Skip to main content

Mens vi venter på det der sundhedscenter

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

1. nov. 2005
2 min.

Har sundhedscentre - hvad det så end måtte være - en plads i det danske sundhedsvæsen?

»Der er jo allerede sundhedscentre, eller nogle samarbejdsfora, som de mennesker, der arbejder disse steder, benævner som sundhedscentre. På baggrund af den centralisering, der i tiltagende grad sker i sygehusvæsenet, vil der opstå en række funktioner, som kan samles i et sundhedscenter. Det bliver spændende at se, hvad man fylder i sundhedscentrene, og hvordan man organiserer dem, så det sundhedsvæsen, som de bliver en del af, kan blive endnu bedre«.

Birthe Skaarup, formand for Folketingets sundhedsudvalg, ønsker en forsøgsordning med sundhedscentre, gerne med mange faggrupper og funktioner i et sundhedscenter. Hun mener også, at de alternative skal have en plads. Hvad er din kommentar?

»De sundhedspersoner, som er offentligt ansatte, vil man kunne samle og centralisere. Men de, der har en privat overenskomst med Sygesikringen, vil næppe blive tvunget ind i et sundhedscenter. De vil søge derhen, hvis de føler det tiltrækkende. Om der findes alternative behandlere henne om hjørnet eller under et tag under en kommunal bygning, kan jeg ikke se den store forskel i«.

Blandt andre sundhedspolitisk konsulent Margrethe Nielsen fra Forbrugerrådet mener, at der kunne være en skadestuefunktion på et sundhedscenter. Hvad siger du?

»De fleste praktiserende læger udfører i såvel dagtid som vagttid skadearbejde.

I den forstand det overgår ens kompetence, sender man patienterne videre. Jeg har svært ved at forestille mig, at man skulle oparbejde en skadestue eller akut funktion betjent af sygeplejersker og måske også af praktiserende læger, som nogle mener. Man må centralisere kræfterne i forhold til vagtlægesystemet og sygehusene«.

Arne Rolighed, direktør i Kræftens Bekæmpelse, mener, at alment praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger samlet i et sundhedscenter vil forbedre det faglige miljø og give mulighed for forskning i den primære sundhedstjeneste?

»Forskning i almen praksis må primært føres tilbage til de forskningsenheder, som findes i de tre universitetsbyer. Miljøet omkring forskning og uddannelse kan man næppe opretholde i et sundhedscenter, hvor der er seks, otte eller tyve læger af forskellig art. Det kan godt blive et fagligt udviklende miljø med hensyn til behandling og patientforløb, men forskning tror jeg ikke på«.

Akut medicinske senge på sundhedscentrene nævnes jævnligt som en mulig del af et center. Er du enig?

»Tanken om akut medicinske senge, aflastningspladser, er jeg betænkelig ved. Gamle mennesker med konkurrerende sygdomme skal ikke nøjes med en aflastningsplads på et sundhedscenter, fordi de ,bare` skal have væske eller ,bare` har feber. Det er en illusion at tro, at man kan lave en kvalificeret behandling af gamle mennesker i nærmiljøet, og så skal kommunen i øvrigt ikke betale til amtet og regionen, hvorved vi undgår kassetænkning«.