Når læger drømmer ...

Snart tager et nyt hold beslutningstagere over i kommunerne. Og står det til lægerne, måtte de godt koncentrere sig endnu mere om de opgaver inden for forebyggelse og rehabilitering, som kommunerne fik ved den seneste strukturreform.

For selv om der er sket meget mange steder, er der også nogle steder sket for lidt.

Spørger man de praktiserende lægers formand, Michael Dupont, om hvordan hans drømmekommune egentlig ser ud, snakker han først organisation.

Sundhedsarbejdet bør forankres i kommunens forvaltning i form af en selvstændig sundhedsafdeling, som kan samle aktiviteterne - et kraftcenter, om man vil. Dernæst handler det om selve sundhedsmenuen.

»Kommunen skal have tilbud inden for den borgerrettede forebyggelse, tobaksafvænning, kostvejledning m.m. Vi har behov for tilbud at henvise til. Der skal være veletablerede rehabiliterings- og genoptræningsordninger, som vi kan henvise til lige så nemt og ukompliceret som til privatpraktiserende fysioterapeuter«, siger han.

»Kommunikationen med primærsektoren skal være elektronisk, og det gælder også for plejehjem og hjemmepleje. Siden skal der være en sundhedspolitik med grøn profil, som skulle markere sig f.eks. i maden på skolerne, lokaltrafik med sikre cykelstier og godt med idrætsfaciliteter«, siger han.

»Og så skulle der være gode sociale tilbud til ældre for at imødegå social isolation«.

Så vidt PLO's formand, som faktisk selv har en mulighed for at være med til at gøre disse drømmerier til virkelighed. Han stiller op til valget i Rudersdal Kommune for De Radikale.

Større forståelse

Det er selvfølgelig ikke nødvendigt for praktiserende læger at blive kommunalpolitikere for at få indflydelse. Allerede da strukturreformen trådte i kraft, gik almen praksis rundt omkring i landet i gang med at organisere sig og positionere sig i forhold til de nye kommuner.

Ofte i form af lægelav, der ikke skal konkurrere med de normale beslutningstagende strukturer men være, hvad man vel kan kalde en dialogpartner over for kommunen. Et af de første lav var APSIS, som står for Alment Praktiserende Speciallæger i Sønderborg.

Og hvordan er det så gået?

»Det fungerer fint. Vi har f.eks. haft møder, hvor vi har talt om kommunens nye sundhedscenter, om influenzavaccine, vi har drøftet kørselsordninger for patienter, KRAM-undersøgelsens resultater, og vi har lavet KOL-kampagner sammen med kommunen. Vi har snakket om udsatte familier og naturligvis om attester - det er en genganger«, siger formanden, Bent Stolberg.

Det er der ikke det fjerneste i vejen med, og Bent Stolberg giver udtryk for tilfredshed med samarbejdet - men fremover kunne han godt ønske sig større reaktion.

»Kommunen er blevet en meget stor organisation. En supertanker med langt til kommandobroen«, siger han.

Lægerne i Sønderborg kunne også godt tænke sig mere overskuelighed og kontinuitet i hjemmeplejen.

»Vi bliver dagligt ringet op af hjemmesygeplejersker, som ikke kender patienterne. Mange sygeplejersker er på deltid, og mange bliver flyttet rundt mellem forskellige nye distrikter. Det virker også som om, at kommunen forsøger at spare på sygeplejerskerne. Men der mangler kontinuitet, og vi har svært ved at overskue de nye distrikter«, siger han.

Omvendt har samarbejdet med kommunen også givet lægerne en større forståelse for de politiske rammer og indsigt i de problemer, som en så stor organisation kan have med f.eks. underbemanding og ledelsesproblemer.

Sygehuslægerne: overblik, tak

Overlæge, dr.med. Bjarne Ørskov Lindhardt fra Hillerød Hospitals lunge- og infektionsmedicinske afdeling peger også på kommunernes vilkår.

»Det må være svært at være kommune. Enhver tv-avis har jo et indslag om en eller anden rædselskommune. Det må være et utaknemmeligt job«, siger han.

Så når han drømmer om den perfekte kommune, er han helt på det rene med, at drømmen kan være vanskelig at realisere.

Han så gerne, at kommunernes sundhedsarbejde kom til at ligne lægernes lidt mere.

»I hospitalsvæsenet bruger vi jo enormt mange resurser på at gøre tingene på samme måde overalt. Vi har akkrediteringer, retningslinjer, anbefalinger m.m. Men vi ved faktisk ikke rigtig, hvad der sker med vores patienter i den ene kommune sammenlignet med den anden«, siger han.

»For eksempel er der noget, der hedder ,maksimal hjemmehjælp`. Det er niveauet lige før plejehjem. Men det er forskelligt fra kommune til kommune, hvad det indebærer. Nogle steder betyder det hjælp fire gange i døgnet - andre steder seks gange osv.«, siger han.

»Det er svært at gennemskue kvaliteten af opfølgningen i kommunerne«.

Der er en kvalitetsmodel på vej for kommunerne i stil med den øvelse, der er overgået sygehusene. Ville det ikke hjælpe?

»Jo, det ville være rart med nogle standarder og retningslinjer«, siger Bjarne Ørskov Lindhardt og er på samme tid opmærksom på, at der i så fald vil blive grebet ind over for kommunernes selvbestemmelse.

»Mangfoldigheden er faktisk et problem. Måske skal vi se på det, som nogle landspolitikere er begyndt at tale om - borgerrettigheder. Hvis en patient ved udskrivning har ret til f.eks. besøg af ergo- eller fysioterapeut i hjemmet x antal gange de næste to måneder, så er det op til kommunerne at sørge for det«, siger han.

Søde drømme. Landets læger er udmærket godt klar over, at drømme ikke altid kan omsættes til det virkelige liv med budgetproblemer, grænser for resurseudnyttelse osv. Men hvis nu ... Hvis bare ...