Skip to main content

Mere åbenhed på vej i Region Hovedstaden

Efter Regionsrådsvalget 19. november kommer der politikerpres for en ny åbenhedens kultur i sundhedsvæsenet. Spørgsmålet er, hvilken form og udstrækning, åbenheden får.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

6. nov. 2013
3 min.

Spidskandidaterne fra både Socialdemokraterne, de Radikale og Venstre i Region Hovedstaden er enige om i hvert tilfælde en ting: Region Hovedstaden trænger til en ny, åben kultur i sundhedsvæsenet, hvor det f.eks. ikke er velset, at hospitalsledelser lægger hindringer ud for læger, der gerne vil i dialog med politikere.

”Vi er nødt til at have tillid til, at politikere godt kan se noget på en afdeling og sortere i indtrykkene”, siger Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen.

”Den manglende åbenhed har nogle gange været en barriere for at kunne komme ud over rampen med de gode ting, vi laver, lige så vel som for at komme af med noget røg, hvis man synes, at ting burde laves om”.

Så du vil arbejde for mere åbenhed?

Region Hovedstaden får en mere åben kultur, lover en række spidskandidater ved Regionsrådsvalget

”Det vil jeg meget gerne og helst på en måde, hvor partierne bredt set bliver enige om en måde, hvor man f.eks. kan få lov til at gå med og se en del af hverdagen. Men det skal være sådan, så alle føler sig fair behandlet”.

Læger klager over, at de omklamres af ledelsen?

”Jeg vil gerne have, at ledelsen er bekendt med og har sagt ok for, at der kommer en politiker, og at den måske også har talt med afdelingen om, hvad det så er, der vises frem på dagen. Men jeg forestiller mig ikke, at den røde løber rulles ud”.

Går du ind for en whistleblowerordning for de ansatte?

”Jeg mener, at de ansatte i sundhedsvæsenet skal have frihed til at ytre sig, og jeg tror på, at dialog og vores tillidsmandskultur er rigtig vigtig. Hvis det virker, burde whistleblowerordninger ikke være nødvendige. Jeg betragter dem som en allersidste mulighed”.

Whistleblowerordning, tak

Med hensyn til en mere generel åbenhed skubber Sophie Hæstorp Andersen på en åben dør hos de Radikale.

”Jeg synes, vi skal have en politik for det og får den skrevet ned. Den skal være afsættet for en meget mere rummelig og åben kultur i regionen. Jeg synes, det har været utåleligt med hele den tilgang, som har været. Som om det nærmest gælder om at skræmme os væk fra hverdagen ude på sygehusene”, siger partiets spidskandidat Charlotte Fischer.

Men vandene deles i spørgsmålet om en whistleblowerordning.

”Jeg har tænkt mig, at vi skal en whistleblowerordning. Regeringen har jo nedsat et whistleblowerudvalg, som skal komme med en model i efteråret 2014 som foreløbig deadline. Men jeg synes ikke, vi skal vente, for der findes modeller. Københavns Kommune har f.eks. prøvet noget, og det har store virksomheder også. Jeg synes, vi skal have en hurtig gruppe, der kigger på de modeller, og så skal vi i gang”, siger hun.

"Minder om berufsverbot"

Hos Venstre er spidskandidaten Martin Geertsen også med på åbenhedsholdet – herunder også i spørgsmålet om whistleblowerbeskyttelse.

”Jeg ville foretrække debat i det åbne rum. Men hvis nogen er nervøse ved det og føler sig bedre beskyttet af en whistleblowerordning, så lad os prøve. Men når jeg trækker lidt på det, er det fordi jeg i virkeligheden meget hellere vil have en positiv kultur end en mistillidskultur, hvor det er nødvendigt at have whistleblowerordninger”, siger han.

Hvordan gør man det?

”Det kan man gøre ved at lade være med at tage en beslutning, som det nuværende Regionsråd har gjort, om at man ikke må komme ud og besøge hospitalsafdelingerne. Jeg synes ærligt talt, det er noget pjat og noget, der minder om berufsverbot. Den beslutning kan man lave om”.

Hvad forventer du at virkninger af sådan en ordning?

”Nogle af de fejl og mangler, regionen har været igennem ikke mindst i psykiatrien kunne måske være undgået, hvis vi havde haft en whistleblowerordnng”.