Skip to main content

Når du søger ny stilling som overlæge eller lægelig chef, hvad så?

2. nov. 2005
4 min.

Indtil foråret 2002 blev så godt som alle ledige overlægestillinger og lægelige chefstillinger opslået i Ugeskrift for Læger. Dette ophørte, da sygehusejerne, dvs. amterne og H:S i fællesskab besluttede at stoppe med annoncering i Ugeskrift for Læger og i stedet kun at annoncere ledige stillinger på Internettet via hjemmesiden laegejob.dk.

Lægeforeningen som i 1998 havde startet en internetbaseret jobannoncering på DADL-nets jobbase fik en aftale i stand med Amtsrådsforeningen om at gå i samarbejde om annoncering på nettet.

Imidlertid har det vist sig, at amterne ikke ønsker at bidrage økonomisk til samarbejdet. Lægeforeningen har derfor besluttet at stoppe samarbejdet og nedlægge stillingsbanken.dk.

Annoncering kan naturligvis fortsat finde sted i Ugeskrift for Læger, men de allerfleste lægestillinger i amter og H:S annonceres fremover kun på Internettet via hjemmesiden laegejob.dk

Dette har konsekvenser for den annoncekontrol, som delforeningerne i Lægeforeningen hidtil har udøvet. Gennem denne kontrol har foreningen kunnet sikre sig, at løn- og ansættelsesforholdene i de opslåede stillinger var i overensstemmelse med indgåede aftaler og overenskomster.

Dette er ikke længere muligt. Det betyder, at du som ansøger til en ny stilling selv i højere grad må være opmærksom på, om der er forhold ved stillingen, som er problematiske.

Hvis du er i tvivl, bør du kontaktet FAS' sekretariat eller Overlægeforeningens amtsrepræsentant, inden du siger ja til ansættelse.

Følgende er forhold du bør være opmærksom på:

  1. Stillingsbeskrivelse. Til alle overlægestillinger og lægelige chefstillinger skal der foreligge en stillingsbeskrivelse. I henhold til overenskomsten skal en stillingsbeskrivelse indeholde oplysninger om omfanget af de til stillingen knyttede særlige funktioner, herunder ledelsesfunktioner, eventuel konsulentforpligtelse m.v.

  2. Er der knyttet konsulenttjeneste til andet sygehus (udetjeneste) til stillingen, bør du inden du siger ja, sikre dig, at der er indgået aftale om honorering og vilkår for udetjenesten.

  3. Hvis der til en stilling er knyttet vagtforpligtelse i forhold til flere tjenestesteder, bør du ikke sige ja til stillingen, før du har sikret dig, at der er indgået aftale med FAS om dette.

  4. Ved stillinger som ledende overlæge eller lægelig chef, som omfatter ledelse af flere geografisk adskilte enheder, bør du ikke acceptere ansættelse, hvis der ikke foreligger aftale med FAS om vilkårene herfor.

  5. Tilsvarende bør du som ledende overlæge eller lægelig chef ikke acceptere ledelsesansvar for afdelinger, der omfatter flere grundspecialer, hvis der ikke foreligger aftale med FAS om vilkårene herfor.

  6. Hvis der til stillingen er knyttet arbejdsopgaver, som henhører under socialområdet og undervisnings- og kulturområdet, skal der foreligge en aftale mellem amtet og FAS. Hvis ikke en sådan aftale foreligger, skal du kontakte FAS' sekretariat.

  7. Lægelige chefstillinger kan besættes på åremål. FAS har indgået aftaler med hhv. Amtsrådsforeningen og H:S om ansættelsesvilkår ved åremålsansættelse af lægelige chefer. FAS har endvidere indgået lokalaftaler med flere amter om vilkår for ledende/administrerende overlæger, der er ansat i en nærmere aftalt funktionsperiode. Fraviges disse aftaler, skal du ikke sige ja til stillingen, før FAS har været inddraget.

Løn- og ansættelsesforholdene skal i øvrigt være i overensstemmelse med de gældende overenskomster og aftaler.

Ud over den centralt fastsatte løn for overlægestillinger og lægelige chefstillinger er det muligt decentralt at forhandle tillæg i form af kvalifikationsløn, funktionsløn og resultatløn, jf. principperne i reglerne om ny løndannelse og aftalen om decentral løn.

Kvalifikationsløn kan aftales, hvis du har særlige kvalifikationer og erfaringer af betydning for den pågældende stilling. Kvalifikations-tillæg kan begrundes med rekruttering og fastholdelse.

Funktionsløn kan ydes med henblik på særlige arbejds- og ansvarsområder, der er knyttet til stillingen.

Resultatløn baseres på opfyldelse af bestemte målelige eller konstaterbare resultater af enten kvantitativ eller kvalitativ karakter.

FAS har aftalt vejledende kriterier for funktionsløn og kvalifikationsløn med henholdsvis Amtsrådsforeningen og HS. Disse vejledende kriterier kan ses på FAS' hjemmeside: www.fas.dk.

Ønsker du at få tillæg til den overenskomstmæssige løn, skal du bringe det op over for ansættelsesmyndigheden, inden du siger ja til stillingen.

Forhandlingsretten til sådanne tillæg er fra foreningens side tillagt Overlægeforeningens amtsrepræ-sentanter. En oversigt over amtsrepræsentanterne ses også på www.fas.dk.

Overgangstillæg i forbindelse med ny løn

Pr. 1. april 2003 overgår overlæger og lægelige chefer til at være omfattet af aftalen om ny løndannelse. I forbindelse med overgangen er det aftalt med Amtsrådsforeningen og H:S, at der til de pr. 31. marts 2003 ansatte ydes et ikke-pensionsgivende overgangstillæg på 17.500 kr. (31.3.2000-niveau). Til ansatte på åremål i H:S udgør tillægget 8.750 kr. (31.3.2000-niveau).

Du bør ved stillingsskift specielt være opmærksom på, at du ikke automatisk får overgangstillægget med i din nye stilling, hvis du skifter stilling med virkning fra den 1. april 2003 eller senere. Du skal derfor huske at betinge dig et tillæg, der mindst svarer til overgangstillægget, før du siger ja til en ny stilling efter 1. april 2003.