Når røntgenfolket ler

Man kan høre os pusle i de mørke gange. Med privat tøj under kitlen og små blå plasticdimser sat fast på tøjet med sikkerhedsnåle går vi rundt. Røntgenfolket. Lytter man godt efter, kan man høre os le. Hyppigt og højt. »Men hvad er det da, som er så morsomt?«, tænker du måske. Hvad kan der på nogen måde være at grine ad i de dystre gange blandt summende computerskærme, hvor dagslys er en fjende, og D-vitamin-mangel er en arbejdsskade? Dernede i det lægelige udkantsdanmark, hvor sandsynligheden for at få stråleinduceret grå stær er højere end sandsynligheden for at vide, om solen skinner klokken 12.00. Hvad kan, med undtagelse af vagtbelastningen og udsigten til en lukrativ privatklinik, være så fornøjeligt, at røntgenfolket giver sig til at le? Lad mig løfte sløret. Vi ler ad alle de søde breve, der dumper ind hver dag. Små hilsener fra klinikerne oppe i lyset. Nogle breve er lange og indviklede - nogle er korte og præcise. Andre igen er skrevet i ulæseligt kodesprog. Nogle hilsener er præget af dyb frustration andre af forvirring. Ja, indimellem kan vi ligefrem opleve, at afsenderen helt har glemt at skrive noget i brevet, før det blev sendt.

Når vi modtager en sådan lille hilsen, pirrer det både fantasien og nysgerrigheden, og vi forestiller os, hvordan den er blevet til. Vi forestiller os samtalen med patienten, den kliniske undersøgelse og andet, der kunne være relevant for brevets opståen. For tilblivelsen af »røntgenhenvisningen «, som vi kalder et sådant brev - dette livstegn - fra verden ovenpå. Lad mig illustrere det: Forestil jer f.eks. hvordan fantasien får næring af denne henvisning: »Patienten har ... med flere forskellige piger «. Har jeg ret?

Nå, nu sker der jo meget i den kliniske verden, og folk holder sig friske længe. Geriatriske patienter går indimellem til squaredance og tager på vandreture. Men alligevel blev jeg lidt overrasket over medicinens fortrinlige fremskridt, da jeg modtog følgende henvisning til knogleoptagelse af et ben: »245-årig mand faldet på ski «. Ja, man må sige, at geriaterne er et kompetent folkefærd! Indimellem hører man også, at den paternalistiske lægerolle i vor tid langsomt erstattes af en mere dialogbaseret læge-patient-relation. Ikke desto mindre dukkede der for nogen tid siden en henvisning op med ordlyden: »Kraftig hæmaturi efter ordination af overlægen «. Sikken en autoritetstro fra en ældre medborger!

Selvom vi flittigt læser i bøgerne ved små læselamper i kældrene, dukker der jævnligt besynderlige symptomkomplekser op, som vi aldrig har hørt om. Demens kan nu tilsyneladende afsløres i knoglerne, hvis man skal tro denne henvisning til røntgenundersøgelse af højre hånd: »OBS tommelfinger og Alzheimer demens«. Men hvordan den bagvedliggende kliniske sammenhæng er for henvisningen: »Røntgen af foden og hoste «, er jeg fortsat ikke klar over. Til de helt korte breve hører f.eks.: »Smerter «, »OBS « eller ligefrem »...?«. Den slags breve er så triste at få, fordi de trods alt kræver mere fantasi, end vi har hernede. På samme måde er det med de breve, der ankommer i kodesprog: »Kr. HBV og PV. STIGN. CA-19-9. Årsag? « Et sådant brev minder mig om, dengang jeg var barn og byttede om på bogstaverne i alfabetet. På den måde kunne man skrive hemmelige hilsener, som kun de indviede kunne læse. Jeg er således stadig ved at undersøge, om »KAG og CABG samt LUTS « måske alligevel er en kærlighedserklæring ... Indimellem er brevene ligefrem uhyggelige som f.eks.: »Det er en mystisk historie ... «, og så kan det nok være, man skutter sig i det dystre lokale. I kælderen lærer man også, at skadesmekanismer kan være mangeartede, og at lidelsen, der følger efter, til tider er ganske uforudsigelig. Læs bare dette: »Patienten spiser stol og pådrager sig fraktur af albue dexter «. Ja, så kan man blot - på patientens vegne - glæde sig over, at han ikke spiste hele møblementet! For slet ikke at tale om dette: »Patienten har mudder i højre flanke «. Hvordan patienten har fået mudderet derind, er mig imidlertid fortsat en gåde. Som beskrevet, er brevene indimellem præget af frustration og forvirring. Enhver læge kan nok levende forestille sig den læge-patient-samtale, som ligger forud for henvisningen med ordlyden: »Denne patient bedes indkaldt og udredt for samtlige diagnoser! « Men selvom vi elsker breve, bliver de dog indimellem lidt for lange og omfattende - men alligevel rigtig spændende! (Hvis man altså ikke bekymrer sig om den henvisende læges tavshedspligt). Til disse breve hører de komplette kontinuationer, hvor patientens sidste mange besøg hos lægen kopieres direkte ind i henvisningsfeltet. Får vi en sådan hilsen, må vi sætte den ternede Sherlock Holmes-hat på skrå (piben er forbudt på sygehusets matrikel) og nøje studere, hvilken service der ønskes og hvorfor. Disse romaner, disse udførlige levnedsbeskrivelser, som på malerisk vis gennemgår patienten til mindste detalje, indeholder ofte spændende oplysninger om arbejdsforhold, psykiske problemer og - ikke mindst - interessante informationer om familiemedlemmer og disses genvordigheder. Således kan man læse, at: »Patientens ægtefælle har ikke længere et overforbrug af alkohol « eller at »patientens mor har været psykisk syg hele livet «.

At nogle mennesker er arbejdssky, er vel en kendsgerning, men at de tillige skal røntgenfotograferes derfor, kan måske undre. Læs f.eks. denne henvisning: »Ondt i scaphoideum mandag til fredag 9-13 «. Andre mennesker, derimod, kan overkomme det umulige. Det vidner denne henvisning om: »Patienten har fået en vindmølle over brystet! « Hvorvidt det var en 2,3 eller 3,5 gigawatt-mølle, måtte jeg imidlertid fantasere mig til.

Og sådan lever røntgenfolket i de mørke gange. Med smil og glæde over alle de rare hilsener og i særdeleshed i kraft af vores gode fantasi: »Patienten er generet af ructus i en

sådan grad, at det vækker hendes naboer om natten! « ... man må da ikke håbe, at hun bor i parcelhus.

Mette Marklund E-mail: mettemarklund@hotmail.com INTERESSEKONFLIKTER: ingen