Hospitalslæger klager over alverdens administration, registreringer, kontrol og andet, der stjæler tid fra det, de betragter som lægeligt arbejde. Nogle tager konsekvensen og søger væk. Og ser sig ikke tilbage.
Indtil for halvandet år siden var Peter Jeppesen overlæge på Øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital, hvor han bl.a. var uddannelsesansvarlig. Uengageret har han ikke været – Foreningen af Yngre Øjenlæger kårede f.eks. i 2013 afdelingen som det bedste uddannelsessted – men alligevel sagde han hospitalsverdenen farvel for i stedet at nedsætte sig som speciallæge i privat regi.
Det blev Brønderslev 169 km væk, som blev hans nye jobmæssige hjem. Her deler han i dag klinik med en anden øjenlæge, som ligeledes er fra Aarhus.
”Jeg havde været overlæge i fem år, da jeg skiftede, og før det var jeg afdelingslæge og under uddannelse. Jeg havde været på samme afdeling i mere eller mindre 18 år”, siger han.
Men der var ikke tale om, at han bare havde fået lyst til noget andet. Han blev nærmest presset ud. Ikke direkte, men indirekte.
”Det blev lidt for meget mikroledelse og detaljestyring af små ting, som lige så godt kunne løses af dem, der sidder med det til hverdag”, siger han.
Kan du give et eksempel?
”På et tidspunkt fik vi flere operationer for grå stær. En af mine kolleger – en overlæge – havde sagt op, og inden han skulle stoppe, blev han sat til at operere en række patienter for grå stær. Men han skulle også afvikle ferie, og det havde ledelsen ikke haft styr på, så vi stod lige pludselig med en masse patienter, som var opereret på det ene øje men ikke det andet. Vores ventetid på en operation var tre-fire måneder. Det var urimeligt for de patienter, som allerede var opereret på et øje. Jeg skulle så operere om aftenen, og det gør jeg gerne, men det var dårlig planlægning”.
”Et andet eksempel er, at en af mine kolleger, en ældre overlæge, som havde opereret i mange år, blev dikteret at lave nogle ting, som lå langt uden for hans interesseområde. Det har ledelsen ret til, men det virkede som chikane. Det gider jeg egentlig ikke”.
Der var dog ikke kun faktorer, som skubbede ham ud fra hospitalet. Der var også nogle i praksislivet, som trak.
”Hovedårsagen var, at de heroppe i nord manglede øjenlæger. Man kunne få meget gode vilkår for sit arbejdsliv, som man kunne indrette, som man gerne ville. Jeg har altid været lidt bange for, om det var fagligt ensomt at være i en praksis. Men her var der mulighed for at være to, så jeg har en kollega at sparre med”.
Den faglige sparring dyrker Peter Jeppesen og hans kollega ikke mindst under de lange bilture mellem hjemmene i Aarhus og klinikken i Brønderslev, hvor de skiftes til at være chauffør.
Hvad med risikoen – pludselig kan der f.eks. komme nye visitationsregler?
”Der er jo en risiko. Lige nu kan vi levere nogle ydelser, som regionerne har brug for, men det kan ændre sig. Vi gør det så godt, som vi kan. Hvis regionen finder noget, de mener er bedre og billigere, så er det sådan. Det er en del af det at have en praksis, at alt kan blive taget fra os”.
Arbejder du lige meget som før?
”Jeg arbejder mindre nu, for jeg har den ferie, jeg har brug for, og jeg har fri om aftenen og i weekenderne. Det havde jeg ikke før. Jeg skal heller ikke lægge uddannelsesplaner for yngre læger, lave vagtplaner og skrive artikler. Men arbejdsdagene er lange, fordi jeg har den transport, jeg har”.
Kunne du forestille dig at vende tilbage til et hospitalsjob?
”Jeg kan ikke sige, om jeg om fem-ti år får lyst til eller mulighed for noget andet. Men umiddelbart har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage. Du har stor frihed i praksis og direkte indflydelse, så du kan lave noget om, hvis du kan se, at der er noget, der ikke fungerer. Eller hvis du får lyst til at prøve noget, så gør du det bare. Det er en stor lettelse, hvor det på hospitalerne er tunge systemer, du skal rykke med”.
Jeg tror bare, det gik op for mig, at jeg ikke kunne få faglig fred. Danny Reving, psykiater hos behandlingsstedet for misbrugere KABS i Glostrup Kommune
Andre FAPS'ere har samme budskab om frihed. Og det er ikke noget nyt fænomen.
Peter Koefoed Tingsgaard driver en øre-næse-hals-klinik i Slagelse, og det har han gjort siden 2003. Det tog ham ca. et halvt år, efter at han var blevet speciallæge, at beslutte sig for et ”tak, men nej tak” til hospitalslivet.
”Jeg syntes, der allerede dengang var for lidt patientkontakt. Og det var det, der interesserede mig mest”, siger han.
Han vurderer, at han i dag bruger mindst 90 pct. af sin arbejdstid sammen med patienterne. Administration f.eks. fylder meget lidt, og han kan stadig se meningen med den administration, der er.
”Praktiserende speciallæger indberetter til enkelte, relevante databaser, og vi har også akkrediteringssystemer. Men det bliver mere relevant, når det er ens egen virksomhed, man arbejder med”, siger han.
Så friheden trak, og det gjorde selvbestemmelsen også.
”Jeg syntes, det var interessant at komme ud og lede en virksomhed og gøre det rigtigt. Her er det mig, der har beslutningskompetencen, og det er ikke tilfældet på afdelingerne mere. Det kunne jeg se allerede dengang. Som ledende overlæge kunne man ikke bestemme alligevel, men var blevet mellemleder”.
For eksempel har Peter Koefoed Tingsgaard udviklet sin praksis, så den ikke blot er bygget fysisk om og flyttet til andre lokaler, men også er blevet udbygget med nye funktioner.
Savner du ikke noget?
”Lige da jeg var gået ud i praksis, savnede jeg at undervise og lære andre op. Men efterfølgende er jeg blevet tutorlæge og har derfor yngre kolleger i klinikken til daglig, og det er en meget stor tilfredsstillelse at lære dem grundigt op i behandling og håndtering af patienterne, store som små”.
Endnu et kodeord er fleksibilitet.
”Alt efter ens personlige og familiære forudsætninger kan man i speciallægepraksis tilpasse sig. F.eks. kan man ændre arbejdstider og have forskellige frihedsgrader uden at skulle spørge særlig mange om det. Man skal blot leve op til overenskomsten”.
Langt de fleste praktiserende speciallæger arbejder på basis af et ydernummer og er dermed omfattet af en overenskomst med regionerne, om end der i enkelte specialer findes speciallæger, som praktiserer 100 pct. privat. Det gælder f.eks. inden for børne- og ungepsykiatrien.
De seneste år har antallet af fuldtidskapaciteter – dvs. både hel- og deltidsarbejdende FAPS'ere omregnet til fuld tid – ligget nogenlunde stabilt på lige under 900. I 2016 var tallet f.eks. på 892.
Det er regionerne, der bestemmer antal og placering af ydernumre, og hvis regionerne ser et behov for at etablere nye ydernumre, hjælper FAPS gerne til.
”Det er regionernes ret at prioritere, hvor behandlingerne skal udføres. Det respekterer vi”, siger Kirsten Ilkjær, formand for FAPS.
”Vi står gerne til rådighed for at udvide vores kapacitet, hvis regionerne gerne vil have det”.
Den overvejelse kunne passende komme i forbindelse med de kommende supersygehuse.
”Vi står i en ny situation. Nu kommer supersygehusene, og hvad angår den behandling, der ikke behøver foregå på højt specialiseret niveau, der kunne det være interessant at medtænke de praktiserende speciallæger, og det gælder bredt inden for alle specialer”, siger Kirsten Ilkjær.
At eventuelle nye ydernumre ikke vil kunne fyldes, tror hun ikke på.
”Nogle af vores medlemmer har allerede noget kapacitet, som vil kunne udnyttes, og vi ved også, at vi har held med at besætte nyopslåede ydernumre. Der er kun ganske få ydernumre, der står tomme nu”.
Findes der ikke ledige ydernumre, eller frister det privatpraktiserende liv ikke, er der andre alternativer til hospitalslivet. Det er Danny Reving et eksempel på.
Han er speciallæge i psykiatri og har ledt efter et sted at passe ind i det sædvanlige system.
”I min sidste del af hoveduddannelsen var jeg i distriktspsykiatrien, og det var jeg faktisk rigtig glad for arbejdsfunktionsmæssigt. Men arbejdsforholdene blev ringere og ringere og dermed mulighederne for at lave god behandling”, siger han.
”Jeg var der på et tidspunkt, hvor der var travlt med lean og ydelsesregistrering, og det handlede jo om produktivitet og produktion. Det blev fabriksagtigt. Både jeg og nogle af mine dygtige kolleger, sygeplejersker og andre fik sværere ved at arbejde fornuftsbaseret og professionelt”.
Hvad gjorde du så?
”Jeg tænkte, at jeg må prøve at gå til sengepsykiatrien og se, om jeg kan trives der. Så kom jeg tilbage til en lukket afdeling, hvor jeg havde været i mit uddannelsesforløb, og som jeg havde været rigtig glad for. Der oplevede jeg, at miljøet var blevet virkelig barskt i de år, jeg havde været væk. Det var helt tydeligt for mig, at det var effekten af at skære sengepladser i en grad, så det, der var tilbage, var meget hård psykiatri. Jeg oplevede det ikke som et trygt sted at være”.
Så flyttede du igen?
”Jeg tænkte, at jeg må give det et sidste forsøg og se, om jeg kan overleve i regionalpsykiatri og kom til Sct. Hans, hvor jeg også havde været i hoveduddannelse, og hvor jeg var rigtig begejstret for deres behandlingsmetoder. Det var ligesom et sidste skud i bøssen for at se, om jeg kunne passe ind i denne her regionale psykatri. Jeg mener stadig, der foregår god behandling på Sct. Hans, men der er desværre også gået en lille smule pølsefabrik i det. Det er blevet leanet – såkaldt effektiviseret”.
Kunne du ikke ændre på det?
”Jeg har brugt en del krudt på at se, om jeg kunne prøve at ændre noget indefra. F.eks. via tillidsmandsarbejde gennem mange år, og jeg var også på et tidspunkt næstformand for Yngre Læge Rådet og med i en kommission om yngre lægers arbejdsmiljø. Hovedet på sømmet var, at centeret skulle gennem en lean-proces, som for mig at se var fuldstændig meningsløs. Jeg tror bare, det gik op for mig, at jeg ikke kunne få faglig fred. Jeg kunne ikke blive fri for evindelige forstyrrelser i mit arbejdsliv via mikromanagement”.
Han lægger skylden på ledelseslaget.
”Gennem nogle år har jeg mere og mere oplevelsen af, at ledelsen ikke var dygtig. Ikke forstod problemernes omfang og ikke lyttede til lægerne, når de sendte nødsignaler. I min optik er det allerstørste problem sengekapaciteten. Det er tydeligt for enhver, der har været i nærheden af en psykiatrisk afdeling, at der er en markant underkapacitet. Når man så igen og og igen får at vide af sin direktion, at der slet ikke er noget problem, og at vi bare har misforstået det, så er tilliden til, at min ledelse har kompetencerne til at løfte opgaven, væk”.
I dag er han hos KABS – en selvejende institution under Glostrup Kommune, der behandler stofmisbrugere.
”Jeg er søgt et sted hen, hvor jeg kunne få min faglighed tilbage og arbejde mere fornuftsbaseret, mere fleksibelt og smidigt afhængigt af patientens situation. Et sted, hvor jeg kunne bruge min professionalisme; hvor jeg kunne være speciallæge uden en masse bånd til at binde mig”.
Overvejede du aldrig af blive privatpraktiserende?
”Jeg syntes nok, at jeg stadig var lidt grøn. Jeg blev færdig som speciallæge for to og et halvt år siden. Jo, jeg var speciallæge, men syntes stadig, jeg havde masser at lære, og min største tvivl eller ærgrelse over ikke længere at være i hospitalsregi er, at jeg mistede kontakt til gode kolleger”.
Læs også: Tårnhøj patienttilfredshed med FAPSerne
Læs også: Kolleger fra andre hospitaler bakker op om klinikchefers protestbrev
