Skip to main content

Mindre fakta – mere forståelse

Fremtidens uddannelse af læger skal først og fremmest gøre dem parate til et arbejdsliv med kontinuerlig faglig læring, ligesom de skal kunne navigere i komplekse sammenhænge med tværfaglige kolleger og et til tider krævende omgivende samfund.

Foto: Jesper Voldgaard
Foto: Jesper Voldgaard

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

17. aug. 2015
11 min.

Faglig ballast alene gør det ikke. Den forandres alligevel hele tiden i takt med fremkomsten af ny teknik og ny medicin m.m., så de lægestuderende vil fremover komme til at lægge langt mindre vægt på terperi af fakta end tidligere. Det siger Charlotte Ringsted, prodekan for uddannelse på Aarhus Universitet, Health.

„Der vil komme mere fokus på forståelse af basale principper og mekanismer og også den kontekst, som de studerende kommer til at fungere i, hvad enten det er som læger eller i andre erhverv“, siger hun med henvisning til, at lægeuddannelsen også skal levere cand.med.'er til f.eks. lægemiddelindustrien.

„På lægefagene har vi haft en tendens til at sætte en masse fakta på dagsordenen i stedet for at lære en tænkemåde. Der er naturligvis noget basalt håndværk, som de studerende skal kunne, men det er lige så vigtigt at lære dem at lære. For de skal lære noget nyt lige om lidt“, siger hun.

Så „læring“ er et kodeord. Et andet er „kontekst“. I forhold til patienterne, selvfølgelig, men ikke kun dem.

„Vi skal have ind i vores læring, hvad de kontekstuelle faktorer betyder for patienterne, deres sociale liv, deres arbejdsliv, deres boligforhold etc. Men læger indgår også i forskellige typer konstellationer af samarbejder – med den organisation, de arbejder i, med andet personale, andre afdelinger, støttepersoner m.m., også på tværs af organisationer og sektorer. De er nødt til at kende og beherske forskellige tilgange“, siger Charlotte Ringsted.

I teorien bag denne måde at tænke lægeuddannelse på opererer man med tre niveauer: mikro (f.eks. forholdet til patienten), meso (f.eks. samarbejdet med kolleger, andre afdelinger og måske sektorer) og makro (forståelse for den samfundsmæssige konsekvens af det, lægen gør, f.eks. screening, vaccination eller forskning).

Ser man på de syv lægeroller, som man arbejder med i Danmark, fremgår de tre niveauer tydeligt. Tag f.eks. rollen som kommunikator. Langt de fleste læger har patientkontakt, så der giver mikroniveauet sig selv. De fleste kommunikerer også med kolleger, ledelser og måske også i trekanten sygehus-almen praksis-kommuner, altså mesoniveauet. Makroniveauet kunne være forskningsformidling eller at stille sin faglige indsigt til rådighed i den offentlige debat.

 

UNIVERSITETERNE MÅ ÆNDRE SIG

Så de lægestuderende skal indstille sig på nyt fremover, men det skal uddannelsesmiljøerne så sandelig også.

„Det stiller store krav til uddannelsen, at man på den måde næsten sætter læringen mere i centrum end det konkrete“, som Charlotte Ringsted siger.

Faktisk kan man godt tale om et paradigmeskift. Et glidende et måske, som sker over tid, men ikke desto mindre et skift.

„Der er en bevægelse fra den kognitivistiske tankegang – at læring kun foregår inde i hovedet på individet selv – i retning mod den praksisteoretiske tankegang – at læring foregår i et samspil med omgivelserne og samfundet“, siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning.

„Mange af os, der sidder og skal tilrettelægge uddannelsen, skal overbevise os selv om, at den måde, vi blev uddannet på i sin tid, ikke er den eneste. Måske kan det gøres anderledes“.““

Mads Skipper har årelang erfaring med uddannelsespolitik og er p.t. i gang med en ph.d. ved Aarhus Universitet om, hvordan arbejdet med den postgraduate uddannelse tilrettelægges på hospitalerne – begge dele har givet ham skyts til at pege på en række smertepunkter.

PROFESSOR CHARLOTTE RINGSTED ER PRODEKAN FOR UDDANNELSE PÅ AARHUS UNIVERSITET HEALTH. Foto: Jesper Voldgaard

„Det, vi kan se, når de studerende kommer ud som KBU-læger er, at vi kan gøre mere for at minimere kulturchokket. De kliniske ophold på medicinstudiet skal være med til at lave den brobygning. Hvis vi skal sikre overgangen fra at være medicinstuderende til at være læge i den kliniske hverdag, er vi nødt til at anerkende gevinsten ved at komme ud og være en del af arbejdspladsen (i løbet af studiet, red.), at få den socialisering“, siger han.

 

RENT FAGLIGT ER DER IKKE NOGET AT KOMME EFTER

„De tilbagemeldinger, vi får, går på, at de unge er dygtige nok som medicinske eksperter. Det er os som kolleger på afdelingerne og studiet, der skal blive bedre til at klæde dem på til den virkelighed og de øvrige lægeroller, de kommer ud i“.

Men der er jo klinikophold på studierne?

„Nogle af dem er af få ugers varighed. Hvis vi taler om mesterlære og arbejdspladslæring, skal man passe på med for mange skift. De studerende når ikke at blive integreret og får også et meget perifert kendskab til specialet“.

 

MASSER AF KLINIK

På Mads Skippers egen institution, Aalborg Universitetshospital, der huser landets seneste lægeuddannelse, manifesterer den tænkning sig bl.a. i den såkaldte bootcamp.

„På sjette semester på bacheloren har vi en lille eksamen, hvor vi afprøver de studerendes kommunikationsfærdigheder og kliniske færdigheder. Og når de starter på kandidaten, har de en hel uge, hvor de øver færdighederne: anlægger en venflon, suturerer og den slags. En hel uge, hvor de virkelig bliver suget ind og forberedt på at komme ud i klinikken“, siger studieleder på medicin og lektor Jeppe Emmersen.

Den underliggende filosofi kalder aalborgenserne for pbl – problembaseret læring.

“Det går ud på, at de studerende selv skal lære. Det er dem, der skal finde ud af, hvad de mangler at vide, og så skal de handle på det. De skal altså ikke forvente, at de får den viden serveret, de skal selv opsøge den. De får lidt mere ansvar“, siger Jeppe Emmersen.

Hvordan foregår det mere præcist?

Faktaboks

Fakta

„Det er med cases. På bachelordelen arbejder de studerende primært med papirhistorikker, som er tilrettelagt på en pædagogisk måde, så de retter sig mod de emner, som de studerende skal beskæftige sig med: anatomi, fyisologi, genetik osv. Men vi understøtter cases med tilhørende forelæsninger og øvelser i de tilhørende fagligheder. Det er også en del af princippet at bygge basalfagene sammen. Der er ikke ét kursus i anatomi, ét i fysiologi osv., det kører integreret.

Og på kandidatdelen?

„Der går vi over til klinisk pbl, som går ud på, at de studerende så vidt muligt hele tiden skal ud i virkeligheden. De skal f.eks. komme med behandlingsplaner og differentialdiagnoser. Typisk er de på en afdeling fra om morgenen til kl. 13 og får så teoretisk undervisning om eftermiddagen, og de er på samme afdeling hele semesteret. Der er et miks af cases og gerne levende patienter, som vi hiver ind i undervisningen. Eller en papircase, som en klinisk lektor tager op direkte fra klinikken. Vi afholder også tværgående symposier, workshopper, øvelser etc., så de studerende får den nødvendige faglige støtte“.

Hvad siger de studerende til den model?

„De siger faktisk, at de mangler tid til at læse, så vi er begyndt at indbygge enkelte læsedage rundt omkring“.

Og underviserne?

„Det er deres eget ønske. Vi diskuterede det temmelig længe (med universitetshospitalet, red.) og det eneste krav fra Aalborg Universitet var, at undervisningen skulle være problembaseret med tæt sammenhæng mellem teori og praksis. Så vi skærer ned på forelæsningerne, og så tager vi flere cases, og vi har de studerende mere i klinik“.

 

 

God vejledning

Af overlæge dr. med. Ole Weis Bjerrum, Rigshospitalet

God vejledning er et meget vigtigt redskab til sikring af en uddannelsessøgendes optimale udbytte af et ansættelsesforhold på en afdeling, måske især ved halvårlige eller kortere ophold, hvor strukturering i forløbet er vigtig, fordi tiden går så hurtigt – men naturligvis også ved helårlige eller længerevarende ophold. God vejledning er både afdelingens forpligtelse og en måde til at sikre sig, at den indsats, som en yngre læger bidrager med på afdelingen, i så høj grad som mulig er fagligt tilfredsstillende for patienterne og for afdelingens daglige virke på alle måder.

God vejledning starter før første ansættelsesdag med udarbejdelse af et personligt tilpasset introduktionsmateriale og en introduktionsplan, som gerne skal modtages af den yngre kollega 2-3 uger før tiltræden. Det skal omfatte de oplysninger, der findes relevante, men altid f.eks. navn på vejleder, ledende personale på afdelingen, placering af konference- og vagtlokale, fysisk struktur, nøgletidspunkter og oplysning om andre nøglepersoner, som skemalægger, UKYL, TR og også gerne oplysning om e-mail-adresser eller telefonnumre. Det skal gerne samtidig bidrage til at sikre, at personlige koder er tilvejebragt, så tiden i de første dage ikke unødigt bruges til overhovedet at kunne fungere.

God vejledning indledes med en samtale med en klinisk vejleder på et aftalt tidspunkt, der er belejligt for begge, men normalt inden for 2-3 uger, og kan med fordel forberedes af den uddannelsessøgende ved at sikre sig overblik over uddannelsesprogrammets status, personlige ønsker eller behov i forløbet, mens vedkommende får et kendskab til afdelingens struktur, daglige rutiner og kolleger. Forholdet mellem den kliniske vejleder og den uddannelsessøgende skal være og udvikle sig tillidsfuldt samt følge de gældende regler for klinisk vejledning og den aftalte uddannelsesplan på basis af uddannelsesprogrammet. I de heldigvis få tilfælde, hvor kemien mellem to kolleger ikke faciliterer en fælles faglig opgaveløsning som klinisk vejledning, må især den seniore eller uddannelsesansvarlige være helt åben for at ændre relationen.

God vejledning effektueres både ved strukturerede og forberedte samtaler på aftalte tidspunkter, men må (og bør måske) også meget gerne rumme situationsbestemte læringssituationer. Det kan ske med hovedvejleder eller andre kliniske vejledere/seniore kolleger, der har kendskab til, hvilke kompetencer der skal erhverves. Det gør vejledningen mere smidig på afdelingen at uddelegere opgaven til flere, giver flere faglige nuancer for den uddannelsessøgende og er formentligt mere effektivt. Det er vigtigt at kompetencer søges attesteret efter uddannelsesprogram og -plan og nu stort set altid via logbog.net. Derfor skal vejlederne også være tilmeldt og bekendt hermed.

God vejledning indeholder aftalt eller situationsafhængig direkte supervision af en uddannelsessøgende udført af en senior kollega, gerne den kliniske vejleder, fordi muligheden for praktisk relevant, individuelt tilpasset vejledning er særdeles god i forbindelse hermed. I alle specialer er der opgaver, som egner sig hertil – typisk stuegang, operativ/invasiv procedure, konsultation, samtale, præparatvurdering, konference om et andet paraklinisk resultat osv. Spillereglerne skal være kendte, ikke mindst om, hvad formålet er, hvordan en uddannelsessøgende skal spille bolden videre til den seniore uden at afsløre et behov for faglig assistance – f.eks. ved at stille spørgsmålet: „Hvad mener du om …”. Desuden skal der gerne ske en umiddelbar opfølgning med feedback. Denne feedback skal og kan altid rumme ros og gerne mere, jo mere der er mulighed for. Men feedback må altid også omfatte forslag til alternativer: ”Du kan også, har du prøvet …”. For der er ingen absolutte løsninger på kliniske opgaver. Dermed er der også materiale til en udviklende drøftelse – med udbytte for begge parter. God vejledning er også personligt udviklende for den seniore kollega.

God vejledning kan også omfatte skriftligt feedback på en skriftlig indsats f.eks. i journalnotater fra stuegange, operationsbeskrivelser eller skriftlige svar, ligesom skriftligt feedback også kan gives efter en mundtlig fremlæggelse. Igen både det positive og de eventuelle uhensigtsmæssige forhold samt forslag til forbedring. Derfor er god vejledning som nævnt baseret på tillid og åbenhed.

God vejledning er ikke nødvendigvis at rose, mens alle hører på – og god vejledning er i hvert fald ikke at give kritik, hvis det er berettiget, for en konkret indsats eller episode, mens alle hører på. Det kan være nødvendigt at markere, hvis noget er håndteret forkert, fordi vi alle skal lære af de uhensigtsmæssige forløb, der sker. Men „offentlig udstillelse” tjener intet formål og vil nedbryde den tillid, som er så vigtig. At rose kolleger må gerne ske jævnligt – det er anerkendende for både yngre og seniore kolleger.

God vejledning skal omfatte alle syv lægeroller i det enkelte uddannelseselement fordelt efter uddannelsesprogrammets bestemte kompetencer, der skal attesteres, men man skal også veje de enkelte roller og deres bidrag til udvikling af de lægeopgaver, som alle skal løses. Den medicinske ekspert er nok meget vigtig, men kan ikke bruges uden de øvrige roller som professionel, kommunikator, akademiker, samarbejder, administrator og sundhedsfremmer nævnt i tilfældig rækkefølge.

God vejledning skal være en del af en afdelings kultur, være bedømt ved inspektorbesøg, jævnligt monitoreres ved omtale af evalueringer fra de uddannelsessøgende og fordeles til den enkelte vejleder på afdelingen. Der bør være møder for vejledere og UAO, og optimalt er der programsat tid til vejledning på arbejdsskemaet. Det vil altid være på den enkelte afdeling, man fysisk og tidsmæssigt må finde ”åndehullerne” til vejledning i en altid meget travl og produktionsorienteret hverdag. Det kan være i forbindelse med konference eller ved vagtskifte og på utraditionelle tidspunkter, hvis den seniore vil og den yngre kollega er indforstået hermed – f.eks. ved tilsyn på andre afdelinger, konference om svære problemer på afdelingen eller om morgenen før vagtskifte. Sidstnævnte kan give mulighed for både drøftelse af episoder i vagten og at tilse en patient sammen og kan også give en umiddelbar professionel støtte ved belastende oplevelser.

Nøgleord for god vejledning kan derfor være:

• Forberedelse

• Kultur

• Individuel

• Målrettet

 



 

 

LÆS OGSÅ

Ansvar for egen læring

Uddannelseslægers problemløsning under vagtarbejde kan forbedres

Fra uønsket til eftertragtet

Sundhedsstyrelsen lover inspektorrapporter til tiden

 

Referencer