Mens de venter på autorisationen

Mens bomberne regnede ned over Afghanistan, arbejdede Khaled Monawaruddin i et kvart århundrede som læge og speciallæge i abdominalkirurgi, indtil han måtte flygte fra landet til Danmark i 1999.

I dag bor han i Frederikshavn med sin kone og tre børn, og har sendt 90 ansøgninger af sted for at få blot tre måneders fastansættelse på et sygehus, så han kan få varig autorisation til at arbejde som læge i Danmark.

Den 51-årige mand har allerede i flere omgange været i praktik på forskellige afdelinger på forskellige sygehuse.

»Måske er min alder problemet. Mange danske læger har sagt til mig: Vi ringer, når der er et hul. Og det gør de også, og så har jeg vikararbejde i en måneds tid eller to. Men jeg har brug for tre måneders fastansættelse for at komme videre«, siger han.

Khaled Monawaruddins fornemmelse for den barriere, der står mellem ham og et liv som læge i Danmark, er ikke grebet ud af den blå forårsluft.

Selv om der er lægemangel, ender selv erfarne udenlandske læger med at måtte droppe et liv med stetoskop og suturer på de nordiske breddegrader.

Hver fjerde til femte læge, der kommer til Danmark fra et land uden for EU, typisk som flygtning eller familiesammenført, får ikke varig autorisation, og kan dermed ikke arbejde som læge i Danmark. Og flere af de læger, som headhuntes til landet, rejser igen efter få år.

»De har ikke lyst til at blive her. Det handler om lønnen, om skatten og at dansk er svært at lære, og det betyder, at deres kulturelle tilbud er begrænsede. ToldSkat opleves som meget bureaukratiske, og Udlændingestyrelsen er virkelig svær at danse med. I nogle tilfælde føler de sig meget isolerede. Jeg tror ikke, vi har en kinamands chance for at holde på de forskere, medmindre de bliver dansk gift. Principielt mener jeg heller ikke, at vi skal holde på hverken dem eller danske studerende, for folk har godt af at komme ud i verden. Men nogle gange vil vi jo gerne holde lidt længere på dem, men så er der simpelthen ingen stillinger til dem, ud over chefstillinger«, siger professor og leder af PET-Centret på Århus Sygehus Albert Gjedde.

Unge østeuropæiske kvinder klarer sig godt

Mens der på Albert Gjeddes afdeling primært er tale om udlændinge, som af lyst er kommet til Danmark for at forske, så tilhører Khaled Monawaruddin en gruppe udenlandske læger, som af omstændighederne er blevet tvunget til landet.

I november 2001 besluttede Amtsrådsforeningen sig for at sætte et arbejde i gang for at få en hurtigere og bedre integration af tredjelandslæger, og så mange som muligt i arbejde. Baggrunden var dels lægemangel, og at mindst 180 tredjelandslæger i Danmark ikke brugte deres uddannelse.

Fyn, Jylland og Sjælland gik i gang med at stable ulønnede praktikpladser, fagspecifikke sprogkurser og faglige og sociale netværk for tredjelandslæger på benene.

Det er dette treårige landsdækkende integrationsprojekt, som nu er afsluttet.

To evalueringsrapporter viser nu resultaterne om de læger fra blandt andet Irak, Afghanistan, tidligere USSR, Østeuropa og Somalia, som bor på Fyn eller i Jylland.

Mange har nået første skridt ind i den autoriserede danske lægeverden ved at få en varig autorisation. Den er en endelig godkendelse og giver adgang til at arbejde på ubegrænset tid i Danmark. I øjeblikket har 2.693 læger, som er uddannet i udlandet, varig

autorisation. Det vurderes, at op mod 500 læger med udenlandsk uddannelse har midlertid autorisation. Hvor mange det præcist drejer sig om, ved ingen,

da ikke alle er medlem af Lægeforeningen.

I Region Syd drejer det sig om godt hver tredje, mens det i Region Nord er hver femte.

Flere er på vej ved at være i prøveansættelse eller ulønnet praktik. Den generelle vurdering for begge regioner har været positiv.

»Generelt har projektdeltagerne følt sig godt modtaget på afdelingerne. De fleste har været glade for, at nogle overhovedet vil hjælpe dem«, siger tidligere projektkoordinator i Region Nord, Mette Valbjørn.

Men ikke alt er fryd og gammen.

Hver fjerde til femte tredjelandslæge må droppe drømmen om at arbejde som læge i Danmark. Og det har også været tidligere projektkoordinator i Region Syd Lone Holm Hansens råd til 19 læger.

»Det var ikke forsvarligt over for patienterne, fordi de ikke var gode nok sprogligt, fagligt eller socialt. Og det var heller ikke fair over for dem selv, fordi man ville sende dem ud i nederlag«, siger hun.

Evalueringerne viser, at jo ældre tredjelandslægerne er, jo længere væk de kommer fra, og jo længere tid, de havde været væk fra deres fag, jo større er sandsynligheden for, at de ikke får varig autorisation.

Med andre ord klarer unge, østeuropæiske kvinder, der har været kort tid væk fra faget, og som typisk er dansk gift, sig bedst.

Selv de tredjelandslæger, som har fået varig autorisation, presses nu på turnuspladserne af unge, danske kandidater.

»Jeg er bange for, at nogle bliver tabt på gulvet. Vi skal tænke os godt om, for at vi ikke får skabt et lægeligt proletariat, da jeg frygter, at tredjelandslæger også i fremtiden vil blive ansat i kortvarige vikariater, der ikke er målrettet turnus eller speciallægeuddannelsen og måske på sigt ryger helt ud af arbejdsmarkedet«, siger reservelæge Lone Holm Hansen.

Det er hendes erfaring, at mange tredjelandslæger har følt sig meget alene på afdelingerne.

»De var ensomme, ukendte svaler. Vi andre har foreningskulturen. Vi grupperer os, først som yngre læger, derefter som en del af et speciale og så videre. De udenlandske læger hører jo ikke til nogen steder«, siger hun.

Khaled Monawaruddin har været glad for den modtagelse, som mange danske læger har givet ham, herunder især én læge fra Frederikshavn sygehus:

»Han inviterede mig hjem mange gange, også med andre udenlandske læger og danske læger«, som han siger.

Følelsen af at være ensom på en ny afdeling kan Badal Sheikho Rashu genkende.

»Det er klart, at når man ikke kan følge med i sproget, så er det en hel normal reaktion. Man er genert. Men efterhånden som man lærer sproget, så går det væk. Ensomhed afhænger jo også af den enkelte person, og man skal tænke på selv at lede efter den gode kollega, som har stor tålmodighed med en i begyndelsen, når man taler dårligt. Man kan godt få danske lægevenner. Men de kommer ikke af sig selv, og det gør fast autorisation heller ikke«, fortæller han.

Badal Sheikho Rashu blev uddannet læge i Irak i 1991 og kom til Danmark som flygtning i september 2000. I dag, fem år efter, er han i en blokstilling på vej til at blive speciallæge i urologi på Aalborg Sygehus.

»Man skal arbejde hårdt hele tiden. Prøve at vise sine kompetencer og arbejde flere måneder i praktik. Jeg har været heldig at så mange har hjulpet mig, både her på sygehuset og andre sygehuse, men også helt fra starten, da en vejleder på sprogskolen kontaktede amtets kompetencecenter, så jeg kunne komme i min første praktik på Brovst sygehus«, siger den 35-årige læge på fint dansk med en let accent.

Lægernes egne barrierer for succes

Netop sproget er helt afgørende for tredjelandslægernes succes. Men også hvordan de begår sig i sygehuskulturen. Typisk nævnes uskrevne regler som høflighedskodeks og samarbejde mellem sygeplejersker og læger. En overlæge, der blev interviewet til en af rapporterne, nævner specifikt, at især projektdeltagere fra Afghanistan og Irak har problemer i forhold til samarbejde med kvinder, for eksempel sygeplejerskerne.

Khaled Monawaruddin afviser klart og tydeligt, at han skulle have nogen problemer af den slags.

»Nej«, udbryder han som svar på spørgsmålet: »Det er helt lige meget. Jeg er ikke fanatiker! Min kone går heller ikke i burka. Vi er godt integreret i Danmark. Jeg tror mere, det er min alder, der er problemet«, siger han.

Af begge evalueringsrapporter fremgår det, at der er store individuelle forskelle på tredjelandslægerne. Det gælder også deres faglige kundskaber, og langt de fleste afdelinger i Region Syd efterlyser en højere grad af afklaring af det lægefaglige fundament før praktik og/eller ansættelse.

Mens alle de interviewede tredjelandslæger har vurderet, at de fagligt set godt kunne leve op til kravene i det danske sundhedsvæsen, men også gerne ville have flere faglige kurser, har flere afdelinger oplevet faglige barrierer. Blandt andet at nogle tredjelandslæger kunne for lidt eller var monospecialiserede.

Og endelig siger alle projektdeltagerne, at det kan være svært at have personligt overskud og motivation for at genoptage lægejobbet, lære sprog og vænne sig til en ny kultur.

Sundhedsvæsenets barrierer

Men også sundhedsvæsenet og danske patienter bærer deres del af ansvaret for, om en læge fra et land uden for EU får succes eller ej.

For eksempel skriver en klinisk afdeling, at de danske patienters modvilje over for at lade sig behandle af tredjelandslæger, er en barriere for god integration. Og så beror det mere på held end forstand, om lægen kommer i praktik på en afdeling, der har mentalt overskud til at uddanne vedkommende.

»Uddannelseskulturen har været ekstremt vigtig for udbyttet af praktikken, og hvordan det er gået dem. Det har været lidt af en dark horse«, som Lone Holm Hansen siger det.

Den øverste myndighed, Sundhedsstyrelsen, har ikke gjort livet nemmere for hverken de udenlandske læger eller afdelinger. Flere mener, at reglerne er svære at forstå og svært tilgængelige.

Fremtiden for tredjelandslægerne kan ifølge Lone Holm Hansen blive svær. Mange unge kandidater presser på, og det bliver sværere og sværere for tredjelandslægerne at finde turnuspladser og prøveansættelser.

For Khaled Monawaruddin er det helt essentielt med en prøveansættelse. Et sygehus har sagt til ham, at de gerne vil give ham en introduktionsstilling.

»Men først når jeg har min autorisation«, siger han.

Fakta

Midlertidig autorisation

Når en læge har fået sin lægeuddannelse godkendt i Sundhedsstyrelsen, udstedes ret til at arbejde 18 måneder som læge i Danmark på midlertidig autorisation.

Varig autorisation

Når en tredjelandslæge har gennemført to prøveansættelser med positiv evaluering (to gange tre måneder på to forskellige afdelinger) og bestået eksamen i retsmedicin, socialmedicin, receptskrivning og medicinsk fagprøve, udsteder Sundhedsstyrelsen varig autorisation. Det kan betragtes som den endelige godkendelse af tredjelandslægers kompetencer og giver ret til at arbejde som læge i Danmark på ubegrænset tid.

Prøveansættelse

En regulær ansættelse, hvor tredjelandslægen er ansat på Yngre Lægers overenskomst og skal varetage samme arbejde som danske læger med samme anciennitet. En prøveansættelse skal være på mindst tre måneder. Tredjelandslægen skal evalueres på faglige, kommunikative og rent sproglige kompetencer. Tredjelandslæger skal have to positivt evaluerede prøveansættelser på to forskellige afdelinger. Det skal ske i løbet af de 18 måneder, hvor tredjelandslægen arbejder på en midlertidig autorisation.

Turnus

I modsætning til danske læger skal tredjelandslæger selv finde stillinger til turnus. Sundhedsstyrelsen godkender ikke turnus, før tredjelandslægen har opnået varig autorisation.