Skip to main content

Minister: Regioner skal redegøre for forskellige ventetider til kræftbehandling

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

9. mar. 2012
3 min.

Ikke godt nok.

Så klar er reaktionen fra fungerende minister for sundhed og forebyggelse, Pia Olsen Dyhr (SF), efter Ugeskrift.dk har beskrevet, hvordan kræftpatienter har vidt forskellige ventetider til kræftbehandling alt efter, hvilken region de bor i.

Derfor kræver ministeren 9. marts på et møde en god forklaring.

Eksempelvis venter mænd i Region Hovedstaden med kræft i kønsorganerne 27 dage længere end mænd i Region Midtjylland på at komme i behandling, efter afdelingen har modtagt henvisningen:

"Det er ikke godt nok, når vi ser så store regionale forskelle. Målet med indførelsen af pakkeforløbene, som vi netop har opdateret, var jo bl.a. at forløbene skulle blive mere ensartede på tværs af regionerne - og det er regionernes ansvar at sørge for, at det sker," siger hun og fortsætter:

"En af måderne er at sikre, at kapaciteten udnyttes bedst mulig samlet set. Derfor er jeg også tilfreds med, at regionerne har meldt ud, at de er ved at udarbejde en hotline, som bl.a. har til formål at sikre et løbende overblik over ledig kapacitet på kræftområdet, så de regioner, der oplever kapacitetsproblemer, let og hurtigt kan henvise patienter til regioner med ledig kapacitet".

Den 9. marts er der møde i Task Force for Patientforløb på Kræftområdet, og her vil ministeren bede regionerne om status for arbejdet med denne hotline.

"På samme møde vil vi drøfte tallene fra Sundhedsstyrelsen, og her forventer jeg, at regionerne redegør for, hvordan de vil sikre, at patienterne vil opleve mere ensartede forløb - uanset hvilken region de bor i."

I denne uge offentliggjorde Sundhedsstyrelsen en rapport, der viste, at på 11 udvalgte kræftformer var der stor forskel på, hvor hurtigt kræftpatienter kommer i behandling. Her er udvalgte eksempler:

Kvinder med brystkræft i Region Sjælland kommer i behandling 34 dage efter henvisning er modtaget på sygehuset. Kvinder i Region Midtjylland kommer derimod i behandling efter kun 20 dage.

Patienter med en hæmatologisk kræftform kommer i Region Sjælland i behandling 48 dage efter henvisning er modtaget på sygehuset. Patienter i Region Midtjylland kommer derimod i behandling efter kun 29 dage.

Mænd med kræft i kønsorganerne kommer i Region Hovedstaden i behandling 78 dage efter henvisning er modtaget på sygehuset. Mænd i Region Midtjylland kommer derimod i behandling efter kun 51 dage.

Note: Antallet af dage er angivet som median. Medianen markerer skillelinjen mellem de 50 pct. af patienterne, hvor der går længst tid fra henvisning til behandling, og de 50 pct. af patienterne,

hvor der går kortest tid.

Her kommer patienterne langsomst i behandling - mediantid fra henvisning modtages på sygehus til behandling for 11 udvalgte kræftformer:

  • Region Sjælland: 5 kræftformer (bryst-, blære/nyre-, hjernekræft, kræft i kvindelige kønsorganer samt hæmatologiske kræftformer)

  • Region Hovedstaden: 4 kræftformer (hoved/hals-, øvre mave/tarm-, modermærkekræft samt kræft i mandlige kønsorganer)

  • Region Nordjylland: 2 kræftform (tyk/endetarms- og lungekræft)

Her kommer patienterne hurtigst i behandling - mediantid fra henvisning modtages på sygehus til behandling for 11 udvalgte kræftformer:

  • Region Midtjylland: 7 kræftformer (bryst-, hoved/hals-, tyk/endetarms- og modermærkekræft, kræft i kvindelige og mandlige kønsorganer samt hæmatologiske kræft)

  • Region Syddanmark: 3 kræftformer (blære/nyre, lunge- og modermærkekræft)

  • Region Nordjylland: 2 kræftformer (Hjerne- og øvre mave/tarmkræft)

Note: Region Syddanmark og Region Midtjylland er lige hurtige til modermærkekræft, hvorfor den totale sum er 12 her og ikke 11.