Skip to main content

Når sygdomme bliver til våben

Journalist Thomas Lauritzen, Bruxelles

2. nov. 2005
8 min.

Billederne af kaprede passagerfly, der smadrer ind i New Yorks tvillingetårne flimrede stadig over millioner af tv-skærme, da en ny trussel slog den amerikanske befolkning med panik.

Ofrene var i dette tilfælde færre, men til gengæld var våbnene usynlige, gerningsmanden er aldrig blevet fundet, og de potentielle konsekvenser af en lignende forbrydelse er langt større end tragedien i World Trade Center.

I september og oktober 2001 dukkede en række anonyme breve op i Florida, New York og Washington. Brevene var dødsensfarlige, selvom der ikke var nogen bomber i dem. Et fint hvidt pulver dryssede ud af konvolutterne, fyldt med miltbrand-sporer.

23 mennesker blev med sikkerhed smittet med miltbrand, de 11 af dem ved direkte inhalering af pulveret. Fem af dem døde.

Efterforskningen afslørede, at bakterierne i alle brevene med stor sandsynlighed kom fra samme kilde, og at de var blevet sluppet løs på udvalgte ofre med vilje. Det var et tilfælde af biologisk terrorisme, som satte alarmklokker i gang over store dele af verden.

I Europa blev både militære og civile myndigheder bedt om at svare på, om der var beredskab til at tage kampen op med den slags trusler, ikke mindst hvis våbnet i stedet for miltbrand skulle vise sig at være en stærkt smittefarlig virus som kopper. Det gjaldt også landenes sundhedssystemer.

Svaret var i vidt omfang nej. Og på trods af en række nye initiativer i både EU og NATO siden da, så er svaret stadig nej.

Det er der flere grunde til, og en del af dem kunne undgås.

Nul samarbejde

Eksperterne i de internationale organisationer erkender, at det nødvendige antal vacciner ikke eksisterer i de fleste lande. Læger og sundhedspersonale er ikke uddannet til at identificere sygdommene og reagere korrekt for at begrænse den type bevidst plantede epidemier.

Men det mest overraskende er, at EU og NATO i dag - 18 måneder efter angrebene i USA - stadig ikke har noget samarbejde om at forsvare Europas befolkning mod biologisk terrorisme.

»Den dag i dag eksisterer der reelt overhovedet intet samarbejde. Hvis Europa bliver udsat for et biologisk angreb i morgen, så er risikoen for en totalt forvirret reaktion enorm,« siger Stephen Orosz, direktør for NATO's afdeling for civil krisestyring.

Der findes både videnskabelige og praktiske årsager til, at biologiske våben er sværere at forsvare sig imod end nukleare eller kemiske våben. Men når det gælder mulighederne for en koordineret reaktion i Europa, så lægger forsvarsalliancens eksperter ikke skjul på, at problemerne bliver forværret af helt andre grunde.

Det handler om penge, bureaukrati og politiske magtspil.

»De to internationale organisationer, der skal koordinere den civile krisestyring i Europa i tilfælde af en bevidst plantet epidemi eller et angreb med kemiske våben, har reelt ikke noget samarbejde. Vi kender ikke hinandens planlægning, og vi har aldrig udført øvelser i fællesskab. Det er et meget alvorligt problem,« siger Stephen Orosz fra NATO.

Parallel indsats

Forsvarsalliancen har mange års erfaring med at identificere de former for vira og bakterielle sygdomme, der er blevet - og måske stadig bliver - dyrket rundt omkring i verden med henblik på produktion af biologiske våben.

NATO arbejder sammen med en lang række partnerlande, og efter den 11. september 2001 er der også iværksat et særligt samarbejde med Rusland på området. Helt frem til Berlinmurens fald havde Sovjetunionen et omfattende program for biologisk krigsførelse, der omfattede sygdomme som miltbrand, kopper, pest, botulisme og forskellige former for blødningsfeber.

Siden miltbrand-attentaterne i USA har NATO intensiveret arbejdet på at sikre hurtig og effektiv udveksling af information mellem landenes eksperter, ikke mindst i Europa. Strategier for vaccination og behandling bliver testet gennem øvelser, og man undersøger, hvorvidt den nødvendige medicin og det nødvendige udstyr findes i landene.

Stort set det samme er foregået i EU, siden det i efteråret 2001 for alvor gik op for de europæiske ledere, at unionen kunne få behov for en fælles reaktion i tilfælde af biologisk terrorisme. Mekanismerne for hurtig alarmering og gensidig information mellem medlemslandene er blevet styrket, og der er blevet skabt en komité for sundhedssikkerhed med repræsentanter for kommissionen og for sundhedsministrene i de 15 lande. Den komité skal kunne sørge for en koordineret reaktion i tilfælde af biologiske angreb på medlemslandene.

Den 1. maj sidste år oprettede kommissionens generaldirektorat for sundhed og forbrugerbeskyttelse en særlig task force om bio-terrorisme, som skal rådgive komitéen.

Men der er intet samarbejde mellem EU's task force og eksperterne i NATO.

Fransk blokade

»Der er blevet skabt kontakt på politisk niveau, men det er korrekt, at vi ikke har noget åbent og tæt samarbejde på ekspertniveau. Desværre,« siger Helmut Walerius, medlem af EU's task force om bio-terrorisme og personlig assistent for gruppens chef, George Gouvras.

»Vi ville meget gerne arbejde tættere sammen med eksperterne i NATO, for de har stor kapacitet og erfaring på det her område. Men det har indtil videre ikke været muligt,« siger Walerius.

Begge parter erkender altså behovet for at samarbejde, men det kan ikke lade sig gøre. Der er forskellige forklaringer på hvorfor. Ingen af dem har noget med sundhed at gøre.

Helmut Walerius har indtryk af, at forskellige regler om sikkerhed og fortrolighed i henholdsvis EU og NATO har været et af problemerne indtil nu. Først for nylig lykkedes det de to organisationer at få fjernet nogle af hindringerne for et permanent samarbejde, som også omfatter udveksling af dokumenter.

I NATO afslører direktør Stephen Orosz, at også samarbejdet om civil krisestyring - herunder reaktioner i tilfælde af biologisk terrorisme mod civilbefolkningen - har været blokeret.

»Lige siden efteråret 2001 har været et stort pres både i EU og NATO for at flytte en blokade foretaget af ét eneste land,« siger Orosz. Han vil ikke nævne landets navn, men andre bekræfter, at der er tale om Frankrig.

Flere kilder i både EU og NATO fortæller uafhængigt af hinanden, at franskmændene har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at forhindre et samarbejde på området. Lande som Storbritannien og Holland har forsøgt at presse den anden vej, men indtil videre uden held.

»Frankrig er ekstremt interesseret i, at EU tager føringen i den civile krisestyring. Franske diplomater og embedsmænd har været nærmest hysteriske, hver gang der var optræk til samarbejde,« siger en diplomat.

Stephen Orosz beklager situationen.

»Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan dele opgaverne imellem os i stedet for at slås om det her,« siger han.

Mangel på vacciner

Der er ellers opgaver nok at tage fat på, fortæller eksperterne.

Mens der er blevet gjort fremskridt, når det gælder en koordineret reaktion på k emiske våben eller strålingsfare, så har det vist sig meget svært at gøre en fælles indsats mod biologisk terrorisme.

»Det er i sig selv den største risiko, fordi det er nemmere og mere effektivt for terrorister at lave og anvende biologiske våben. Det kræver ikke enorme ressourcer eller meget avanceret teknologi at udvikle en koppevirus,« siger oberst José Alvarez, militærlæge og medlem af NATO's rådgivende medicinske komité.

Han forklarer, at mange forskellige sygdomme potentielt kan anvendes som våben, og at det derfor er svært at forberede et forsvar mod dem alle. NATO forsøger at få et overblik over, hvad der findes af vacciner i de forskellige medlemslande og give retningslinjer for, hvad der bør anskaffes.

»Men det er jo et nationalt spørgsmål. Mange lande har ikke de nødvendige vacciner parat, men de vil ikke bruge de penge, der skal til for at have det nødvendige på lager,« siger José Alvarez.

»Samtidig mangler der uddannelse. Der er jo stort set ingen læger i Europa i dag, som nogensinde har set et tilfælde af kopper,« siger han.

EU's eksperter har konstateret de samme problemer, hvilket formentlig vil fremgå af en meddelelse om status for det europæiske beredskab på området, som ventes offentliggjort af kommissionen i løbet af foråret.

Kommissionens eksperter er meget nervøse for at løfte sløret for konklusionerne, fordi de enkelte lande er i fuld gang med at udvikle forskellige nationale strategier for vaccination og andre former for sundhedsberedskab.

Men det står allerede klart, at medlemslandenes regeringer har afvist at skabe et fælles lager af vacciner eller andre former for medicin. De er heller ikke interesserede i faste aftaler om at udlevere medicin til andre medlemslande, der måtte have behov for det. Interessen for at skabe et konsortium til fælles indkøb af vacciner og antibiotika er også meget lille.

Hvert land sin risiko

»Spørgsmålet om vacciner er nok det mest kritiske,« erkender Thorsten Muench, talsmand for sundheds- og forbrugerkommissær David Byrne.

»Vi har gjort fremskridt på andre områder, for eksempel eksisterer der nu et 24 timers alarm-netværk, vi har fået lavet nogle fælles kliniske retningslinjer til læger og sundhedspersonale, og vi er ved at få overblik over laboratoriekapaciteten,« siger han.

»Men når det gælder behovet for et beredskab af vacciner og antibiotika, så er både niveauer og holdninger meget forskellige i medlemslandene. Mens for eksempel Storbritannien og Tyskland lægger meget stor vægt på det, så betragter lande som for eksempel Finland og Portugal det som mindre vigtigt.«

Hvert land vælger altså dets egen strategi ud fra vidt forskellige opfattelser af, hvor stor risikoen er for et biologisk terrorangreb på befolkningen. Den risikovurdering bliver så afvejet i forhold til omkostningerne.

»Hidtil har landene brugt alt for lidt penge på det her problem,« siger Stephen Orosz fra NATO.

»Bureaukraterne vil hellere bruge penge på beredskab i tilfælde af oversvømmelser, storme eller jordskælv, for det er noget, man kan forholde sig til. Det er meget svært at gøre op i procenter, hvor stor risikoen for et biologisk terrorangreb er,« siger han.

NATO's eksperter har advaret om risikoen i næsten 10 år. Den steg efter terror-angrebene 11. september 2001. Og den stiger efter deres opfattelse igen, hvis USA angriber Irak.

Den næstkommanderende for Sovjetunionens biologiske våbenprogram, Kartjan Alibekov, hoppede af til USA i 1992. I dag hedder han doktor Ken Alibek og er forskningsleder på George Mason University Center i Virginia. Alibek er citeret vidt og bredt i amerikanske medier for at sige, at en del af hans tidligere kolleger utvivlsomt arbejder for Saddam Hussein i dag.

»For 10 år siden krævede det flere millioner dollars at få fat på den nødvendige tekniske viden. Nu koster det bare prisen på en tolk, der kan oversætte fra russisk. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at Irak er i besiddelse af koppevirus,« siger Ken Alibek.