Skip to main content

Ministerium: ”Ingen studerende vil blive stavnsbundet”

De lægestuderendes frygt for, at regeringen går med planer om at stavnsbinde dem til samme studieby gennem hele studiet, er ubegrundet., forsikrer Forsknings- og Uddannelsesministeriet.

Forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind - hans udtalelse skal ikke tolkes som et oplæg til at stavnsbinde de medicinstuderende, forsikrer ministeriet. Foto: Forsknings- og uddannelsesministeriet/Lars Svankjær
Forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind - hans udtalelse skal ikke tolkes som et oplæg til at stavnsbinde de medicinstuderende, forsikrer ministeriet. Foto: Forsknings- og uddannelsesministeriet/Lars Svankjær

Klaus Larsen kll@dadl.dk

20. jan. 2017
2 min.

De lægestuderendes frygt for, at regeringen går med planer om at stavnsbinde dem til samme studieby gennem hele studiet, er ubegrundet.

Det fremgår af et svar fra Forsknings- og Uddannelsesministeriet til Ugeskriftet.dk, efter at formanden for de lægestuderendes fagforening FADL torsdag udtrykte bekymring efter en udmelding fra ministeren, Søren Pind (V).

I forbindelse med offentliggørelsen af Lægedækningsudvalgets anbefalinger bemærkede Søren Pind, at en del medicinstuderende fra Aalborg og Odense skifter til Københavns Universitet i løbet af uddannelsen. En udvikling, ministeren lovede, at regeringen vil forsøge at vende.

Regeringen ville, fortsatte ministeren ”arbejde for, at flere medicinstuderende færdiggør studiet samme sted, som de bliver optaget”, som det formuleredes på ministeriets hjemmeside.

Ministeren uddybede ikke, hvilke tanker, regeringen har gjort sig, men i FADL vakte udtalelsen bekymring for, at der indgik planer om at ”stavnsbinde” de studerende til at færdiggøre kandidatuddannelsen ved det universitet, hvor de tager bachelordelen.

Men sådan skal det ikke forstås, skriver juridisk chef i Forsknings- og Uddannelsesministeriet, Ulf Melgaard, i et svar til Ugeskriftet.dk:

”Ingen studerende vil blive stavnsbundet”, lover chefjuristen og fortsætter:

”Ministeriet sætter et arbejde i gang, hvor vi ser nærmere på, hvordan vi fremover kan finde en god model for at dimensionere pladserne på bachelordelen og kandidatdelen på medicinuddannelserne, så vi kan mindske vandringen fra vest til øst. Hvis der er ledige pladser, vil man fortsat kunne skifte”, siger juridisk chef Ulf Melgaard.

Det glæder FADL’s Mads Helsted:

”Jeg hører ham sige, at universitetsskift for medicinstuderende fortsat skal være muligt - lige som det er det for alle andre studerende i Danmark og Europa. Det er vi glade for, og nu ser vi så frem til det udspil, der vil komme fra ministeriet”, siger Mads Helsted.

Læs også: FADL: Stavnsbinding kan være ulovlig