MR-urografi, en ny diagnostisk metode

Dansk Radiologisk Selskab har valgt at præsentere magnetisk resonans-urografi, der de seneste år er udviklet til et værdifuldt alternativ til den intravenøse urografi. Behovet for alternativer til potentielt skadelige røntgenundersøgelser blev understreget med den nye røntgenbekendtgørelse, som trådte i kraft den 1. maj 2000, idet bekendtgørelsen fastslår, at berettigelsen af en røntgenundersøgelse afhænger af muligheden for anvendelsen af alternative metoder, der ikke er baseret på ioniserende stråling. Den praktiske anvendelse af MR-urografi er imidlertid meget begrænset i Danmark, primært på grund af den lille MR-scanner-kapacitet.

MR-urografi omfatter i virkeligheden to helt forskellige undersøgelsesmetoder. Den første metode kaldes statisk MR-urografi eller MR-hydrografi. Den bygger på billeddannelse af den statiske væske i nyrens hulrum og urinvejene ved hjælp af sekvenser, hvor væsken fremtræder hvid og de omgivende væv mørke. Nye scannere kan danne de enkelte billeder på brøkdele af et sekund, så man undgår uro i billederne.

Fordele ved MR-hydrografien er, at den hurtigt giver information om dilaterede urinveje og lokaliserer obstruktion med meget stor præcision. Samtidig er metoden helt uafhængig af nyrefunktionen, så selv svære grader af ikke-fungerende hydronefrose eller dysplastiske nyreanlæg kan erkendes visuelt. På den anden side er det også metodens svaghed, at den ikke giver noget indtryk af, hvordan nyrerne fungerer. Andre ulemper er en ret lav opløselighed i billederne, så det kan være svært at se præcis, hvad der forårsager obstruktionen, og ikke-dilaterede urinveje er kun delvis synlige.

Metoden kan anvendes til undersøgelse af dilaterede urinveje fx ved hydronefrose hos gravide eller børn med anomalier som ureteropelvin striktur, megaureter, dilaterede dobbeltanlæg eller store ureteroceler. Den er desuden velegnet til undersøgelse af børn med ektopisk ureter fra et svagt fungerende eller stumt dobbeltanlæg.

Den anden metode kaldes MR-ekskretionsurografi eller MR-kontrasturografi. Ved denne metode gives en lille dosis furosemid intravenøst efterfulgt af MR-kontrast i sædvanlig dosis. Herefter følges kontrastudskillelsen i urinvejene ved hjælp af gentagne scanninger med tredimensional billeddannelse af overlappende tynde (ca. 1 mm) snit. På nye højfeltsscannere tager denne volumenscanning 15-25 sekunder og foregår, mens patienten holder vejret.

Denne metode giver billeder med meget høj opløselighed og giver, ud over oplysning om morfologi også en grov vurdering af nyrernes funktion, og ved små ændringer i metodikken vil man kunne få præcise oplysninger om nyrefunktionen, altså en MR-renografi.

MR-kontrasturografien er at foretrække, når urinvejene er normalt kalibrerede. Den giver præcise oplysninger om selv små fyldningsdefekter og kortlægger meget præcist en stenose og eventuel kontrastpassage gennem denne (Fig. 1). Metoden forudsætter en vis nyrefunktion, men da MR-scanningen er uhyre følsom for selv meget små mængder kontrast, vil man kunne se kontrastudskillelse hos patienter, hvor den konventionelle urografi må give op pga. manglende udskillelse. MR-kontrasten har en meget lille nefrotoksisk effekt og kan uden problemer gives til patienter med nedsat nyrefunktion.

Ved tumorudredning kan MR-urografien indgå som en del af den præoperative kortlægning, evt. i kombination med MR-angiografi, så man ved en enkelt undersøgelse får kortlagt tumorudbredelse, karforhold og urinveje.

Afhængig af indikationen kan en MR-urografi udføres som en hydrografi med en undersøgelsestid på ca. 15 min eller suppleres med en funktionel kontrasturografi (i alt ca. 45 min). De økonomiske udgifter til MR-urografi er store, hvis afskrivning af apparaturet indgår i prisberegningen, men det skal opvejes mod det faktum, at undersøgelsen ofte kan erstatte flere andre undersøgelser, nogle af dem invasive, som fx retrograd pyelografi.

Vi har nu en veletableret, nem og uskadelig metode, som ikke bør forbeholdes patienter, der ikke kan tåle røntgenkontrast pga. allergi eller nedsat nyrefunktion, men også bør anvendes i de tilfælde, hvor ioniserende stråling er mest skadelig, dvs. hos børn og gravide.

Reprints: Eva M. Fallentin, radiologisk afdeling, Amtssygehuset i Glostrup, DK-2600 Glostrup.

Litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatteren.