Mere samarbejde om sundhed i EU

Tre til fire gange inden for de seneste par år har praktiserende læge, Peter Winge, fra Birkerød oplevet, at patienter er taget til Tyskland for at få en cancerbehandling, som de ikke havde mulighed for at få i Danmark.

Selvom patienterne gjorde det for egen regning, har det ikke været problemfrit. Eksempelvis har de tyske læger bedt patienterne få CT og MR-skanninger eller blodprøver for antigener. Undersøgelser som de tilbage i Danmark så har bedt Peter Winge rekvirere på det hjemlige sygehus.

»Det var en utilfredsstillende situation. Nogen gange følte jeg mig som et gidsel. Min rolle blev at udføre en ordination, som jeg ikke forstod baggrunden for. Og jeg blev medansvarlig for en behandling, som jeg ikke vidste hvorvidt virkede«, siger han.

Mobile patienter

Peter Winges patienter er langtfra enestående eksempler. Inden for EU bliver patienter i stadigt stigende omfang un-dersøgt og behandlet andre steder end i deres hjemlande. Og det sker, at de også kræver, at hjemlandet eller den hjemlige sygesikring betaler. Således har EF-domstolen nu flere gange afgjort sager om patienters ret til at få refunderet udgifter til indkøb af medicin, tandbehandling eller sygehusbehandling i et andet EU-land.

Dommene har medført en mærkbar usikkerhed i medlemslandene. For det behandlende sundhedsvæsen ligger ellers uden for EU's kompetenceområde, og når sundhedspolitikken dermed bliver afgjort af EF-domstolen, bliver den svær at forudse konsekvenserne af.

De to faktorer: Patienternes øgede mobilitet og EF-domstolens afgørelser førte sidste år til, at medlemslandene og Kommissionen aftalte at gennemføre en refleksionsproces på højt niveau om patientmobilitet.

Dobbelt opgave

De fleste lande deltog med deres sundhedsminister og en højt placeret embedsmand som personlig repræsentant. Den store interesse for spørgsmålet afspejler den alvor, medlemslandene betragter området med.

»Problemet er at finde balancen mellem at patienterne flytter sig, og at gøre det nemt for dem, og samtidig afveje det med hensynet til de nationale sundhedssystemers struktur og prioriteringer. De er i forvejen finansielt presset i mange lande. Så hvis patienterne i større stil tager til udlandet for det hjemlige sundhedsvæsens regning, kan det være en reel trussel«, siger kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, John Erik Pedersen, der har været dansk deltager i processen.

Midt i december og efter ti måneders arbejde har refleksionsgruppen afleveret deres arbejde med opfordringer til hvad Kommissionen skal arbejde videre med.

Generelt opfordrer EU-landene til et større samarbejde på sundhedsområdet. Eksempelvis med fælles referencecentre - i første omgang for sjældne sygdomme, samarbejde om MTV-projekter og undersøgelse af, hvordan man kan forbedre muligheden for at udveksle informationer om patienterne, hvilket måske vil blive en hjælp i situationer som dem Peter Winge har oplevet.

Samtidig holder alle fast på, at ansvaret er hjemlandets.

»Men når patienterne flytter sig over grænserne, rejser det nogle dilemmaer, som der er behov for at tackle i fællesskab«, siger John Erik Pedersen

Fakta:

Refleksionsgruppen har været opdelt i arbejdsgrupper, som hver er kommet med anbefalinger til områder, som Kommissionen skal komme med forslag på.

Arbejdsgrupperne har beskæftiget sig med:

Patienternes rettigheder og pligter.
Muligheden for at dele overskudskapaciet og ventelister.
Europæiske referencecentre.
Samarbejde om MTV-projekter.
Sundhedsinformation. Herunder bl.a:
Sundhedspolitikker.
Sundhedsovervågning.
Sikkerhed.
Guidelines for best practice.
Adgang til undersøgelse og behandling. Herunder:
Hvordan man sikrer kvaliteten af behandlingen.
Undersøge omfanget af patientmobilitet.
Hvordan landenes forskellige sundhedssystemer kan spille sammen.
Hvordan sundhed kan få en højere prioritet inden for EU-samarbejdet.

I løbet af foråret 2004 vil Kommissionen komme med et udspil, baseret på refleksionsgruppens arbejde, med anbefalinger til hvad der videre skal gøres på fællesskabsplan.