Meriterer nødhjælpsarbejde? Opblødning så småt på vej

I mange år har det været en sten i skoen for Læger uden Grænser, at feltarbejdet ikke gav point i videreuddannelsens jagt på meritering. Organisationens formand, Søren Brix Christensen, mener dog, at en opblødning er på vej. I oktober udsendte Sundhedsstyrelsen nemlig en revideret fortegnelse over »supplerende kriterier ved vurderingen af yngre læger til ansættelse i undervisningsstilling«.

Unikt dansk pointsystem

- Der er kommet lidt nyt med. Og bare det, synes vi, er en stor sejr. I både kriterium 1 (om ansættelser uden for det søgte speciale) og kriterium to (om ansættelser i det pågældende speciale) står således, at »klinisk arbejde i uland samt klinisk arbejde i katastrofeområder og lignende kan godkendes« mod dokumentation. Under kriterium 4, om organisatorisk-administrativt arbejde, kan man også få point for arbejde i humanitære- og nødhjælps-organisationer.

- Desværre er det blandt de specialespecifikke kriterier kun gyn/obs og intern medicin, som nævner det. Inden for pædiatrien står det mere vagt som »relevant ansættelse i uland eller på udenlandsk børneafdeling« i mindst seks måneder. Men man kan jo ikke komme til os og meddele, at man gerne vil til Sri Lanka på en børneafdeling fra 1. marts til 1. september. Man tager, hvad der kommer, dér hvor behovet opstår.

- Men at det ikke er nævnt under kirurgi eller anæstesi, synes jeg er uforståeligt, når fx et ophold i Afghanistan giver så meget på netop de områder.

Søren Brix Christensen forklarer, at Læger uden Grænsers søsterorganisationer i de fleste andre lande er lykkeligt fri for denne alvorlige barriere for rekrutteringen.

- De har ikke vores point-system, hvor man gør sig fortjent til at komme ind i en uddannelsesstilling. Derfor har fx Belgien og Frankrig ikke de samme problemer med at rekruttere yngre læger. De behøver ikke frygte for at falde ud af et karriereforløb.

Det meget stive, kasseinddelte uddannelsessystem udgør et alvorligt rekrutteringsproblem for os. Man skal passe ind i meget specifikke rammer for at gøre sig fortjent til at komme ind i »kasse- turnus«, »kasse-introduktionsstilling« og »kasse-undervisningsstilling«.

- Der falder vi udenfor, da vi ikke er en specifik ramme, og ikke kan sige 100 procent sikkert, hvad folk kommer til at lave. Da jeg stod i Sudan var der pludselig en meningitisepidemi, hvad man ikke kunne vide på forhånd. At man så får lavet en outbreak record, og begynder at finde ud af, hvor folk kommer fra for at få startet en vaccinationskampagne op, kan man jo ikke planlægge i forvejen. Man kan heller ikke vide, om den slags erfaringer passer til det speciale, man er på vej mod. Men alligevel er det en kolossal erfaring at blive konfronteret med sådanne ting, og at skulle klare sig med de forhåndenværende remedier og presses helt ud til sine egne grænser.

Skønt Søren Brix Christensen synes, man er kommet »et stykke vej«, vil han gerne presse Sundhedsstyrelsen til at gå endnu længere.

- Og det er mit klare indtryk, at der er villighed til at være mere åben, siger han.

- Men det er også et system, hvor ting tager tid, og accepten af, at man kan gøre tingene anderledes, og uddanne sig på andre måder, skal komme gradvist.

- Men vi står også over for et anderledes samfund, med nye sygdomme og nye sygdomsopfattelser. Så der er god brug for at få udvidet horisonten.

Skaf os speciallæger

I øjeblikket er de læger, som melder sig under Læger uden Grænsers faner, enten helt unge eller i pensionsalderen.

- En anden målgruppe, vi gerne ville rekruttere, er de speciallæger, som er i hospitalsvæsenet eller i praksis. Rigshospitalets traumecenter har en ordning med forsvaret: To måneder om året står lægerne der til rådighed for forsvaret, som så betaler deres løn. Jeg kunne godt tænke mig, at man indførte noget lignende på danske hospitalsafdelinger, så man fx to eller tre måneder hvert andet år kunne arbejde ved et hospital, som kunne ligge i Sydafrika, Sudan eller Sri Lanka, hvor eksempelvis Danida, eller sygehusejerne kunne betale deres løn.

- Den mængde tropemedicin, du ser der på tre måneder, svarer til, hvad du vil se på flere år på et dansk hospital. Så lønnen kunne også betales af hospitalet eller amtet. Pengene ville jo komme ind igen. Hvis Rigshospitalet sendte et par læger ud i to måneder for at behandle hiv i Afrika, ville de komme tilbage med en enorm erfaring og nye måder at se tingene på, nye diagnostiske metoder, som måske endda er billigere. Vi får jo også folk hertil med sygdomme fra u-lande: Tuberkulose, spedalskhed, sygdomme, som de fleste danske læger ikke har set i mange år. I Sudan ser du spedalskhedstilfælde hver dag og kommer beriget hjem, til gavn for hospitalet og hele sygehusvæsenet.