som har inspireret mig professionelt til det, jeg laver i dag, og samtidig var han i stand til at opbygge et venskab til os yngre læger - ikke bare mig.«

Herfra tager overlæge Nolsøe, der også er formand for Dansk Ultralyddiagnostisk Selskab, endnu en rosende afstikker. Han fortæller om Hans Henrik Holms evne til at leve sig ind i patienternes situation. Om hans enestående nysgerrighed, om hans evne til at motivere sine kolleger, at løfte andre omkring sig, ydmygheden, humoren og ikke mindst de flotte forskningsresultater inden for ultralyd - især interventionel ultralyd.

Men det er altså ikke alene, fordi han er et godt menneske eller en fremragende læge og forsker ...?

»... Han var faktisk også en fremragende kirurg.«

Okay. Men det var ingen af de ting i sig selv. Men i stedet kombinationen af at være en succesrig læge og et godt menneske, der gør ham til din mentor?

»Ja. Sådan ser jeg det.«

Det var lidt af en tilfældighed, at den unge næsten nyuddannede Christian Nolsøe blev ansat hos Hans Henrik Holm på ultralydafdelingen på Amtssygehuset i Herlev. Christian Nolsøe havde været i praktik en måneds tid under studiet hos Hans Henrik Holm. Her havde han været på en afdeling med »Stor korpsånd. Stor samhørighedsfornemmelse.« Christian Nolsøe ville imidlertid være immunolog, så han søgte andre veje. Men da immunologi blev »for tungt« til Christians temperament, fandt han tilbage til Hans Henrik Holm.

Det var et rigtigt valg. I sammenlagt ti år var Christian Nolsøe med i en stadig voksende ultralydafdeling i Herlev, som hver eneste uge fik besøg fra et sted i verden.

I løbet af de år fik Christian Nolsøe en mentor for livet. Ikke bare professionelt, men også privat. Lidt tøvende kalder han det et slags far-søn-forhold.

»Altså jeg har jo min egen far, så jeg er lidt blufærdig med at bruge den betegnelse, men Hans Henrik tog sig jo også af os. Han udviste omsorg.«

Når Christian Nolsøe siger »os«, betyder det en hel flok yngre læger, der kom ind under Hans Henrik Holms vinger på ultralydafdelingen. Her fik de et stort ansvar læsset over på deres skuldre men også al den opbakning, de havde brug for. Christian Nolsøe blev for eksempel tidligt sendt til Fjernøsten for at holde foredrag om nefrostomier, ultralydvejledte vævsprøver, og hvad der ellers foregik på den verdenskendte afdeling i Herlev. Med sig på rejserne havde Christian Nolsøe ikke bare sin chefs fulde tillid men også chefens lysbilleder og tidligere foredrag, som han kunne bruge så meget han ville.

Han var generøs?

»Meget. Både med ideer men også med at skubbe folk frem. Han ønskede at skubbe de unge mennesker frem. Da han gik af for syv år siden, blev der holdt et stort symposium for ham, hvor alle var med.«

Christian Nolsøe bremser sig selv, ser ned og begynder pludselig at tale midt inde i en forklaring, som om der først kommer lyd på efter nogle sætninger:

»Så skrev jeg på kortet, at jeg ville takke for alt det, han havde gjort for mig, men også i høj grad for det menneske, han var ...«. Christian Nolsøes stemme mister kraft, og han begynder at hoste heftigt. Han slår sig på brystet og konstaterer med en tynd stemme: »Forkølet.« Han synker et par gange.

»Vil du have kaffe?« spørger han, »jeg ved ikke, om jeg kan skaffe noget ... Nå, nu må vi se om det går væk.« Så fortsætter han, hvor han kom fra:

»Han skrev efterfølgende et brev til mig, hvor han takkede meget for kortet. Han skrev, at det, der betød mest for ham, var det med det menneskelige.«

Christian Nolsøes ansigt åbner sig. »Det sætter det hele lidt i relief. Det, der betyder mest for ham, var, at man opfattede ham som en ven. Han værdsatte det mere end det professionelle!«

Hvad har du selv taget med dig?

»Jeg har lært af ham ... eller jeg har nok lidt af det selv også ... jeg tror, at jeg har øje for andre mennesker. Men jeg har lært af ham, at det også er legitimt at have det i det her system. I et system som måske er barsk. Jeg har modtaget meget fra ham, og det prøver jeg at give videre. Jeg prøver at tage hånd om nogle af de unge mennesker. De, der har lyst til det. Jeg prøver at være imødekommende, se tingende åbent, og være interesseret i de enkelte mennesker.«

Du har set, at det er legitimt at være menneskelig i det her system, siger du?

»Ja, men der er også stor forskel på dengang, jeg blev færdig, og så i dag. Der er sket et skred i mange ting. Den gamle overlægetype, der sad for bordenden som en krakilsk 'tyranusaurus`, findes ikke ret mange steder mere. Og hvis han findes, vil de fleste unge læger rejse sig op og sige: 'Du kan rende mig et vist sted`, for de kan få job hvor som helst. Men dengang jeg blev færdig, hvor det var svært at få job, var der mange af de her despoter. Og man turde ikke sige noget. Men så var der altså også sådan nogle som Hans Henrik, og jeg kunne jo se, at ikke bare var det legitimt, men i det lange løb var det langt mest værd at opføre sig på en god måde over for kollegerne.«

Du skrev følgende i en mail: »Det unikke ved Hans Henrik Holm er imidlertid i mine øjne ikke hans - i øvrigt helt unikke - professionelle succes, men det faktum, at han gennem alt dette har formået at bevare menneskeligheden og de bløde værdier intakt, ja vel nærmest sat dem i højsædet ...«

Christian Nolsøe nikker: »Det er rigtigt.«

Gør du også selv det i dag?

»Jeg prøver.« Christian Nolsøe ler. »Men jeg er ikke den rette at spørge. Du skal spørge de mennesker, der er omkring mig. Jeg ville gerne have brugt endnu mere tid på de yngre læger, men det er ikke muligt med de betingelser, man har som klinisk arbejdende læge.«

Christian Nolsøe fortæller om en samarbejdsaftale mellem det australske og danske ultralydselskab. Han har været initiativtager, og ved hjælp af sponsorpenge bliver der hvert år sendt en ung dansk læge på studieophold til Australien. Ifølge Christian Nolsøe helt i Hans Henrik Holms ånd.

Er der egentlig et modsætningsforhold mellem at have professionel succes og være en god kollega?

»Nej, det vil jeg ikke sige, men det er meget få, der ender på toppen uden at have fjender strøet efter sig. Og det tror jeg ikke, at Hans Henrik har.«

Hvorfor er det svært at nå toppen uden at have fjender strøet efter sig?

»Jamen, der er kun en, der kan være administrerende overlæge eller få et professorat. Undervejs risikerer man, at nogen støder sig på en - at man får uvenner. Jeg kender mange med prædikatet dumt svin, så jeg betragter det som et stort plus, hvis man kan nå toppen, uden at der iskoldt omkring en. At man stadig har venner både på ens eget niveau og nedad i systemet. Det synes jeg er godt gået.«

Hvordan opnår man så den store professionelle succes - uden at blive kold?

»Det, tror jeg også, er svært. Jeg tror, at man hele tiden skal se sig selv i spejlet og spørge: Kan du lide det, du ser?«

Blå bog:

Christian Pállson Nolsøe er 48 år og gift (på 27. år) med Hanne Nolsøe, der er specialsygeplejerske i børnekirurgi og uroterapeut på Rigshospitalet. Parret har tre børn: Barbara på 22, Niklas på 20 og Alexander på 18.

Christian Nolsøe er i dag overlæge på billeddiagnostisk afdeling på Køge Hospital og har sin egen speciallægeklinik i København. Han blev uddannet på Københavns Universitet i vinteren 1985/1986, tog en ph.d. i 1996 og blev speciallæge i radiologi i foråret 1999.

Fra 1987 og frem til august 1994 har han arbejdet på eller i tilknytning til ultralydafdelingen, Herlev Hospital. Derefter rejste han et år til USA, kom tilbage til Danmark, hvor han var på forskellige røntgenafdelinger, inden han i 2001 atter kom tilbage til Herlev Hospital - nu som overlæge.

I 2004 stoppede han i Herlev grund af interne rokeringer på sygehuset, som betød, at ultralydsafdelingen blev nedlagt som separat afdeling og lagt ind under røntgenafdelingen. Derefter arbejdede han et par år i Norge, inden han kom til Køge Sygehus. I oktober 2007 blev han valgt som den næste præsident for EFSUMB (European Federation of Societies for Ultrasound in Medicine and Biology).

Mentor under bordet:

Det er Hans Henrik Holms kone, Kirsten, der tager telefonen.

»Han ligger under bordet. Nu får du ham.«

Jeg forklarer Hans Henrik Holm om mentorserien og fortæller, at Christian Nolsøe har peget på ham som sin mentor.

»Jamen, det er jeg da glad for,« siger han med tyk stemme. Der bliver stille i telefonen.

»Aj, ved du hvad, jeg kravler lige op. Jeg ligger så dårligt hernede.«

Christian Nolsøes begrundelse er, at du har formået at bevare menneskeligheden på toppen. Du har både haft faglig succes og samtidig været en god kollega og chef.

Der opstår en pause igen. »Jeg er lidt blød i det, og nu sidder jeg og bliver helt rørt,« svarer han stille.

Er det svært at skabe en karriere som læge og samtidig være en god kollega og chef?

»Nej, det synes jeg nu ikke. Men det er noget, som jeg også har sat højt hos dem, jeg har mødt på min løbebane,« siger Hans Henrik Holm. Han forklarer, at han har fået Parkinson de seneste år, hvilket præger ham og derfor er han ikke så »kvik i replikken«.

Har du selv haft en mentor?

»Altså sådan en som Peter Arne Gammelgård - han har præget de mennesker, han har haft i sit brød. Og der har jeg lært meget. Ham er jeg meget tak skyldig.«

Hvorfor lå du under bordet?

»Vi har fået fjernsyn i køkkenet, og så er der nogle ledninger, som skal puttes væk. Det prøvede jeg så på.«