Skip to main content

Motivation til motionstvivlere

Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk

2. nov. 2005
4 min.

Malmø har netop åbnet sit tredje »fysiotek«, hvor patienter kan indløse deres recept på motion hos fysioterapeuter og idrætslærere. Det faglige grundlag for receptudskrivningen er en stor database, FYSS, FYsisk aktivitet i Sjukdomsprevention och Sjukdomsbehandling, som findes på http://www.

svenskidrottsmedicin.org/fyss/. Det er imidlertid de svenske læ-gers erfaring, at patienter ofte skal have en række indvendinger af vejen, før de åbner sig for de spæn-dende, konkrete muligheder i motion som lægemiddel.

Jeg har ikke tid

»Den, som ikke har tid til fysisk aktivitet, må før eller siden afsætte tid til sygdom«, skrev Edward Stanley i 1880-tallet. Alle har tid til motion. Det handler om at passe den ind i hverdagen. Sæt bilen og gå eller tag cyklen. Stå af bussen eller S-toget et stoppested før. Parkér bilen et stykke fra arbejdspladsen.

Det er oven i købet besparende, fordi du måske rammer en billigere p-zone. Tag trappen i stedet for elevatoren. Gå en tur i frokostpausen. Støvsug, arbejd i haven. Alt tæller.

Motion er bare ikke min interesse

Motion giver dig fysisk og psykisk overskud til at dyrke dine øvrige interesser. Og du får længere tid til det, fordi din risiko for at dø før tiden falder med 65 procent, når du er fysisk aktiv.

Endelig er det jo sjældent sjovt at dyrke sin hobby, når man er syg.

Jeg har ikke behov for at motionere

Inden for de seneste 50 år er det blevet naturligt at børste tænderne morgen og aften. Det gør du, fordi du ved, at du sandsynligvis undgår en masse huller, tandkødsbetændelse og dårlig ånde. Hvis du investerer bare 15 minutter om morgenen og 15 om aftenen i at bevæge dig, øges dine chancer markant for at undgå knogleskørhed, dårligt hjerte, depression, sukkersyge og visse kræftsygdomme.

Jeg er gammel sportsmand, så min kondi er vel o.k.

Kondition, styrke og smidighed svinder meget hurtigt, hvis den ikke vedligeholdes. Du må endelig ikke lægge for hårdt ud, selv om du har løbet maratonløb for ti år siden. Du kan dog have glæde af din sportsmandspsyke. Det vil nok være lettere for dig at holde ved.

Jeg kan ikke rigtig komme til at motionere i mit lokalområde

Prøv at tænke i muligheder i stedet for forhindringer. En af de allerbedste motionsformer er en simpel gåtur. Du får rørt de fleste muskelgrupper, du kommer i bedre kondition og forbrænder kalorier. Du får også ilt til hjernen.

Om sommeren er det o.k. at gå tur, men om vinteren ...

Det er ligesom med vinterbadning: Hvis du starter om foråret, lægger du ikke så meget mærke til, at det bliver koldt og rusket senere. Du vil mærke, at du er blevet lidt afhængig af dine daglige gåture, og det er med til at holde motivationen oppe.

Det kan også hjælpe at aftale en fast gåtur sammen med andre.

Det er for dyrt at gå til motion

En gåtur er som sagt fint. Men hvis du vil motionere mere organiseret, så prøv at betragte det som en investering i et bedre helbred. Spørg om din arbejdsplads har et tilbud til medarbejderne. Ellers kunne det være, den ville tage det op. Hold øje med rabatter og introduktionstilbud. De fleste steder kan du få prøvetimer og låne udstyr, så du kan finde ud af, om du har valgt rigtigt, inden du for eksempel investerer i et sæt golfkøller.

Jeg kan ikke bevæge mig ret meget rundt

En fysioterapeut vil kunne hjælpe dig til at vælge den rigtige motionsform. Selv om du har en knæskade, kan du jo godt træne overkroppen. Hvis det gør ondt at gå, kan du måske svømme osv. Hvis du er opereret, er det meget vigtigt, at du hurtigst muligt kommer i gang med genoptræning, men det skal selvfølgelig godkendes af din læge.

Jeg er blevet for gammel

Det er aldrig for sent at starte. En gruppe ældre mellem 86 og 96 år trænede i otte uger med vægte og benstrækninger. De aktiverede musklerne mindre end ti minutter om ugen. Alligevel var deres muskelkraft øget 2,5 gange efter de otte uger.

Jeg er for tyk til at vise mig i gymnastiktøj

En daglig gåtur vil hjælpe dig af med kiloene og øge din selvtillid. Tag familie eller venner med, hvis du vil motionere i forening eller center. De er vant til at se dig. I øvrigt reagerer de fleste positivt, når de ser, at kraftige mennesker motionerer. Det er »godt gået«.