Nærmest utryg

Tirsdag aften faldt mit blik på et nyhedstelegram om de forhandlinger, som regeringen og Dansk Folkeparti for tiden har om fremtidens akutberedskab. »Sundheds- og akuthuse skal øge trygheden« stod der, men skal jeg være ærlig, blev jeg under læsningen faktisk stadig mere utryg.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil sikre trygheden i udkantsområderne ved at oprette en slags kombination af lægehuse og skadestuer. I artiklen står, at de skal kunne lidt mere end de almindelige lægehuse.

Jeg tvivler ikke på, at det er en stor og reel udfordring at overbevise befolkningen i fx det nordvestjyske om, at de kan være lige så trygge som borgeren på Østerbro i København.

Men jeg håber inderligt, at der også er politisk vilje til at sikre borgerne i de tyndt befolkede områder ret til den bedste behandling. De skal have den mest avancerede akutbehandling ligesom alle andre.

Derfor vil jeg opfordre til, at politikerne ikke skaber en slags mellemstationer, hvor patienter ikke kan tilbydes den akutte behandling, som de nye store akutmodtagelser med speciallæger i front vil kunne. Symptomerne hos de patienter, som kommer til akuthuset, bliver ikke vurderet af de trænede speciallæger, som andres bliver. Det er at gøre forskel på patienterne, og det vil udhule selve ideen om at skabe øget kvalitet ved at samle den akutte behandling.

Et selvstændigt problem ved den foreslåede kombinationsmodel er bemandingen. De læger, som i givet fald skulle bemande sundheds- og akuthuse, findes ikke. Praktiserende læger er i forvejen fuldt optagede af at klare opgaverne i almen praksis. Der er mangel på dem, og ikke mindst i de såkaldte yderområder er deres gennemsnitsalder høj. Det er ikke realistisk at satse på, at de skal bemande de foreslåede akuthuse. For de øvrige speciallæger gælder, at de jo i vidt omfang skal sørge for behandlingen på akutmodtagelserne.

Lægeforeningen er ikke imod at styrke den borgernære indsats. Tværtimod. Der er opgaver, som i større omfang kan klares tæt på, så patienten ikke skal køre i timevis. Det gælder fx blodprøver, ekg og røntgenundersøgelser. Det kan fx foregå i lægehuse med praktiserende læger, praktiserende speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter og andre.

Når det gælder den akutte hjælp, er de praktiserende læger - med den nødvendige backup - også klar til at påtage sig en større del af de opgaver, som de er uddannet til. Med flere ansatte som fx bioanalytikere og sygeplejersker, ny teknologi og tidssvarende lægehuse vil de kunne klare flere af de patienter, som i dag sendes på skadestuen. Almen praksis skal suppleres med avancerede ambulancer, som reelt er fremskudte hospitalsenheder, hvor speciallæger kan indlede præhospital behandling.

Jeg underkender ikke den opgave, som landspolitikerne står over for. Ikke mindst på grund af overgangsfasen frem til, at de nye akutmodtagelser er klar. Lægeforeningen bidrager gerne med forslag. Det er helt afgørende, at ønsket om at sikre større tryghed ikke fører til det modsatte - en kvalitet, som borgerne dybest set kan være mindre trygge ved.