Skip to main content

m.i.x.t.u.r.

YL-redaktør Ulla Davidsen

2. nov. 2005
4 min.

Barselsorlov i turnus eller andre stillinger

Sygdom, barsel, børnepasning og lignende lovmæssige sociale orlov laver jo kuk i de planlagte blokstillingsforløb som turnus og undervisningsblokke mv. Vi skal have erstatningsansættelse for det tabte forløb i ansættelsen. Det løses oftest bedst ved, at man selv finder en erstatningsansættelse, ellers skal videreuddannelses-sekretariatet finde en løsning. Tidligere skulle erstatningsansættelsen godkendes i Sundhedsstyrelsen - en såkaldt ad hoc-klassifikation, eftersom kun enkeltstillingsklassificerede stillinger kan tælle med i speciallægeanerkendelsen senere hen. Denne ad hoc-klassifikations kompetence er per 1/9 2001 uddelegeret til de tre regionale råd.

Yngre læge Berit Bjerre Handberg er ansat i sekretariatet for Region Nord. Hun har udarbejdet et skema, som man kan bruge ved ansøgning om ad hoc klassifikation af et element i sin videreuddannelse. Men generelt, kontakt de regionale råds sekretariater eller amtets videreuddannelsessekretariat inden du har orlov og aftal, hvordan fraværet håndteres.

De tre regionale råd

Hvordan kommer man i kontakt med dem, som administrerer vores videreuddannelse til speciallæge? Ja, det kan være næsten umuligt at gennemskue som ny kandidat, og når man flytter til et nyt amt. Som led i at gennemføre den vedtagne nye speciallægeuddannelse - se www.fayl.dk klik på videreuddannelse - har man oprettet tre regionale råd - Nord, Syd, Øst. Disse har alle sekretariater med opgaver som besættelse af undervisningsstilling, nu ad hoc-klassifikation og meget mere. I region Nord kom man først fra start med at få etableret et sekretariat. Fyn er fulgt godt med, og i region Øst er man aktuelt ved at besætte de sidste stillinger og kan snart komme videre. De enkelte amter, hvor man er ansat, har videreuddannelsesudvalg, som varetager de amtslige opgaver. Når man skal kontakte sekretariatet og lignende, må man gå ud fra, at den uddannelsesansvarlige overlæge kender vejen. Men hjemmesiderne for de regionale råd er jo den oplagte nemme vej frem, og må jeg opfordre til at viderudvikle de flotte hjemmesider med nemme kontaktadresser til amternes sekretariater?

Amterne gør noget ved integration

Amterne har bevilliget 500.000 kr pr. år over tre år til hver af de tre uddannelsesregioner til ansættelse af en person, som skal arbejde med integration af tredjeverdenslæger. Formalia omkring hvordan disse læger kan autoriseres i Danmark, har vi beskrevet i YL-spaltene nr. 27, 2. juli 2001. Kan læses på www.fayl.dk-Tips på nettet>alfabetisk.

Amtskommunale OK-forhandlinger afbrudt - udsigt til konflikt

Som redaktør af vore YL-spalter sidder jeg jo og triller tommelfingre - finansloven har fundet sit folketingsflertal, og der er forlig på det statslige område i hvert fald for dem, som forbliver i statens tjeneste efter finansloven - hvad sker der mon på hele det amtskommunale område, hvor de fleste af os er ansat? Vi passer stadig vort arbejde, dækker for de ubesatte stillinger og afvikler arbejdspukler. Yngre kvindelige læger får lykkeligvis også børn, og hvordan den forlængede barselsorlov skal dækkes ind, er de fleste af os vel godt klar over - mere ekstraarbejde. I dagspressen læste vi om, at vore arbejdsgivere ønskede en mere akademisk ånd i forhold til arbejdstid. En akademisk ånd, betyder vel høj kompetence, fordybelsesevne, innovation, udvikling af færdigheder, omstillingsvillighed mv. Den ånd vil vi da gerne levere, men det bliver nu en ond ånd hvis der menes: en mand arbejder for to - så er der stor akademisk ånd rundt omkring ved akkordbåndene på eksportslagterierne. Man skulle da tro - i hvert fald i min simple logik - at arbejdsgiverne ville være mere end ivrige for at sikre sig, at vi ikke løber fra pladsen.

Jeg ser, FAYL's forhandlere mødes tidligt og sent - og er ikke i tvivl om, at de virkelig med hjertet ønsker at få forhandlet det bedst tænkelige resultat hjem til os. Men selv en stor indsats kan ikke fjerne min bekymring, når dagspressen skriver om amtskommunale arbejdsgivere, som ikke har nogle penge at give af, og parterne, som forhandler de overordnede generelle aftaler, er gået hver til sit pga. alt for stor uenighed om størrelsen til udvikling af ny løn. Meget kan være sket siden disse tommeltrillende fingre rørte tastaturet - så følg med på nettet, genopfrisk vore egne krav, se modpartens og pøj pøj til forhandlerne og forhandlingerne ...