Minister for forandring

Bertel Haarder havde ikke drømt om, at han skulle være indenrigs- og sundhedsminister. »Men i samme øjeblik det skete, syntes jeg, det var en god ide«, siger han fra den ene ende af mødebordet i sit ministerkontor. Det er fredag eftermiddag, og Bertel Haarder er frisk at se på til trods for, at han er ved at lægge de sidste timer på en mere end hektisk uge, der sluttede af med kommunernes kæmpestore generalforsamling, der strækker sig over to dage inkl. bal.

Yderligere har ugen budt på køreture med diverse udrykningskøretøjer og besøg på alarmcentraler i øst og vest. Som et af de første neddyk i sit nye ministerområde har Bertel Haarder nemlig kastet sig over det præhospitale beredskab, som er tidens fokusområde i den reformproces, sundhedsvæsenet er inde i.

Ro og eftertænksomhed præger svarene fra manden, der godt ved, hvorfor det lige skulle være ham, der blev sundhedsminister.

»Jeg er trods alt en af dem, der har den bredeste baggrund i regeringen. Sundhedsområdet er vanskeligt, og her er der sager, ligesom på integrationsområdet, der kan rive op i følelser. Og her er det vigtigt med en minister, som mange kender i forvejen; så er der grænser for, hvad man kan beskylde ham for«.

Enkeltsagernes tyngde til trods skal man nok ikke beskylde ham for at være sat på ministerposten blot for at være lynafleder og så i øvrigt køre butikken videre.

Der skal ske noget, forstår man. Der er problemer, der trænger til at blive løst. Den præhospitale sektor skal op i gear. Regionerne har et problem med den økonomiske styring af sygehusene. Den store sygehusreform og bygningen af de nye sygehuse skal snart for alvor i gang.

For at starte med det sidste, de nye sygehuse, vil Haarder have lægerne engageret i en fornyelse af indholdet:

»Jeg har et budskab til Lægeforeningen. Når vi nu bygger disse kostbare sygehuse til 40 milliarder kroner, så skal indholdet også fornyes. Det skal ikke være nye sygehuse med gammelt indhold. Det skal være nye sygehuse med nyt indhold, med nye arbejdsgange, ny anvendelse af it og så videre og så videre. Jeg kan nu kun give overskriften: Nye huse med nyt indhold. Men jeg vil ikke gå i detaljer«.

Kommer der et konkret udspil om det nye indhold?

»Nej, jeg vil snarere sige, at det er noget, som mine embedsmænd og jeg vil have i baghovedet i hele processen. Jeg tror også, at lægerne vil være interesseret i det. Det er noget, vi alle skal tænke på. Jeg vil opfordre Lægeforeningen og alle dens medlemmer til at tænke over, hvordan vi også kan forandre indholdet af de nye sygehuse«.

Konturerne af Bertel Haarder som minister skærpes yderligere, da han siger:

»Jeg er minister for forandring. Målet med at have en politisk ledelse og have en indenrigs- og sundhedsminister er at sætte nogle pejlemærker for, hvordan vi kan gøre det bedre for de samme penge - ja, nu kommer der faktisk flere penge til området, men det er en yderligere forpligtelse til, at det skal blive bedre«.

Der kommer ikke mere konkret om forandringerne på sygehusene, men han giver gerne en sammenligning:

»Jeg kan give en parallel. Jeg var næstformand i Finansudvalget, da vi bevilgede et kæmpebeløb til et nyt Kgl. Teater. Da stillede vi som betingelse, at så skulle indholdet også ændres. Det blev det, men først da Michael Christiansen blev ansat som direktør. Med lidt forsinkelse blev der faktisk et nyt hus med nyt indhold. Uden sammenligning i øvrigt«.

Vi kommer til at tænke på Bent Hansen ...?

»Jeg samarbejder med Bent Hansen, fordi han har den post, han har«.

Regionerne skal have en chance

I modsætning til sin forgænger, der som konservativ ikkepartipolitisk var svoren tilhænger af regionerne, er Bertel Haarder det. Af principielle årsager.

»Jeg er liberal på den måde, at jeg er tilhænger af lokalt selvstyre. Jeg har to grunde til at sige, at regionerne skal have en chance. Den ene er, at vi har oprettet dem. Den anden er, at hvis det kører, så er det jo ikke så dårligt at have et lokalt folkevalgt element i sundhedsvæsenet. Når jeg ser på Region Sjælland, som først kom med en sygehusplan, der blev underkendt af Sundhedsstyrelsen, derefter kom med en ny plan, der blev vedtaget med 27 ud af 41 stemmer, så er det et godt eksempel på, at det fungerer. For jeg kan godt forestille mig, hvordan det ville være at komme til Roskilde og Næstved. Hvis vi ikke havde haft det folkevalgte råd, så var jeg blevet hængt op i en galge i begge byer. Men nu kan de diskutere med hinanden i stedet for«.

Men. Der er et men. Statsminister Løkke Rasmus-sen har raslet med sablen over for regionerne, erklæret sig åben over for en diskussion om regionernes nedlæggelse, hvis nogen ønsker det. Det er Bertel Haarder enig i:

»I sundhedsvæsenet er der uendelige behov, men der er ikke uendelige rammer. Hvordan prioriterer vi? Det er staten med til, men vi vil gerne ansvarliggøre regionerne, og vi vil have dem til at stille op og træffe beslutninger, så ikke alle problemer ender i folketingssalen. Vi har indført regionsmodellen for kort tid siden; den skal have sin fulde chance, og jeg samarbejder med regionerne og deres ledere som dem, der nu er valgt. Om det så går i længden, det ved jeg ikke«.

Har du en tidsfrist?

»Nej. Hvis der er problemer, der klart hører til i regionen eller et konkret hospital, så skal ledelsen i regionen stille op. Hvis de vil have os i Folketinget til at redegøre for det hele, så er det enklere at nedlægge regionerne«.

Optimist for trygheden

Det er regionerne, der har ansvaret for det præhospitale beredskab. Der er et statsligt udvalg i gang med at lægge retningslinjer for udbygningen, men allerede i dag fungerer det på en måde, der gør ministeren tilfreds.

»Jeg syntes, det lød vanskeligt at bygge de nye store sygehuse og skabe forståelse for det - og så samtidig skabe tryghed, så de, der bor 80 km fra et sygehus, stadig kan få bedre hjælp end de gjorde før. Jeg syntes, det lød vanskeligt. Men nu er jeg optimist efter det, jeg har set«, siger Bertel Haarder.

Dels er han imponeret over vagtcentraler og personalet i udrykningskøretøjerne.

»Jeg har kørt med akutbil, med lægebil og ambulance, og det er imponerende, hvad de kan. Jeg har været i vagtcentraler, hvorfra udrykningerne bliver styret. Det skulle almindelige mennesker altså opleve. Jeg har indtil nu ikke helt kunnet forstå, at man virkelig kan sikre folk at være der i løbet af 15 minutter i næsten alle tilfælde. Men det forstår jeg efter at have set, hvordan de kan sætte biler ind efter, hvor alvorligt det er. Det så jeg på vagtcentralen i Odense«.

Det andet, Bertel Haarder hæfter sig ved, er praksissektoren.

»Vi har i forvejen en meget stærk praksissektor, og nu tror jeg, den bliver endnu stærkere, bl.a. fordi jeg tror, at de praktiserende læger kan involveres i det præhospitale arbejde. Vi skal have nogle beredskaber, hvori der indgår læger, og det vil i yderområderne ofte være praktiserende læger. Han eller hun kan springe med i ambulancen eller køre den i møde, så den lægefaglige ekspertise kommer med i bilen så hurtigt som muligt«.

Bertel Haarder konstaterer:

»Befolkningen har undergået en utrolig bevidsthedsudvidelse. For ti år siden ville man bevare nærsygehusene. I dag vil man behandles på et sygehus med tilstrækkeligt mange specialister, og så gør det ikke noget, at der er blevet længere. Min opgave er at sikre, at borgerne kan føle sig trygge i hele forløbet; både i akutfasen og efterfølgende«.

Læs også tillægget til dette nummer om det præhospitale beredskab.

Bertel: »Jeg piller ikke ved ventetidsgarantien«

Læger lever i en lægefaglig virkelighed. Politikere lever i en politisk virkelighed. Derfor kan rationelle argumenter fra den lægefaglige virkelighed ikke nødvendigvis ændre en politisk holdning. Så klart er fronterne trukket op, når det handler om en differentieret ventetidsgaranti. Sundhedsminister Bertel Haarder afviser flere sundhedsfaglige organisationers, herunder Lægeforeningens, ønske om, at ikke alle patienter skal have ret til behandling efter blot én måned.

»Jeg kan godt høre, hvad læger og fagfolk siger, og jeg kan godt forstå argumenterne for at bløde op. Når jeg ikke er klar til det, skyldes det, at vi politikere indimellem skal værne om vores troværdighed. Folk ved, at de kan regne med skattestoppe, den faste kronekurs; de skal også kunne regne med, at går der mere end én måned efter, at de er visiteret til en operation, så skal de kunne gå et andet sted hen, hvis den ikke kan leveres«, siger han.

Det skal altså være et valgløfte, der kommer før en lægefaglig vurdering?

»Der er mange eksperter, der siger, at regeringen skal gøre noget andet, end den gør. Men vi politikere har brug for fikspunkter, der gør os troværdige i egne og andres øjne. Derved skaber vi tryghed. Og det er der også efterspørgsel efter. Ligesom de gode operationer«, siger ministeren.

Bertel Haarder understreger, at patienter til mange typer indgreb efter eget valg i snit venter længere end én måned. Fordi patienten selv ønsker det. Og han fastslår samtidig, at det udvidede frie sygehusvalg, der ofte sender mange patienter over i den private sektor, står for en meget lille del af den samlede aktivitet på hospitalerne. Dermed er ordningen i hans øjne heller ikke skyld i de nuværende økonomiske trængsler.

Hvornår vil man så kunne ændre noget, uden det går ud over trygheden?

»Ja, hvis man kunne ændre behandlingsgarantien uden at miste troværdigheden og trygheden, så skulle man overveje det. Jeg forstår argumentet for at bløde op, og jeg har givet argumentet for ikke at bløde op«, siger han.

Og du er ikke klar til det endnu?

»Jeg har ikke sagt, at jeg ikke er klar til det endnu. Jeg har sagt, det er grunden til, at jeg ikke går ind for det«, siger han.

»Folk skal tage ansvar for eget helbred«

Når det handler om børn, børns sundhed og børneopdragelse, er sundhedsminister Bertel Haarder lang fra liberalt. Det enkelte barn skal ikke selv kunne vælge at leve usundt.

»Jeg græder ved tanken om alle de børn, der sidder i usunde skolebusser. De skal op på cyklen. Og alle de børn, der sidder inde i frikvarteret, de skal ud i frisk luft. Og al den dårlige mad, de spiser. De skal ud. De skal op på cyklen. Men der er forskel på børn og voksne. Der er visse ting, der er så vigtige, at man ikke kan være liberale, som jeg tidligere har sagt. Her kommer opdragelse og børns sundhed ind«, siger han.

Regeringen vil nu via lovgivning hæve grænsen for, hvornår unge må købe alkohol, ligesom den opfordrer uddannelsesinstitutioner til at udarbejde en alkoholpolitik.

»Det er for galt, at uddannelsessteder sejler i druk. Jeg bekender, at jeg har drukket som ung. Spritbådene var mit andet hjem i ungdommen, da jeg er vokset op ved grænsen. Men det bliver det ikke bedre af. Vi drikker for meget, og det skal der gøres noget ved«, siger Bertel Haarder.

Men restriktioner og forbud skal kun ramme dem under 18 år. For sundhedsministeren er det vigtigt, at vi ikke udvikler os i retning af et forbudsland.

»Vi lever i et åbent samfund. Cigaretter koster 18 kroner i Polen. Så der er grænser for, hvad vi som politikere kan lovgive os ud af. Og der er grænser for, hvor meget vi skal umyndiggøre borgerne. For borgerne skal lære at tage ansvar for deres eget helbred og sundhed. Selvom vi satte en stopper for al alkohol og rygning, ville der være andre måder, folk kan ødelægge deres helbred på. Så det handler om, at folk skal være ansvarlige over for egen krop og tage ansvar«, siger han og fortsætter:

»Jeg tror ikke, at vi via forbud kan gøre os sundere. Derudover har jeg den politiske holdning, at det bedste middel til bedre sundhed er, at folk skal tage ansvar for eget helbred. Samt at vi fra politisk hold gør det lettere at vælge det sunde. Det skal vi politikere bruge kræfter på«.

Oppositionen vil nok også mene, at også den voksne befolkning skal opdrages?

»Det er det, der er problemet, hvis voksne behandles som børn. Umyndiggørelsen skaber behov for mere umyndiggørelse«, siger sundhedsministeren.

Haarder: »Vi vil sikre bedre styring af sundhedsvæsenet«

Sundhedsminister Bertel Haarder medgiver én ting. Det er ikke let for regionerne at styre det danske sundhedsvæsen.

Derfor arbejder ministeriet på et serviceeftersyn af den økonomiske styring:

»Vi er her i huset i fuld gang med at se på hele måden, vi økonomisk set styrer sundhedsvæsenet på. Vi skal også have eksperter indover udefra. Jeg forstår nogle af frustrationerne og lytter også til Kjeld Møller Pedersen [professor i sundhedsøkonomi, red.], der med rette siger, at det er svært for regionerne lige præcis at ramme det aftalte beløb. Det kan jeg godt se. Det er også derfor, vi nu ser nærmere på det«, siger sundhedsminister Bertel Haarder.

Han vil ikke præcisere, hvad regeringen har i tankerne. Alligevel vil han gerne sige så meget, at både styringen af regionerne og sygehusene fremover i højere grad skal baseres på resultater, der giver mest sundhed for pengene.

»Det skal blandt andet ske ved at opstille resultatmål, så vi kan få en effektiv anvendelse af de resurser, som der er. De statslige aktivitetsmidler skal i endnu højere grad sikre patienterne hurtigere behandling og kortere ventetid«, siger han.

Men samtidig understreger han, at den dårlige økonomi særlig i Region Hovedstaden ikke kun er et udtryk for en svær økonomisk styringsmodel.

»Få dage efter den store aktion på Slotspladsen herude kom sandheden for en dag. Hovedstaden havde ansat alt for mange. Uanset begrundelserne for ansættelserne, så er det en underlig zigzagkurs, hvor man ansætter det ene år og fyrer det næste. Sådan er det for eksempel heller ikke foregået i Region Syddanmark. Og når nu Bent Hansen kommer og siger, at andre regioner også har kæmpe overskridelser, så må jeg så spørge, hvordan kunne de undgå det i Syd? Hvad har de gjort bedre«, spørger Bertel Haarder.

På uddannelsesområdet er du vant til tillægsbevillinger, fordi man heller ikke helt præcis ved, hvor mange elever, der kommer og går. Hvorfor kan man ikke også have tillægsbevillinger til regionerne?

»Det kan man jo også godt. Men hvis det bliver risikofrit at ansætte mange flere, end man har brug for, som vi har set det i hovedstadens hospitalsvæsen, hvor der manglede patienter til personalet, så er det aldeles uholdbart. Og selvom der så var patienter, så er det også uholdbart, fordi der ikke er ubegrænsede resurser«, siger ministeren.

Synes du, at regionerne er dårlige til at styre økonomien?

»Jeg siger ikke, at det er let. Og nu skal vi have en drøftelse med Bent Hansen om, hvordan vi kan gøre d et lettere for dem at styre i fremtiden, og hvordan vi kan lade det passerede indgå i vores fremtidige aftaler. Jeg har ikke afvist noget på forhånd. Men jeg tror ikke, at aftalen kommer til at gå ud på, at regeringen efterfølgende betaler alle regninger. Det vil ikke være klogt«, siger Bertel Haarder.

Er lægemangel haarders skyld?

Kritikere siger, at specialelægemanglen er din skyld, fordi du nedsatte medicinoptaget i 80`rne?

»Det er 25 år siden. Så det er godt nok lang tid at skulle forfølges af sine handlinger. Men det er rigtigt, at Per Kaalund [daværende amtsborgmester i Københavns Amt] og Erling Tidemann [daværende amtsborgmester i Vejle Amt], tror jeg vist, det var, bad mig indtrængende om ikke at udvide optaget på medicinstudiet. Og enhver kan jo se nu, at det råd skulle jeg ikke have lyttet til. Men hvem kunne vide, at der kom en 11-timers-regel og en lægeoverenskomst og alt muligt andet, der har gjort, at Danmark fik et større lægeforbrug end vores nabolande. Men sagen er jo også, at vi i dag har en bedre lægeforsyning end næsten alle andre lande. Det har vi. Og det må vi se i øjnene«.