Når du ikke er tryg ved din kollega

En ung læge har mistanke om svind fra sygehusafdelingens medicinskab. Hun ved, at én kollega har en nøgle til skabet og synes, at han ofte møder med røde øjne, og at han i det hele taget opfører sig mistænkeligt. Det plager den unge læge, men da hun forsøger i personalehåndbogen at få svar på, hvad hun skal stille op, finder hun ingenting om emnet. Hun overvejer at indvie sin chef i overvejelserne, men hun er ikke sikker på, om hun selv burde tage fat i sin kollega inden da.

Det opleves både akavet og grænseoverskridende at konfrontere en kollega med sin bekymring over, om han eksempelvis har et misbrug af medicin. Eller at han ikke er omhyggelig nok i sin behandling af patienterne. Mit bud er, at sådan oplever mennesker i andre fag det også. At tage fat i kolleger, som ikke lever op til den faglige standard, er altid ubehageligt. Det kan give konflikter, man kan være bange for at virke bedrevidende, og det kan selvfølgelig vise sig, at man tog fejl.

Men for læger er der bare ingen vej udenom. I et fag, hvor misbrug, nonchalance eller misligholdte faglige kompetencer kan have meget alvorlige konsekvenser for patienterne, siger det sig selv, at vi har et fælles ansvar for at se kollegerne i øjnene og konfrontere dem med vores overvejelser. Som stand bør vi kunne tage fat på det problem, at ikke alle læger performer, som patienten har ret til at forvente.

I efteråret var der i forbindelse med sundhedsministerens lancering af sin såkaldte patientsikkerhedspakke diskussion af, om læger skal være whistle-blowers. Det er efter Lægeforeningens vurdering en misforstået tilgang, som giver associationer i retning, at enkeltpersoner går til myndigheder eller pressen for at afsløre en ulovlig eller korrupt praksis i f.eks. et ministerium eller et firma.

I virkelighedens verden er det jo meget sjældent den type problemer, vi som læger står med. Det er ikke whistle-blowing, der skal til, hvis man har en kollega, der har et alkoholproblem, eller er så udbrændt, at hun ikke magter at føre en meningsfyldt samtale med patienterne. Tværtimod er der behov for, at både kolleger og ledelse tager hånd om dem på en måde, som på samme tid sikrer, at de ikke bringer patientsikkerheden i fare, og at de får den nødvendige hjælp til at kunne varetage deres job på betryggende vis.

Der er på sygehuse og i praksis behov for en åben kultur, som sikrer, at det er i orden at give udtryk for sin bekymring, og at ledelser følger op. Der skal være klare regler, som sikrer en fair håndtering – også i de mest alvorlige tilfælde, hvor der kan være behov for at gå til myndighederne.

Den unge læge, som jeg nævner i indledningen, er et konstrueret eksempel, men det ligger tæt op ad en række dilemmaer, der indgår i det debatoplæg om kollegialitet, som repræsentantskabet skal diskutere på Lægemødet om få dage. Her skal vi sammen tage fat på nogle af de kollegiale problemstillinger, som dukker op i de fleste lægers liv. Jeg vil opfordre til, at vi tør tage en åben dialog om et ømtåleligt emne.