Min første ansættelse som Læge

Mit allerførste lægejob fik jeg, da jeg kørte i elevator på Rigshospitalet - en medstuderende gav mig tippet. Der var et 3-måneders medicinsk vikariat ledigt på Frederiksberg Hospital. Jeg ringede og fik stillingen, hvis jeg da kunne starte dagen efter min sidste lægeeksamen, og det kunne jeg så - selvom jeg egentlig havde regnet med at feste hele natten efter den sidste eksamen. Jeg mødte frisk og veloplagt til afdelingens morgenkonference. Kitlen var fyldt til bristepunktet med stetoskop, reflekshammer, opslagsbøger, tomme og fyldte notesbøger, ekstra kuglepenne, en pakke tyggegummi og en rulle druesukkerpastiller. Ved konferencen måtte jeg undrende og skuffende konstatere, at vi ikke var så mange læger, som der stod i Vejviseren. Kun et par gamle overlæger, to trætte 1. reservelæger og en reservelæge, der snart skulle giftes og derfor skulle have fri.

Hyleren hyler

Efter morgenkonferencen trak 1. reservelæge Henrik mig til side. »Vi bliver desværre nødt til at give dig dagvagten i dag, der er sygdom og sommerferie«, sagde han. »Men problemet er, at jeg ikke kender hospitalet særlig godt«, forsøgte jeg protesterende at sige, men det ville jeg hurtigt komme til, forklarede han, idet han præsenterede sig som min bagvagt, alt imens han rakte mig hyleren - det lille kaldeapparat, som skulle give mig opgaver gennem dagen. Mens han forklarede mig, hvordan apparatet virkede, skrev jeg omhyggeligt kaldenumrene ned på første side i den lille tomme notesbog, for jeg skulle ringe særlige numre på telefonen ved særlige hylerlyde. »Den siger, hvor der er hjertestop«, sagde han, og da måbede jeg, for jeg havde ikke som student haft vikariater på afdelinger med så avancerede hylersystemer, der ligefrem kunne tale.

Skæbnen ville nu, at hyleren i selv samme øjeblik gav sig til at tale. Henrik greb straks hyleren ud af min hånd og lagde den til sit øre, da lydkvaliteten var dårlig. »Det er vores hjertestop - det er i akutmodtagelsen«, sagde han. Da jeg jo ikke vidste, hvor afdelingen lå, måtte Henrik naturligvis løbe med. Alt imens vi løb over terrænet på hospitalet, pegede han på de forskellige afdelinger, som jeg øjensynlig også passede i vagten.

»Der er E1, og der er E2, og derovre ligger E3, det er dér dine patienter ligger«, sagde han forpustet, mens jeg nikkende halsede bagefter. Da vi nåede modtagelsen, så vi ganske rigtigt en patient med hjertestop. Patienten lå i sin seng midt på gangen, rundt omkring stod der en masse personale, der arbejdede på at få hjertet i gang igen. Henrik sagde hurtigt og henkastet til mig, at han nok skulle klare det (hjertestoppet), og efter at han kort var blevet sat ind i situationen, valgte han at give intrakardielt adrenalin, hvilket jeg aldrig tidligere havde set udført, men kun havde læst om. Jeg følte mig temmelig meget tilovers og stillede mig derfor diskret ved fodenden af sengen for ikke at stå i vejen og fulgte så med i behandlingen, mens jeg begyndte at rulle patientens papir-EKG-strimler op fra gulvet, bare for at lave noget for lønnen, det var jo trods alt mig, der var forvagten.

Patienten overlevede, men klokken var blevet mange, og Henrik havde ikke tid, det var nemlig ham, der passede ambulatoriet, hvor der sad mange patienter og ventede på hans råd. »Vi ses ved røntgenkonferencen«, råbte han, da han kastede sig ud af døren. »Hvor er det?« råbte jeg. »Følg skiltene til røntgenafdelingen, det er klokken 12«, svarende han tilbage, lige inden døren lukkede. Og der stod jeg så, med papirstrimlerne i hånden og rullede videre, indtil en sygeplejerske, som havde hjulpet til ved hjertestoppet, venligt spurgte mig, om jeg var ny. »Jeg startede som læge for en times tid siden«, sagde jeg, og så var hun straks forarget over lægernes introduktionsprogram. »Det er for dårligt«, sagde hun med rette og bød mig på kaffe, hvilket jeg straks sagde ja til.

Læge alene i verden

Nu er det sådan, at sygeplejersker har sans for at tage sig vældig godt af personer, der er på spanden, og det var jeg. Jeg var begyndt at læse skiltene på gangen for at orientere mig og følte mig nærmest som »Palle alene i verden«. Hun lod mig sidde ved personalebordet på den akutte modtageafdeling og skænkede sågar kaffen for mig. Rummet var fyldt med løbende EKG-skærme, som jeg høfligt kiggede på imellem slurkene af den styrkende kaffe. For ligesom at lægge en distance til oplevelsen på gangen kaldte hun mig hen til en af EKG-skærmene. »Kan du se, hvilken (hjerte)rytme det er?« spurgte hun venligt. »ØØHH«, sagde jeg, for jeg vidste det ikke. »Det er WPW«, sagde hun glad. »NÅHH«, sagde jeg og trak mit nye EKG-lommeatlas op ad kittellommen og slog op i indholdsfortegnelsen.

Bogen knagede lidt ny, men jeg fandt snart WPW-siden og stirrede forbløffet på siden sammen med sygeplejersken: »IKKE PENSUM« stod der med sort tusch tværs over siden! Det havde jeg selv i al hast skrevet som stud.med. Men sygeplejersken var ikke sådan at slå ud: »De kloge har også først fundet ud af, at det er WPW her til morgen«, sagde hun trøstende.

Heldet ville, at min hyler ringede få minutter senere, for jeg syntes ligesom, at jeg havde fået nok kredit på den akutte modtageafdeling. I telefonen forstod jeg, at der var indbragt en patient til mig i skadestuen med diagnosen »causa sok«, men selvom jeg lige havde læst hele medicinsk og kirurgisk kompendium forfra og bagfra i relation til eksamen, kunne jeg ikke, mens jeg løb ned ad gangen, huske en lidelse der hed »causa sok«. Patienten var vågen og orienteret og så ikke akut syg ud ved første kliniske blik, og da jeg fik talt lidt med patienten og sygeplejersken i skadestuen, forstod jeg, at der blot var tale om en patient, som var indlagt af sociale årsager. Jeg åndede lettet op, der var altså ingen alvorlige sygdomme, der skulle behandles her og nu, og det sætter man vældig pris på som nybagt læge.

Causa soc var slet og ret et slangudtryk for diagnosen causa socialis. Nu var jeg i mit es og kørte frem på lægebanen med hele den tyrkiske musik. Jeg fik således dikteret en lang og særdeles fyldig og detaljeret journal, som set i bakspejlet næppe har vakt jubel i sekretariatet, når den skulle skrives. Men journalen blev rigtig god, syntes jeg og følte mig frokostsulten. Da jeg kiggede på uret, så jeg, at der ikke var tid til at gå i kantinen, for røntgenkonferencen skulle straks starte, så jeg slugte en druesukkerpastil og fulgte efter Henriks anvisning røntgenskiltene på gangene. Mine kollegaer havde indfundet sig, og vi lyttede nu andægtigt til røntgenoverlægens beskrivelser af de mange billeder, som var hængt op på lystavlen.

Min næste patient i skadestuen skulle vise sig at have forhøjet blodtryk, og da trykket var væsentlig over de 120 over 80 - som var et normalt blodtryk ifølge min umiddelbare viden på området - tog jeg benene på nakken og løb ned for at tilse patienten. Mens jeg løb, tænkte jeg, at patientens hoved nok var blæst af, for trykket var temmelig højt - langt over 200 havde sygeplejersken sagt i telefonen. Men jeg tænkte, at jeg måske alligevel kunne nå at forhindre afblæsningen ved at give noget medicin intravenøst. Men det blev ikke nødvendigt, for blodtrykket faldt hurtigt til næsten normale værdier. Jeg lyttede venligt til patienten, som uhindret kunne tale - da hovedet stadig sad godt fast på kroppen.

Skjulte budskaber

Allerede et par dage efter min ansættelse måtte jeg i henhold til lægemanglen på afdelingen træde til i forbindelse med aften-nattevagten, men jeg havde jo altid bagvagten at rådføre mig med, som de sagde. Ud over vores afdeling skulle jeg i denne vagttype også passe den anden medicinske afdeling, som lå »bagved de blå skurvogne«. Heller ikke denne gang blev der tid til en nærmere rundvisning på afdelingerne. Jeg kastede mig ud i jobbet med stor entusiasme og ildhu, og timerne kørte hurtigt derudaf. En fordel var, at jeg i hvert fald selv syntes, at jeg i rimeligt omfang kunne finde ud af, hvad patienterne fejlede, og det er jo altid et godt udgangspunkt. Men jeg fik da også talt lidt med min bagvagt. Ved 4-tiden om morgenen ringede jeg sågar i småmanisk tilstand til den kirurgiske bagvagt, da jeg mente, at en af mine patienter havde et pulserende abdominalt aorta aneurys-me. De ville se på sagen, sagde han træt og forhørte mig, om jeg havde talt med min egen bagvagt, men det syntes jeg jo ligesom ikke, der var grundlag for, da diagnosen var oplagt kirurgisk. Senere forstod jeg hans skjulte budskab - man ringede som forvagt i henhold til uskrevne regler kun til sin egen bagvagt i hvert fald på et så ukristeligt tidspunkt af døgnet - og man ringede kun på det tidspunkt af døgnet, hvis der virkelig var noget galt.

Når der var tid i løbet af aften-nattevagten, hyggede jeg mig med de andre vagtlæger på lægegangen, det var både sjovt og lærerigt. Og efter et par timers nattesøvn blev jeg vækket af en venlig morgendame, der, mens hun bankede på døren til mit vagtværelse, spurgte, om jeg ville have blødkogt æg til morgenmad!? Hvilken himmelsk luksus. Hun var ansat til at lave morgenmad til vagtlægerne - ja, sådan var det i gamle dage, og sådan burde det også være i dag. Da jeg stod op, var jeg lige så træt som et helt alderdomshjem, der havde været på sommerudflugt. Ud over det blødkogte æg, var det måske ikke et decideret drømmejob at være læge, kunne jeg konstatere fem dage efter min afsluttende eksamen.

Hvert hospital sine regler

Jeg mødte til morgenkonferencen i pinligt god tid og satte mig ned og lagde armene over kors, og benene røg samme vej. Jeg småfrøs, det havde været en hektisk aften-nattevagt, og nu var tiden kommet til at fortælle kollegaerne om forløbet ved hjælp af alle de løse notatlapper i min kittellomme. Alligevel havde jeg en fornemmelse af, at rapporteringen gik godt. Men netop som jeg havde kaffen midt i halsen og var ved at fortælle om den 7. patients bedrifter, lænede den nye »karl smarte«-læge sig frem og bad mig gentage behandlingen af status astmaticus. Hvad der videre blev sagt i detaljer, kan jeg den dag i dag ikke huske. Men jeg kan huske, at jeg snart blev rygende gal og derfor meget spids i betrækket, og at jeg talte meget hurtigt. Problemet for lægen var, at jeg havde behandlet astmapatienten efter behandlingsinstruksen fra Rigshospitalet (hvor jeg havde været stud.med.) og ikke efter instruksen på Frederiksberg, og det måtte man ikke! Da forstod jeg pludselig, at hvert hospital i Danmark øjensynlig havde sine egne hellige behandlingsregler. Astmapatienten havde overlevet og

var overordentlig velbefindende. Derfor sagde jeg, som rigtigt var, at man ikke havde vist mig afdelingens instruksbog, og at jeg i øvrigt - efter at jeg nu have hørt deres astmabehandlingsregime fandt, at min var meget bedre! Sådan! Overlægen reddede situationen ved at bede om en kopi af min astmainstruks, som han syntes lød interessant, men vi prøvekørte ikke flere samtaleemner ved den morgenkonference, som sluttede i god ro og orden.

Nogle uger senere blev jeg kaldt ind på overlægens kontor, han undskyldte afdelingens dårlige informationsniveau, der angiveligt skyldtes sommerferiens stramme program og fortalte mig, at de endog var meget tilfredse med min indsats på afdelingen, og det blev jeg naturligvis utrolig glad for at høre. Efterfølgende betroede han mig, at flere andre yngre læger var holdt op med at arbejde på afdelingen - to for nylig, da de »ikke tålte lugten i bageriet«(!?). Overlægen var endda så begejstret for mig, at han havde anbefalet mig til en anden overlæge på hospitalet, som muligvis havde et efterårsvikarjob til mig, når mit sommervikariat var færdigt. »Du kan jo smutte forbi og aflevere dit CV til ham en af dagene«, sagde han. »Jamen, jeg har ikke noget CV«, sagde jeg undskyldende, og den vittighed grinede overlægen meget højt og længe af, mens jeg smilede med. Sandheden var dog, at jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, hvad et CV var for en tingest! Men mit Curriculum Vitae-afsnit om min ansættelse på afdelingen kunne vel egentlig have været ovenstående beretning og mere til. Det havde givet et langt mere detaljeret indblik i mit arbejdsmiljø og dermed i mit erfaringsgrundlag som læge. Mere korrekt og minimalistisk skrev jeg senere i mit CV følgende om mit første job som læge: 1984 Frederiksberg Hosp. med. afd. E: Vikar for reservelæge (3,5 måneder).