Skip to main content

Mogens Boy Christiansen er årets modtager af Halfdan Mahler prisen

Af journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

7. nov. 2008
2 min.



Enhver, der er kommet for skade at være deltager eller observatør ved en af de sammenkomster, hvor landets praktiserende læger skal formulere meninger og holdninger, vil vide, hvem Mogens Boy Christiansen er.

Snart sagt enhver udvikling, udfordring eller udspil kan risikere at få kvalificeret mod- og somme tider medspil fra den kant. Uanset om det er fra talerstolen, i summemøder eller bag kulissen.

Nu får Mogens Boy Christiansen den prestigefyldte Halfdan Mahler pris for sit mangesidede engagement i de praktiserende lægers forhold og fagets udvikling. Særligt fremhæves hans indsats inden for forebyggelse og uddannelse.

»Han har blandt andet været med til at trykke på udviklingen hen imod, at praktiserende læger ikke bare skal være reaktive - at tage sig af det, som patienterne kommer med - men at de også skal påtage sig en aktivt forebyggende rolle«, siger PLOs formand, Michael Dupont, om prismodtageren.

»Vi skal være mere offensive. Det har han været med til at gøre operationelt via sit medlemskab i Fagligt Udvalg«, siger han.

En anden begrundelse for valget af Mogens Boy Christiansen er hans indsats for uddannelse. Den er ikke mindst lagt via medlemskabet i Lægeforeningens udvalg vedrørende uddannelse og Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, ligesom Mogens Boy Christiansen har været formand for Lægedages styregruppe. Men interessen for uddannelse rækker betydeligt længere tilbage.

»Efteruddannelse har jeg været involveret i siden 1970erne som yngre læge i det gamle Viborg Amt«, siger Mogens Boy Christiansen.

»Jeg tror, det er vores måde at holde kvaliteten i orden på. Der er efteruddannelse et altafgørende element. Og jeg er især optaget af den frivillige efteruddannelse, som ikke er doceret fra re-certificering, re-eksamen eller lignende. Den tilgang har gjort det sjovt at være med til at holde mit fag ved lige«, siger han.

Meget passende, således, at netop Mogens Boy Christiansen får tildelt de praktiserende lægers ærespris på de årlige Lægedage.