Når bare vi er sammen

Hvis blot det bliver et sammenhængende sundhedsvæsen, primær og sekundær sektor skal høre under samme forvaltningsenhed, så skal vi nok sørge for, at det lægefaglige indhold er i orden.

Sådan kan udmeldingerne fra de tre delforeningsformænd og Lægeforeningens formand koges ned i forhold til Strukturkommissionens rapport (www.im.dk).

Jesper Poulsen, Lægeforeningens formand, som mener, at den voluminøse rapport fra Strukturkommissionen kan »give anledning til hvad som helst«, har umiddelbart tre kritiske bemærkninger efter offentliggørelsen og fremlæggelsen på stormødet i Vingsted Centret i fredags.

For det første savner han forslag til, hvordan en national driftsherrre skal styre sundhedsvæsenet.

»Problemerne i dagens sundhedsvæsen risikerer at blive videreført uanset om vi får måske seks, syv eller otte regioner, hvis ikke regionerne får et ordentligt grundlag at samarbejde på. Det manglende samarbejde mellem de nuværende amter og H:S er fx skyld i, at vi ikke er kommet videre med den fælles elektroniske patientjournal«, nævner Jesper Poulsen, som bemærker, at det ikke er et statsligt drevet sundhedsvæsen med Folketinget som »bestyrelse« han efterlyser.

Det vil give alt for mange udsving i politikken, mener han.

For det andet bekymrer det ham, at Strukturkommissionen i en af modellerne, den brede kommunemodel (se boksen), foreslår, at kommunerne skal købe sundhedsydelser af regionerne. Jesper Poulsen frygter, at sundhedsvæsenet risikerer at blive udsultet af kommuner, som er påholdende og har svært ved at samarbejde på tværs af mange kommunegrænser.

For det tredje er en eventuel løsning, som beskrevet af Strukturkommissionen med tre regioner, ikke ønskværdig. Hver region vil blive så stor, at de tror, at de kan løse alle problemer selv i stedet for at samarbejde, mener Jesper Poulsen.

At videreuddannelsesrådene allerede deler Danmark ind i tre regioner, får heller ikke de yngre lægers formand, Mette Worsøe til at konkludere, at tre regioner derfor kunne være den bedste løsning.

»Tre regioner er ikke nødvendigvis bedst. Uanset hvor mange regioner, der bliver, og hvilken model politikerne vælger, skal vi nok levere det lægelige input«, forsikrer Mette Worsøe, som roser rapporten for at udvise stor forståelse for sundhedsvæsenet.

Amtsmodellen tak

Karsten Nielsen, formand for Foreningen af Speciallæger, tør godt give et bud på sin foretrukne model af de i alt seks skitserede i Strukturkommissionens rapport.

»Den brede amtsmodel« er FAS-formandens bedste bud. For på sundheds-området viderefører den model den nuværende opgavefordeling mellem stat, amt og kommune, dog med færre enheder. Karsten Nielsen ønsker ikke at fremsætte et bud på, om det skal være tre eller otte regioner, som er spændvidden i Strukturkommissionens forslag. Han nævner, at det er vigtigt at se på indholdet først.

»Det er ikke et mål i sig selv at være færre amter eller regioner«, pointerer han.

Den væsentligste grund til, at han foretrækker den brede amtsmodel er, at den indebærer direkte valg til regionerne/amterne med skatteudskrivning til disse.

Karsten Nielsen roser rapporten, men i de fyldige omtaler af de sammenlagte kommuners større rolle savner han en omtale af de kommunalt ansatte lægers funktion. Han mener, at der i det forebyggende arbejde med fx fedme er en væsentlig funktion for kommunelægerne, så de »måske kan lave andet end at måle og veje skolebørn«.

FAS-formanden tror i øvrigt ikke på, at et halv år - som indenrigs- og sundhedsministeren sigter imod - til at debattere og vedtage en ny kommunalreform er nok.

»Det er vigtigt, at de, som forandringerne går ud over, er med, og jeg tror ikke, at debatten om kommunalreformen kan nå at være folkeligt funderet på et halvt år. Hvis det går for hurtigt, som jeg kunne frygte, vil reformen møde stor modstand, og så vil den ikke fungere efter hensigten«, bemærker Karsten Nielsen.

Nej til det H:S-agtige

Lad os gå efter den brede kommunemodel eller den brede amtsmodel, og undgå konstruktioner a la Hovedstadens Sygehusfællesskab med indirekte valgte ledelser.

Det mener Michael Dupont, formand for P.L.O.

Selv om han også føler sig tiltrukket af den brede kommunemodel, gør han opmærksom på, at kommunerne - heller ikke i en fremtidig forvokset udgave - vil være i stand til at drive sygehusene. Det bør være en region/amt med selvstændig skatteudskrivning, tilføjer han.

Generelt finder han praksisområdet underbelyst i rapporten. Fx savner han forslag til, hvordan den vigtige sammenhæng mellem primær og sekundær sektor kan forbedres, og han advarer igen imod at adskille de to sektorer forvaltningsmæssigt.

»Hvis ikke primær og sekundær sektor falder under samme forvaltningsenhed, vil det være meget ødelæggende for det gode udviklingsarbejde, der har været de seneste ti år mellem de to sektorer«, nævner han.

Fakta

De seks modeller

Uændret opgavefordeling, men med ændrede amts- og kommunestørrelser.
»Bred amtsmodel«, hvor især amternes og i et vist omfang kommunernes opgaver udvides blandt andet med statslige opgaver.
»Bred kommunemodel«, hvor amternes opgaver reduceres, mens kommunernes opgaver udvides væsentligt med amtslige og statslige opgaver.
»Kommuneregionsmodel«, hvor kommunerne tilføres nye opgaver, mens det regionale niveau har begrænsede opgaver og ledes af et indirekte valgt råd valgt af regionernes kommunalbestyrelser.
»Partiregionsmodel«, hvor kommunerne tilføres nye opgaver, mens det regionale niveau har begrænsede opgaver og ledes af et indirekte valgt regionsråd sam-mensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer udpeget af og blandt partiernes kommunalbestyrelsesmedlemmer i regionen.
»Statsmodel«, hvor alle opgaver placeres i kommunerne og staten.