Skip to main content

Mindesten over fire myrdede læger

I dag blev 70-årsdagen for nazisters drab på fire unge læger i Odense markeret med et historiker-symposium og afsløring af en mindesten ved lægeboligerne, hvor drabene fandt sted.

Også i dag betyder trusler og drab på sundhedsarbejdere, at millioner berøves retten til basal lægehjælp, sagde Lægeforeningens formand ved mindehøjtideligheden for de fire myrdede læger. Foto: Klaus Larsen.
Også i dag betyder trusler og drab på sundhedsarbejdere, at millioner berøves retten til basal lægehjælp, sagde Lægeforeningens formand ved mindehøjtideligheden for de fire myrdede læger. Foto: Klaus Larsen.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

20. feb. 2015
2 min.

Ved afsløringen i Odense fredag af en mindesten over fire yngre læger, som en februarmorgen for 70 år siden blev myrdet af en dansk-tysk dødspatrulje, talte blandt andre Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.

”Selv nu - så mange år efter - får jeg en klump i halsen”, sagde lægeformanden ved omtalen af de fire læger – Henning Dalsgaard, Jørgen Hvalkof, Christian Fabricius Møller og Henning Ørsberg –der ende deres liv i en af besættelsens sidste måneder som vilkårlige ofre for nazisternes hævndrab.

”Fire unge mennesker med livet foran sig. Fire unge læger, som alle var klar til at dedikere deres arbejdsliv til at hjælpe og helbrede andre, blev ofre for nazisternes brutalitet. Det var så ufatteligt meningsløs”, sagde Mads Koch Hansen.

Mindehøjtideligheden gjaldt ikke alene de fire, men samtlige de 19 læger, der satte livet til under krigen, understregede Mads Koch Hansen og fortsatte:

”Men vi er her også for at minde os selv om, at der den dag i dag er sundhedsarbejdere, som oplever at blive udsat for vold, trusler, overgreb og drab under væbnede konflikter rundt omkring i verden”.

Mads Koch Hansen nævnte en række skræmmende eksempler fra de seneste par år og benyttede anledningen til at understrege vigtigheden af, at sundhedspersonale beskyttes under krige og konflikter:

”Det er urimeligt og uacceptabelt, at læger og sygeplejersker - som vi senest har set det i Syrien - er udsat for trusler og angreb. Mange af dem har været nødt til at flygte. Det har betydet, at tusindvis af mennesker, som i forvejen er hårdt ramt af på grund af en væbnet konflikt, ikke kan få selv den mest basale lægehjælp. Hospitaler bryder sammen. Sundhedsvæsener holder op med at fungere”, sagde Mads Koch Hansen.