Skip to main content

”Min største frygt er, at vi mister sympati i befolkningen”

Ugeskrift for Læger har bedt en række mennesker – læger og ikkelæger – om at kommentere den truende konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Denne gang repræsentant for Yngre Læger og introduktionslæge på Anæstesiologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, Helena Roed Otte.

Anne-Laura Hedegaard, alh@dadl.dk

14. mar. 2018
3 min.

Jeg tror, at folk er klar på at skulle strejke eller blive lockoutet. Det er mere bekymringen for, om det kan have langsigtede konsekvenser, hvis faste ting bliver udskudt, der fylder. Mens der potentielt er konflikt, bliver der for eksempel afholdt kurser, som folk skal have for at blive færdige speciallæger. Måske kan man ikke blive speciallæge i det næste halve år, og hvordan løser vi det?

Nu ved vi jo ikke, hvad der foregår i konfliktlokalet, men lægerne har næsten aldrig tidligere strejket, så der må ikke være særlig meget fleksibilitet og forhandlingsvillighed. Jeg har fuld tillid til min forhandlingsdelegation, og hvis de har vurderet, at de ikke kommer nogen vegne, så er det alvorligt nok til at varsle strejke – det er jo det eneste våben, vi har.

Jeg synes, at det er enormt smukt, at vi lønmodtagere står sammen. Og så har det jo en helt anden gennemslagskraft, når vi er 800.000 kolleger. I solidaritetens navn skal vi ikke finde os i, at lærerne blev kørt over i 2013. Men derudover kan det lige så godt være os, der næste gang bliver ofre for, at der er nogle, der skal bestemme alting. Jeg kan godt blive lidt metaltræt af djøfiseringen med alle de regler for reglernes skyld. At det er økonomer, der tænker, ”det vil være smart”, uden at lytte til dem, der sidder med det til hverdag.

Min største frygt er, at vi mister sympati i befolkningen. Fordi vi er en højtlønnet gruppe, har folk en idé om, at vi er særligt privilegerede og har et særligt ansvar for at finde os i, hvad der bliver kastet i nakken på os. Jeg kan godt frygte, at vi som helhed i endnu højere grad får et ry som forkælede overklassemennesker i dele af befolkningen.

Med lærerne i 2013 var der mange, der var vrede over, at lærerne ”strejkede”, selvom de jo var lockoutede. De formåede ikke at få kommunikeret ordentligt ud, at det ikke var dem, der havde bestemt sig for at blive hjemme. Og det, kan jeg godt være bange for, også vil gøre sig gældende for os. Jeg synes, at tingene bliver kommunikeret fint ud, men jeg leder også efter vores side af sagen. Spørgsmålet er, om hr. og fru Danmark forstår det.

Jeg tror ikke, at det er tænkt ordentligt igennem at ville fjerne den betalte spisepause. Uanset hvor jeg har været ansat, har man ikke holdt en halv times pause. Man bliver jo afbrudt. Ville det så betyde, at folk ville gå hjem på random tidspunkter i løbet af eftermiddagen, fordi de ikke havde fået holdt deres halve time? Eller ville vi skulle skrive det på som overarbejde? Al fleksibilitet ryger.

 

Læs flere synspunkter:

Afdelingslæge og FTR Christina Frøslev-Friis

Dir. i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pederesen

Arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand

Overlæge og TR Ken Jensen