Mere jura end lægefaglighed

På Psykiatrisk Center Hvidovre gennemrystes bygningerne af vibrationer fra elværktøj. Byggematerialer, stilladser og afspærringer vidner om, at det tidligere geriatriske plejehospital er ved at blive moderniseret. Forhåbentlig vil resultatet opmuntre de indlagte på den lukkede afdeling 809, der gør et trøstesløst indtryk på en besøgende.

»For mange år siden var der generelt langt flere aktivitetsmuligheder for indlagte patienter«, forklarer overlæge på afdelingen Lykke Pedersen. »Flere steder indgår ergoterapeuten nu i normeringen sidestillet med det øvrige personale og kan ikke lige gå fra for at lave noget med en patient. Dette er ikke tilfældet her på centret«.

Til afsnittet er knyttet en have, et udendørs »rygebur« og to aktivitetsrum. Inspireret af et besøg i udlandet og som en del af et nationalt satspuljeprojekt er der nu større fokus på aktiviteter på de lukkede afsnit.

Vi tænker mere før vi medicinerer

Efter at Lykke Pedersen har vist rundt, mødes vi på hendes kontor med overlægekollegaen Annick Urfer-Parnas fra naboafsnittet, der også er lukket

De to psykiatere er enige om, at Glostrupsagen har haft en betydning, som på mange måder også var positiv: Den nødsagede alle – i hvert fald på deres arbejdsplads – til grundige overvejelser om arbejdet i den daglige klinik.

»Vi tænker meget mere over vores medicinering«, siger Lykke Pedersen. Og Annick Urfer-Parnas supplerer:

»Glostrupsagen henledte vores opmærksomhed på, hvor meget praksis faktisk havde ændret sig. Medicinering skyggede for andre former for behandling og terapi – i et omfang der overraskede os«, siger hun.

Også i Hvidovre var man nogle gange for hurtig til at give høje doser, erkender de to læger.

»Man havde vænnet sig til en tankegang, hvor den enkleste og mest effektive løsning var medicinering – i en tid hvor effektivitet og hastighed er et afgørende kriterium. Men medicinske metoder importeret fra somatikken kan ikke stå alene i behandlingen af komplekse psykiske sygdomme. Og hvis et forløb ikke går, som det skal, må man ikke forsømme andre muligheder for at behandle patienterne«, siger Annick Urfer-Parnas.

Både Lykke Pedersen og Annick Urfer-Parnas er tilfredse med, at man blev nødsaget til at gentænke sin medicineringspraksis, selv om det stiller større krav til læger og andet personale: For tiden er man ved at uddanne alt personale i kommunikation og »de-eskalering«, dvs. at modtage og omgås patienter på en måde, der forebygger ting i at udvikle sig uhensigtsmæssigt.

Annick Urfer-Parnas fortæller, at man nu f.eks. tager en samtale med patienten allerede ved ankomsten for at afklare, hvad der plejer at hjælpe hende, når hun får det dårligt eller bliver forpint og urolig: At gå en tur, måske et varmt bad, stille musik, ringe til pårørende – eller medicin? Og naturligvis se på erfaringer fra tidligere indlæggelser.

Kompliceret og bureaukratisk

Er det i virkeligheden godt, at der er sat snævre grænser for medicineringen?

»Generelt er det godt. Men vi står tilbage med en gruppe meget syge/psykotiske patienter, som kan være stofpåvirkede, selvskadende, aggressive og truende. Kommunikationen kan være totalt afbrudt, og det af og til være nødvendigt midlertidigt at give mere end de rekommanderede doser«, siger Annick Urfer-Parnas.

Men det må I ikke bare lige gøre. Mangler I noget i værktøjskassen, som I havde før?

Efter en længere, eftertænksom pause kommer det fra Lykke Pedersen:

»Vi savner ikke det gamle medicineringsregime, hvor der blev givet øgede doser alt for ofte«, siger Lykke Pedersen.

»Men jeg savner muligheden for større handlefrihed i forhold til patienter, som vi kender rigtig godt, og som, vi ved, har brug for en højere dosis end den rekommanderede, når de er svært dårlige. Men som hver gang siger nej til at tage vores medicin«, siger Lykke Pedersen.

»Det er blevet meget kompliceret og bureaukratisk at få mulighed til at iværksætte tvangsbehandling. Der er meget detaljerede regler for, hvordan vi gennem et fastlagt antal dage skal forsøge at motivere patienten for at indtage medicinen. Reglerne bliver ændret løbende, og hvis man undervejs kommer til at sætte foden forkert, kan man komme til at begynde helt forfra med at motivere en patient, som ikke vil have vores medicin«, forklarer hun.

Lykke Pedersen anslår, at afdelingerne underkendes af det psykiatriske patientklagenævn i op mod hvert fjerde tilfælde, når det handler om tvangsbehandling med medicin.

»Det er meget problematisk at frihedsberøve patienter – som er den mest indgribende form for tvang – og når de så kommer ind, skal de ikke sjældent vente op til tre uger på at komme i behandling. Det tjener ikke patientens tarv«, siger Lykke Pedersen.

»Sådan var det ikke tidligere, og jeg tror, det er en konsekvens af Glostrupsagen. Nævnet har aldrig før sat maks.-doser på deres afgørelser. Det er de begyndt på nu. Der er mere jura end lægefaglighed«, siger hun.