Skip to main content

Når politiet kommer

Speciallæge Niels Poul Gammelgaard, Lægeansvarsudvalget, ngammelgaard@dadlnet.dk

24. apr. 2006
3 min.

En patient er død efter behandling på din klinik. Dødsårsagen er uafklaret. Anklagemyndigheden involveres, og politiet banker på din dør. Du sigtes for uagtsomt manddrab.

Kort tid efter er pressen der med deres version af sagsforløbet. De vil gerne høre din. På få sekunder ser du din tilværelse styrte i grus. Du må dreje nøglen om for din praksis. Patienterne flygter væk på grund af heftig presseomtale. Du mærker kollegerne svigter dig. Hvad gør du?

  1. Undlader at udtale dig til pressen.

  2. Undlader at udtale dig til politiet, inden du har talt med en advokat.

  3. Kontakter din lokale tillidsmand med det samme samt formanden for din organisation og endelig naturligvis Lægeforeningens juridiske sekretariat.

Du skal regne med, at du nu bliver involveret i en proces, som ikke kun har juridisk karakter. En proces, der får store, personlige konsekvenser for dig og din familie, for hele jeres tilværelse. Det er vigtigt, at du ikke tager kampen op ene mand, men straks søger al den bistand, det er muligt at stable på benene.

De fleste af den slags sager rejses gennem Patientklagenævnet som såkaldte § 18-sager, men ud over dette er der mulighed for, at politiet af egen drift rejser sigtelse for overtrædelse af lægelovens § 18 og af straffelovens bestemmelser.

Den nye bekendtgørelse om offentliggørelse af afgørelser i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet betyder, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor Patientklagenævnet offentliggør en afgørelse på grundlag af en mistanke om grov forsømmelighed, og hvor denne mistanke senere afkræftes i det strafferetlige system.

For den enkelte læge vil dette naturligvis kunne få en altafgørende betydning og en direkte ødelæggende indflydelse på såvel nuværende som fremtidige erhvervsmuligheder, også selv om man skulle blive frikendt ved domstolene.

Lægeforeningens jurister har stor kompetence på området. De beskæftiger sig dagligt med klagesager over læger og de afgørelser, som træffes i Patientklagenævnet. Lægeforeningen stiller endvidere i visse tilfælde advokatbistand gratis til rådighed, når der rejses straffesager for de civile domstole. Man skal vide, at hyrer man sin egen advokat uden om Lægeforeningen og taber sagen, kommer man selv til at udrede omkostningerne i forbindelse med sagen. Dette er ikke tilfældet, hvis man entrerer med Lægeforeningens juridiske ekspertise.

Så endnu en gang, det er vigtigt, så snart du får en sag på halsen, kontakt Lægeforeningens juridiske sekretariat uden tøven!

»Lægelovens § 18

Den læge, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelser af stk. 1 påtales af statsadvokaten.«

Lægeforeningen har kendskab til 58 sager, som i årene 1995 til 2004 af Patientklagenævnet er blevet oversendt til politimæssig efterforskning på grund af mistanke om overtrædelse af lægelovens § 18. Af disse sager blev 23 afsluttet med påtaleopgivelse, fordi anklagemyndigheden ikke mente, at de kunne føre til domfældelse. I ti af sagerne blev lægerne frifundet i byretten. Kun i 25 - dvs. 41% - af sagerne blev lægerne dømt.

Dette viser, at der langt fra er tilstrækkelig retssikkerhed om Patientklagenævnets afgørelsespraksis, og at Patientklagenævnets vurderinger i rigtig mange tilfælde ikke kan holde ved domstolene.

Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg

Kim Solstad, formand, udpeget af Hovedbestyrelsen

Niels Poul Gammelgaard, FAS

Connie Lærkholm Hansen, FAS

Margit Maltesen, PLO

Marlene Mohr, YL

Morten Gustav Poulsen, YL

Ole Eckhardt Poulsen, Hovedbestyrelsen

Poul Schønbeck, YL

Helle Wiingaard, PLO