Skip to main content

Ministeren er for optimistisk

Christian Andersen, chr.cph@gmail.com

12. jun. 2012
3 min.

Selv om deadline for fireårsreglen nærmer sig hastigt, og - ifølge den seneste opgørelse - 38 læger risikerer ikke at kunne blive speciallæger i Danmark, vil sundhedsminister Astrid Krag ikke fjerne reglen.

Hun mener kort og godt, at der er nok hoveduddannelsesstillinger at søge.

Det har hun netop meldt ud offentligt efter længere tids pres fra Yngre Læger, som ønsker reglen væk.

Yngre Lægers formand Lisbeth Lintz forstår ikke sundhedsministerens holdning.

Hvad er din kommentar til ministerens udspil?

»Siden reglen blev indført, har vi presset på, for at få reglen ændret. Det har vi gjort for at undgå at havne i den situation, som vi er på vej ud i nu, hvor kvalificerede læger bliver forhindret i at uddanne sig til speciallæger på grund af en rigid tidsfrist«.

Hvad vil der ske med de læger, som kommer i klemme?

»Vi vil hjælpe dem alt, hvad vi kan med rådgivning og f.eks. hjælp til dispensationsansøgninger. Vi vil fortsætte vores politiske og administrative pres og bl.a. sætte problemet på dagsordenen i pressen. Vi vil bl.a. slå på, at arbejdsgiverne skal slå flere introduktionsstillinger op, så lægerne får bedre mulighed for at kvalificere sig. Det er der masser af muligheder for inden for de udmeldte rammer. I de fleste specialer ligger antallet af uddannelsesstillinger i bunden af det aftalte ,spænd`, og der er stadig uklassificerede stillinger, som kan konverteres til uddannelsesstillinger«.

Hvad er prognosen for fireårsreglen for de kommende år?

»Det bliver kun værre. Administrativt har man strakt sig langt for at redde den første årgang af de fireårsramte bl.a. ved at lempe reglen, så stillingen bare skal være slået op, inden fireårsfristen udløber. Samtidig har regionerne lovet at opslå mange af de stillinger, der normalt først ville blive slået op i løbet af efteråret, inden den 1. august, hvor de første læger risikerer at falde for fireårsfristen. Problemet med den løsning er, at man dermed tager ,forskud på glæderne`. For skulle det lykkes at få alle de første fireårsramte i gang med et hoveduddannelsesforløb i efteråret 2012, betyder det, at der er færre stillinger til de mange, der kommer efter, og som også skal have et hoveduddannelsesforløb, før de falder for fristen. De nuværende tal viser, at der er rigtig mange på vej allerede i starten af 2013«.

Det siger Astrid Krag

Medlem af Folketinget Jane Heitmann (V) har den 9. maj 2012 stillet følgendespørgsmål nr. S 3215 til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed besvares.

Spørgsmål S 3215: »Hvilke initiativer overvejer ministeren for at dæmme op for udviklingen i forhold til uddannelsen af speciallæger, hvor 16 pct. af de første læger, der eromfattet af en ny fire-års-regel, risikerer ikke at blive speciallæger, jf. Ugeskrift for Læger?«

Svar: 4-årsfristen i den lægelige videreuddannelse blev aftalt mellem Lægeforeningen og den daværende indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, i 2007.

Sundhedsstyrelsen har i april 2012 opgjort, at 3 læger er i høj risiko for at faldefor 4-årsfristen den 1. august 2012, idet de på opgørelsestidspunktet ikke har gennemført en introduktionsuddannelse.

Yderligere 43 læger er i risiko for at falde for fristen i samme periode, idet de har gennemført en introduktionsuddannelse, men ikke opnået ansættelse i en hoveduddannelsesstilling på opgørelsestidspunktet.

Baseret på tal fra to af de tre videreuddannelsesregioner har ca. halvdelen dog allerede nu søgt hoveduddannelsesstilling, og der vil i øvrigt inden fristen 1.august 2012 være et betydeligt antal hoveduddannelsesstillinger at søge.

Jeg forventer derfor, at en betydelig del af de resterende 43 læger vil have opnået ansættelse i hoveduddannelsesstilling inden fristen.

På den baggrund finder jeg ikke på nuværende tidspunkt anledning til at iværksætte yderligere initiativer vedrørende 4-årsfristen i den lægelige videreuddannelse.

Med venlig hilsen Astrid Krag