Skip to main content

Morten Hedegaard-farvel resulterer i dialogmøde

Nyt overblik over svangreomsorgen fra Danske Regioner betyder, at fagfolk bliver inviteret til dialog.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

25. aug. 2017
3 min.

Da Morten Hedegaard, den tidligere klinikchef på Rigshospitalets fødeafdling, sagde sagde op i december sidste år satte han gang i mindre lavine af støtte-erklæringer fra stort set hele det danske sundhedsvæsen. Konklusionen hos Morten Hedegaard og de fleste andre var, at presset på hospitalerne var for stort.

Debatten fik desuden Danske Regioner til at sætte gang i en omfattende kortlægning af hele svangreomsorgen i Danmark, og den færdige kortlægning betyder nu, Danske Regioner vil ”se på området og på nye løsninger”.

”Med kortlægningen i hånden, vil vi nu gå i dialog med fagfolk og organisationer om, hvordan vi skal udvikle området fremover,” siger formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), i en pressemeddelelse.

Kortlægning viser bl.a., at antallet af fødsler i Danmark er er steget siden 2013. Fra knap 56.000 levendefødte børn i 2013 til over 61.000 levendefødte børn i 2016 – svarende til en stigning på 10 pct. Og samtidig forventes fødselstallet i 2025 at være steget med yderligere 20 procent til 72.500 fødsler om året. Desuden viser kortlægningen, at de fødendes alder og vægt er steget, og at flere gravide modtager ydelser på grund af sociale problemer eller får behandling for psykiske lidelser og kroniske sygdomme.

”Kompleksiteten i kvindernes graviditet og fødsel er som følge heraf steget,” konkluderer kortlægningen.

Faktaboks

Fakta

Flere jordemødre

Danske Regioner understreger, at 93 procent af kvinderne i den seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser svarer, at de havde en god oplevelse af deres fødsel. Og at regionerne fra 2009 til 2016 har ansat 41 procent flere jordemødre på fuld tid.

”Fødselstallet tegner til at stige i fremtiden. Det er glædeligt, men det betyder også, at vi er nødt til at se på, hvordan vi fortsat sikrer tid og nærvær til kvinderne og deres partnere under både graviditet og fødsel. Vi vil nu tage en dialog med fagfolk og organisationer om, hvordan fremtidens svangreomsorg skal se ud. Området er for stort og for vigtigt til, at vi træffer hurtige og kortsigtede beslutninger,” udtaler Ulla Astman.

Overflødige konsultationer

Danske Regioner har udover kortlægningen i en brugerundersøgelse fra Epinion spurgt kvinder, der har født inden for de seneste to år om deres oplevelser i forbindelse med graviditet og fødsel. Syv ud af ti svarede, at de støtter større differentiering i antallet af konsultationer, og hver femte mente ligefrem at én eller flere konsultationer hos egen læge eller jordemoder var overflødig fordi budskaber blot blev gentaget.

”Brugerundersøgelsen tyder på, at der er grundlag for at se på, hvordan vi i højere grad kan målrette tilbuddene til den enkelte kvindes behov,” konstaterer Ulla Astman.