Skip to main content

Minihospitaler

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk, Finland

1. nov. 2005
4 min.

I Finland er der 227 sundhedscentre. Læge Matti Sivonen arbejder på et af dem, og det er ikke sjovt.

Kronisk underbemanding

Travlt, travlt, travlt.

Lav løn i forhold til sygehuskolleger og de privatpraktiserende.

Lavstatus.

Lige over for sygehuset i byen Ekenäs ligger hans arbejdsplads. Ud over otte andre alment praktiserende læger deler han adresse med sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer, socialrådgivere samt omkring 30 patienter.

Det er typisk ældre patienter, som er for raske til sygehuset og for syge til et plejehjem. Nogle ligger flere måneder. Der findes patienter, som har tilbragt deres sidste år på et sundhedscenter, som ud over de mange andre funktioner er det nærmeste det finske sundhedsvæsen kommer et hospice.

Matti Sivonen og hans lægekolleger laver almindeligt alment praktiserende lægearbejde, men foretager en række almenkirurgiske indgreb.

Alt hvad sundhedscentret ikke selv kan håndtere visiteres videre til sygehuset på den anden side af gaden. Dog har Matti Sivonen og kollegerne modsat de danske læger en mindre pose penge, som kun kan anvendes på patienter i den arbejdsføre alder.

Fra den særlige pengepose kan Matti Sivonen som en undtagelse sende en patient til behandling på en andet hospital, hvor ventetiden på behandling er kortere. Filosofien er, at patienten som sygemeldt derved ikke behøver at belaste kommunens økonomi og arbejdspladsens effektivitet.

Lægemangel lukker sundhedscentre

Selv om Matti Sivonen fra sundhedscentret kan se sygehuskollegernes silhuetter passere forbi vinduerne i bygningen overfor og dagligt møder dem på parkeringspladsen ved Peugeut'en og Volvo'en, har de to lægegrupper ikke noget arbejdsfællesskab.

Det har været på tale »i umindelige tider«, nævner Matti Sivonen, men på grund af lønmæssige barrierer og faglige og kulturelle vaner, er det aldrig blevet til noget.

Lægemanglen i Finland er udtalt, selv om det relative antal læger sammenlignet med andre vestlige lande ikke afviger fra standarden. I Ekenäs er der 11 normerede stillinger, men kun ni er besatte. På sundhedscentret i Tikkula i kommunen Vantaa lige uden for Helsinki er fem af 20 normerede stillinger ledige. Lægemanglen har lukket sundhedscentre. Matti Sivonen oplyser, at de kommuner, »som stadig har penge«, betaler ekstra i løn for at fastholde og tiltrække læger.

Det er ikke let at være læge på et sundhedcenter, men det er heller ikke let at være patient. Selv om regeringen har en erklæret gylden ide om maksimalt tre dages ventetid på at få en personlig konsultation, kan der sagtens gå fem eller flere dage. Lægen kan - hvis man er heldig - træffes telefonisk på en meget afgrænset tid på dagen, men ellers er det sygeplejersker, som står for den telefoniske rådgivning i »lægevagten«. Hvis sygeplejerskerne skønner det nødvendigt, kan de ved telefonkonsultationen dog viderestille til en læge.

Hjemmebesøg? Nej. Familielæge? Nej. Dog kan patienter i visse kommuner insistere på at få en bestemt læge, men må da risikere at vente endnu længere tid på en konsultation.

Sundhedscenter uden læger

Vibeke Storm Rasmussen (A), amtsborgmester i Københavns Amt, har ingen færdigpakkede holdninger til sundhedscentre eller ej, men er meget optaget af debatten, som hun mener primært er opstået, fordi det danske sundhedsvæsen endnu ikke har fundet en gangbar løsning for den gruppe af især ældre, kroniske patienter, som er for raske til at ligge på hospitalet og for syge til at opholde sig i eget hjem eller i en beskyttet bolig.

»Men jeg vil godt pointere, at sundhedscentre ikke bliver et besparelsesprojekt, som det ellers har været fremme i debatten. Og jeg frygter, at sundhedscentre bliver lig med, at vi opgiver at behandle de ældre optimalt. De må ikke nøjes med sundhedscentret og primært få omsorg i stedet for behandling«, udtaler Vibeke Storm Rasmussen.

Johannes Flensted-Jensen (A), amtsborgmester i Århus Amt, er umiddelbart positiv over for tanken om sundhedscentre, men han ser ikke nødvendigvis læger som en obligatorisk, integreret del af det faglige miljø a la model Finland:

»Specielt på det profylaktiske område og måske også på genoptræning er jeg helt sikker på, at der skal arbejdes videre med tanker om at lade det foregå i et sundhedscenter. I virkeligheden synes jeg måske ikke, at lægerne skal have nogen rolle i sundhedscentret ud over, at det altid er godt, hvis nogle praktiserende læger vælger at slå sig ned i sundhedscentret. Det vil give mulighed for at arbejde tæt sammen med andre faggrupper og være med til at afbøde det, som er et af de allerstørste problemer i det danske sundhedsvæsen, nemlig den truende mangel på alment praktiserende læger«, mener Johannes Flensted-Jensen.

Fagligt utilfredsstillende

Jørgen Lassen, formand for P.L.O, kunne ikke tænke sig at være læge på et finsk sundhedscenter.

Generelt finder han det fagligt utilfredsstillende. Omkring 2.300 indbyggere pr. læge. Nogle steder helt op til 2.700 mod den danske norm på 1.600. Det appellerer ikke til lægeformanden. På grund af fortravlethed og stress er det ikke muligt at give patienterne den optimale behandling, og som læge er der ikke tid til at udvikle sig fagligt, mener han.

Grundlæggende finder han det utilfredsstillende og uforståeligt, at finnerne ikke anvender de mange muligheder, der ligger i familielægeprincippet.

Jørgen Lassen bemærker, at mange danske læger faktisk allerede arbejder tæt sammen med andre læger og andre faggrupper i praksisfællesskaber, men han advarer imod at underkende sololægernes betydning. Sololægerne, som betjener en tredjedel af befolkningen, scorer igen og igen højt i tilfredshedsundersøgelser, påpeger han.