Skip to main content

Mindre bureaukrati, tak!

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

11. feb. 2011
2 min.

Danske Regioner har sendt et brev til indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder om afbureaukratisering, som indeholder en ren ønskeliste af konkrete forslag til mindre regelvælde.

En række af ønskerne vedrører læger. For eksempel vil regionerne have mindre stive regler for, hvad de må gå ind og støtte i almen praksis.

Sidste år fik Region Sjælland f.eks. afslag på en ansøgning om at få lov til at stå for driften af it-løsningerne i et sundhedshus.

Planer, der plager

Regionerne har også set sig gale på registreringen af genoptræningsplanerne, som de vil have fjernet.

»Da det er en betydelig administrativ byrde at udarbejde genoptræningsplaner, foreslår Danske Regioner, at det skal undersøges, hvordan der på en faglig forsvarlig måde kan laves en begrænsning i de resurser, som personalet anvender på området«, som der står.

Og sundhedspersoner skal have nemmere adgang til relevante patientdata. Det vil indebære en »tilpasning« af såvel sundhedsloven som persondataloven.

Desuden er der en række særlige ønsker til registrering og databehandling i psykiatrien. De omfatter bl.a. at slippe for tidsregistrering i psykiatrien og at fjerne skadesregistreringen i sektoren.

Helt overordnet vil Danske Regioner også have, at al lovgivning fremover skal screenes for unødvendigt bureaukrati.

»Jeg hører ofte, når jeg rejser rundt i mit arbejdslandskab - der, hvor jeg møder praktiserende læger og andre - at de siger, at registreringen er for omfangsrig. Den tager tid. Den tager resurser fra patienten til statistikken«, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

»Det handler om at få ændret mentaliteten og tænkningen. Alt for længe har den offentlige sektor navnlig inden for velfærdsområdet været præget af, at når der var problemer, så enten lovede politikerne flere penge eller mere kontrol«, siger han.