Skip to main content

Mere magt til patienterne

Over de næste fire år skal Aarhus Universitetshospital udvikle sig til det første danske brugerinddragende hospital. Den århusianske model skal derefter implementeres på landets øvrige sygehuse. Og det er ikke blot en modedille, der hærger, siger lægelig centerchef.

Foto: Aarhus Universitetshospital.
Foto: Aarhus Universitetshospital.

Journalist Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com

4. nov. 2014
6 min.

Patientinddragelse er sidste skrig i sundhedsvæsenet.

Aarhus Universitetshospital (AUH) og Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) har med støtte fra TrygFonden sat et storskalaprojekt i gang, der skal gøre AUH til Danmarks første brugerinddragende hospital.

Der var kick-off-seminar for projektet på Koldkærgård Konferencecenter i går, hvor repræsentanter for de ledende læger og sygeplejersker mødtes for at blive klædt på til processen.

Patientinddragelse er i familie med andre af sundhedsvæsnets buzzwords som f.eks. klassikerne 'patienten i centrum' og 'det sammenhængende patientforløb' og dermed noget, som ingen ved deres fulde fem rigtig kan være imod.

Ja, mange vil formentlig mene, at det at inddrage patienterne allerede er noget, der allerede sker i vidt omfang. Som Morten Freil, direktør for både Danske Patienter og ViBIS udtrykte det ved seminaret:

"En af de største barrierer for, at der sker brugerinddragelse er, at vi tror, vi allerede gør det."

Patientinddragelse forebygger fejl og utilsigtede hændelser, øger patienternes tilfredshed og skaber bedre behandlingsresultater. Men det sker i for ringe omfang og slet ikke systematisk. Hver femte patient synes, de bliver inddraget for lidt. Og flere undersøgelser viser da også, at både patienter og de fagprofessionelle gerne vil have mere.

Forleden bebudede sundhedsminister Nick Hækkerup (S), at han vil afsætte 300 mio. kr. til patientinddragelse, og i sidste uge var der fuldt hus til en konference om emnet i Nyborg.

En undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital viser, at læger og sygeplejersker først og fremmest forbinder patientinddragelse med information. Dernæst egenomsorg. Og selv om der kan være forskellige definitioner af og tilgange til 'patientinddragelse', er det patientens viden, ressourcer og egenomsorg, der er fokus på i storskalaprojektet i Aarhus.

”Ikke blot en modedille”

Chef på universitetshospitalets abdominalcenter, Lisbeth Kallestrup, afviste, at der blot er tale om "en modedille": "Vi mener det med patientinddragelse. I dag vil vi være borgere på en anden måde. Nogle patienter vil f.eks. ikke acceptere bivirkninger af nogen art. I bl.a. Canada har de en større tradition for at arbejde med patientinddragelse. Vi skal raffinere det og udvikle en dansk metode."

Og Aarhus Universitetshospitals lægefaglige direktør, Claus Thomsen, supplerede:

”Patientinddragelse er blevet fremstillet som et universalværktøj, der kan redde økonomien. Og jo, der er forventninger til, at patientinddragelse bliver et af redskaberne til at sikre en mere effektiv drift, for vi skal mobilisere de skjulte resurser hos både patienten og de pårørende”. Og på en slide viste Claus Thomsen, hvordan f.eks. hiv-smittede kan opholde sig i deres sommerhus, når de skal til kontrol, og hvordan gravide kan monitoreres derhjemme.

Martha Lund er ledende oversygeplejerske på AUHs kirurgiske afdeling P, som har iværksat et projekt, der skal undgå, at Pouch-opererede patienter genindlægges. Her fik patienter tilbud om at blive oplært i at give sig selv væske via drop hjemmefra for at undgå at blive dehydreret.

”Ikke mange kirurger tænder på et projekt, der handler om at involvere patienterne,” slog Martha Lind fast som det allerførste.

”Det vigtige ved patientinddragelse er, at hver patient får sin egen stemme. Og patienter vil noget forskelligt. Det er kutyme, når man bliver indlagt hos os, at man kommer i seng og bliver iført hospitalstøj. Men er det det, alle vil? At ændre på den slags er en kulturændring, der vil noget.”

Faktaboks

Fakta

Kan give dilemmaer

I det hele taget, fremgik det, er det ikke er uden dilemmaer at inddrage patienten. For hvad nu hvis denne vælger noget, som ikke er den fagligt optimale behandling? Så udfordres lægens faglighed. Og hvad nu hvis patienten vil have noget, som er til besvær for afdelingen?

Lene Romer Holeby var patientens stemme på kick-off-mødet.

Hun fravalgte på et tidspunkt en iliostomi, der ville betyde, at hun skulle gå med en stomipose på maven.

”Det var min forfængelighed, der styrede mit valg, som viste sig at være forkert for mig. Jeg sagde nej til en samtale med en stomisygeplejerske. Dér måtte I godt have stillet krav til mig om, at en sådan samtale var obligatorisk. Ligesom jeg stiller krav til jer, skal I også stille krav til mig. Og så ville jeg have foretrukket at få uddybende information om operationen, inden den blev foretaget. Så have jeg formentlig undgået en reoperation", sagde hun.

"Igennem mine sidste fire års kontakt med sundhedsvæsenet oplever jeg, at patientinddragelse lykkes, når jeg møder et personale, der er nysgerrigt og tager mine iagttagelser – irrelevante eller ej – alvorligt. Og når jeg får svar på mine spørgsmål. Og så kan jeg godt lide, når I kan huske mit navn, og når lægen trækker en stol ud og sætter sig ved siden af min seng, så vi er i øjenhøjde. Og så har jeg lært at kommunikere med min læge, så mine spørgsmål ikke fremstår som en udfordring af hans faglighed,” sluttede Lene Romer Holeby.

Også for læger…

På AUHs onkologiske afdeling er der igangsat et projekt – ”meget båret af sygeplejersker” – der har til formål at undersøge, hvordan patienterne er klædt på til at klare sig derhjemme mellem de kemobehandlinger, de får hver tredje uge.

”Når de kommer og skal have behandling og vi spørger dem, hvordan det er gået siden sidst, siger mange, at der ”ikke har været det store”. Men hvis vi ringer hjem til dem efter en uge, har de det ikke godt. Nogen har f.eks. taget afføringspiller, da de havde kvalme,” berettede specialeansvarlig sygeplejerske, Jeanett Bech Valeur og fortsatte:

”Det gik op for os, at patienterne ikke havde hørt alt det, vi havde fortalt dem på behandlingens første dag. Dér var de f.eks. mere optaget af, at behandlingen tog otte og ikke de forventede to timer. Eller at de havde haft besvær med at finde en parkeringsplads. Derfor besluttede vi, at de selv skulle være med til at bestemme, hvordan behandlingens første dag skulle forløbe.

Vi er så gode til at informere, men information er ikke patientinddragelse.

Vi har derfor udfærdiget beslutningskort, der gør det muligt at vælge at begynde med behandlingen – uden forudgående information. Det føles rigtigt for mange patienter men er svært for os sygeplejersker. ”

Peter Orm Hansen, ledende overlæge på neurofysiologisk afdeling, var en af blot to-tre fremmødte mænd i en forsamling med overtal af sygeplejersker.

"Når patienterne kommer hos os, bør der være taget stilling til, om de vil have foretaget undersøgelsen. Vi kan ikke kvalificere patientens valg af undersøgelse. Så vidt jeg kan se, er patientinddragelse mest egnet til de kliniske afdelinger. Ikke til et diagnostisk speciale som vores. Men vi er med - på vores præmisser," siger Peter Orm Hansen i en pause.

I samme pause spørger Ugeskriftet Morten Freil, om patientinddragelse som andre svært målbare tiltag ikke fortrinsvis har appel til sygeplejersker?

”Havde du spurgt mig for fem år siden, ville jeg have svaret ja. Men læger – og især de yngre læger – er bestemt optaget af det.”