Skip to main content

Mobile operationsstuer på slagmarken i Irak

Journalist Martin Burcharth

1. nov. 2005
6 min.

Boston - John Glubb var en britisk ingeniørsoldat, der tjente ved fronten i det nordlige Frankrig under den 1. Verdenskrig. Som så mange andre blev han såret, lappet sammen på et lazaret og sendt tilbage til tjeneste - uden videre beklagelser.

Den tredje gang Glubb var på lazarettet, var det særdeles alvorligt. Så slemt, at ingen troede den unge brite ville overleve. I sin dagbog - trykt under titlen »Into Battle« i 1977 - beskriver han i detaljer episoden. Det var forår, og under en dags orlov gik han rundt og snuste til blomster, kiggede op i træer og lyttede til den mærkelige stilhed - et godt stykke bag frontlinjerne.

Senere red Glubb på sin hest gennem landsbyen St. Martin-sur-Cojeul. Pludselig begyndte granater at lande ubehagelig tæt på. Én af dem syntes at sprænge over hovedet på ham. Som i en drøm følte Glubb, at han blev løftet op ad sadlen og faldt ned på jorden i slow-motion.

»Straks da jeg begyndte at løbe mod landsbyen Hénin, følte jeg som om sluserne i min nakke sprængtes åbne og strømme af blod flød ud. Jeg kunne faktisk høre arteriens jævne slag, blodet kom og gik i jævne strømme og pauser som en brandslange«, skriver han.

Det lykkedes Glubb at vakle hen til en nærliggende nødhjælpsstation, hvor de fik stoppet blodtabet ved at stikke en prop ind i hans nakkesår og binde noget gaze omkring halsen. Senere hørte han, at førstehjælpsarbejderne ikke gav ham en chance for at overleve.

Dengang - som nu - skyldtes halvdelen af tabene på slagmarken forblødning. Sagt på en anden måde: 50 procent af alle dræbte soldater under 1. Verdenskrig kunne været blevet reddet, hvis blodtabet var standset i tide. Det er i princippet kun et spørgsmål om tid, bortset fra risikoen for lavt blodtryk og choktilstand.

Denne statistik har stort set ikke ændret sig gennem 150 år. Selv under den første Golf-krig i 1991 døde halvdelen af de amerikanske soldater på grund af akut forblødning. Næsten alle de omringede amerikanske soldater i Mogadishu døde af forblødninger, fordi de ikke blev bragt hurtigt nok til et lazaret.

Det er baggrunden for, at det amerikanske forsvar siden har investeret store ressourcer i at udvikle simple lægemidler til at stoppe voldsom blødning, som kan blive anvendt af den sårede soldat selv eller af hans uskadte kammerater. Ligesom nyudviklede våben bliver disse lægemidler afprøvet sammen med fremskudte mobile operationsstuer under landkrigen i Irak. Indtil videre har disse tiltag ifølge presserapporter fra medrejsende journalister været en uforbeholden succes.

Tv-stationen CNN har f.eks. haft flere frontreportager fra en lægeuddannet journalist om de mobile operationsstuer sat op nogle få kilometer bag fronlinjerne.

Indtil Irak-krigen var det generelt sådan, at militærlæger gav sårede soldater førstehjælp på stedet. Herefter blev de transporteret til et lazaret, hvor de indledende kirurgiske indgreb blev foretaget. Men der kunne gå mange timer, inden patienten nåede frem til det primitive hospital, og mange døde inden. Hvis stadig i live blev den sårede transporteret af det amerikanske flyvevåben til et hospital på den amerikanske militærbase i Landstuhl, Tyskland, eller for så vidt helt til USA.

Dette forløb er nu blevet ændret drastisk. På slagmarken råder amerikanske hærstyrker og marinekorpset over mobile lægehold bestående af fem personer - to kirurger, en narkoselæge, en sygeplejer og en luftvejsspecialist. De fem soldater bærer alt udstyr i rygsække, der hver vejer 35 kg, og kan i løbet af en time opstille et operationsbord og gennemføre en mindre operation.

Ud over kirurgiske instrumenter råder de over ultralyd, et iltudviklingsapparat, en narkosemaskine, et klinisk laboratorium i miniatureformat og diverse medikamenter. I en af krigens første dage var et sådant hold i stand til at gennemføre en amputering af en amerikansk soldats ben.

Det kirurgiske hold på slagmarken skal ikke gennemføre komplicerede operationer, men blot stabilisere patientens tilstand i en sådan grad, at han kan blive transporteret til det nærliggende lazaret. Her bedømmer man så, om skaderne kræver et kirurgisk indgreb på et hospitalsskib, der er blevet udstationeret i Den Persiske Golf, eller alternativt på hospitalet i Landstuhl.

Amerikanske militærlæger har i en rum tid været opmærksomme på risikoen for traume, et pludseligt fald i kropstemperaturen eller faren for blodpropper hos alvorligt sårede soldater. En af pionererne i traumeforskning på alvorligt sårede fra ildkampe er Dr. C. William Schwab, kirurg på University of Pennsylvania.

»På et tidspunkt fandt vi ud af, at folk ville dø, selv om vi havde deres kvæstelse under kontrol og de var blevet lappet sammen«, sagde Dr. Schwab for nylig i The New York Times. Han besluttede at starte et eksperiment. Det indledende kirurgiske indgreb skulle kun have til formål at stoppe blødningen. Herefter kunne læger fokusere på at stabilisere patientens tilstand for at undgå traume og andre livstruende bieffekter af kvæstelsen. Et par dage senere ville man gennemføre den nødvendige operation.

Dr. Schwab kalder metoden en »damage control«-operation. Og det er netop, hvad de mobile operationsstuer på slagmarken i Irak udfører hver dag. Statistisk set har resultaterne fra traumehospitaler i USA, hvor man behandler skudsår, været forbavsende. Tre ud af fire overlevede særligt hårde kvæstelser efter »damage control«-operation, mens alle døde efter brug af traditionelle kirurgiske indgreb.

Det var i midten af 1990'erne. I dag er overlevelsestallet oppe på 90 pct.

Dr. Schwabs opdagelse tiltrak det amerikanske forsvars opmærksomhed. Flere kirurger med officersgrad har arbejdet på hans universitetsklinik. Herefter er det blevet almen praksis, at læger og kirurger fra forsvaret i perioder arbejder på civile traumecentre i fredstid for at få den praktiske erfaring.

Men mobile operationsstuer kan aldrig redde menneskeliv, hvis blodtabet fra en skade er så massivt, at den sårede soldat dør inden for meget kort tid, eksempelvis en time. Der er grænser for, hvad gaze og bind kan udrette i en sådan situation. En forbedring udviklet fornylig er en lille årepresser, som mange af den amerikanske hærs soldater har medbragt til fronten i Irak.

Det nyeste er imidlertid medikamenter, som koagulerer blodet. Hver marineinfanterist har f.eks. en såkaldt QuickClot i deres førstehjælpskasse. Midlet er udviklet fra et mineral - zeolite på engelsk - som drysses ud over såret og forstærker kroppens naturlige evne til at koagulere blod. Men QuickClot er aldrig blevet afprøvet på andet end svin, og kritikere hævder, at det kan påføre huden forbrændinger.

Den amerikanske hær og specialstyrkerne - som for det meste opererer i Iraks vestlige ørkenområde - anvender derfor en anden nyopfindelse: Bandager påsmøret med proteinerne fibrin og trombin, som hver for sig fremmer kroppens størkning af blod. Et tredje protein, der indlægges i bandager, kommer fra rejeskaller.

Mens alle marinekorpsets infanterister råder over QuickClot, har hæren foreløbig kun fået leveret et par tusinde af disse protein-smørede bandager. Quickclot er relativt billigt - 20 dollar pr. bandage. Proteinbandager koster mellem 100 og 1.000 dollar. En uløst udfordring er indre blødninger. Her overvejer den amerikanske hær at rekvirere et nyt lægemiddel - Faktor VIIa - udviklet til at bistå hæmofile.

Indtil videre er det primært sårede irakiske s oldater og civile, som får mest gavn af de amerikanske styrkers avancerede lægebehandling. Ifølge Genève-konventionen er hver side i en krig forpligtet til at yde samme kvalitet lægebehandling til civile og fjendtlige soldater som til sine egne soldater. Prioriteringen af patienterne dikteres udelukkende af deres tilstand - ikke deres nationalitet. Det er regler, som de amerikanske styrker følger slavisk i Irak-krigen.