Skip to main content

Næsten tre fjerdedele af Region Syddanmarks almene praksis svarer telefonen inden for to minutter

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

12. feb. 2013
3 min.

En ny undersøgelse af tilgængeligheden i almen praksis i Region Syddanmark viser, at 71 pct. af opkaldene bliver besvaret inden for to minutter.

Udvider man intervallet lidt - til fem minutter - boner de almene lægepraksis ind med 88 pct. Næsten alle - 95 pct. - svarer inden for ti minutter. Dermed er der fem pct, af de syddanske praksis, der har brug for mere end ti minutter til at tage telefonen i.

Fra PLO-Syddanmarks side er der tilfredshed med resultatet, men sammen med regionen vil de praktiserende læger nu se nærmere på de fem pct. af praksis, der ligger ud over ti minutter.

"Det er vigtigt at sige, at der er tale om en enkelt opringning. Der er ikke prøvet igen efter f.eks. et kvarter. Så vi ved, at der er fem pct., der ikke på et givent tidspunkt tog telefonen, så dem henvender vi os til sammen med regionen", siger Helle Aarenstrup Jensen, formand for PLO Syddanmark.

"Det kan være, der var en specifik forklaring den dag. Måske stod de i noget akut. Eller måske er der noget, der skal justeres", siger hun.

»Dagtiden varer til kl. 16«

Region Syddanmark er også overvejende tilfreds.

"I al almindelighed synes jeg, den var nogenlunde tilfredsstillende. Faktisk var vi generelt positivt overraskede. Vi troede egentlig, tilgængeligheden så værre ud. Men nogle skulle helt op på ti minutter - det synes jeg måske er i overkanten", siger afdelingschef for praksisafdelingen i Region Syddanmark, Frank Ingemann Jensen om undersøgelsen.

Men regionen har et aber-dabei, som handler om, hvem det er, man får i røret, når man ringer.

"Det, vi har mest diskussion med lægerne om vedrørende telefontilgængeligheden er, at vi gerne vil have, at man skal få kontakt med egen praksis mellem otte og 16. Jeg kan godt forstå, at hvis lægerne er på kursus eller på ferie - altså lovligt forfald - så har man selvføgelig en vikar, der passer ens praksis og tager telefonen", siger Frank Ingemann Jensen.

"Men nogle steder har lægerne sat det i system, så de lukker telefonen tidligt. Fra det tidspunkt kan man så ikke få fat i egen praksis. Man kan få fat i en anden. Men man er tilmeldt en praksis, og der varer dagtiden altså til kl. 16 - først derefter er man overladt til lægevagten. Jeg synes ikke, man skal være afhængig af fremmede læger i dagtiden", siger han.

"Når lægerne indretter sig sådan rutinemæssigt, så tænker de mere på gode arbejdsforhold for lægerne og ikke god service for patienterne. Vi mener, det er overenskomststridigt".

PLO: Til fordel for både læger og patienter

Men det afviser formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern.

"Jeg kan ikke se nogen uoverensstemmelse med vores overenskomst. Det system har fungeret i tyve år. Jeg kan ikke se, hvorfor det pludselig skal gøres et til et problem", siger han.

"Det eksisterer over hele landet, og det drejer sig om aftaler, hvor man skiftes til at tage mod akutte patienter. Så folk kan godt komme til, men det kan godt være, at det er i nabopraksisen. Det er en fordel for lægerne, som så bedre kan tilrettelægge deres eftermiddagsarbejde, og det er en fordel for patienterne, fordi lægerne bedre kan udnytte deres arbejdstid".

Nemmest om torsdagen

Undersøgelsen viser også et mønster i tilgængeligheden. Således er det hurtigst at komme igennem til almen praksis, hvis man venter til efter kl. 11. Om morgenen mellem 9 og 11 tager det længst. Tirsdag og onsdag har de længste responsrater, mens torsdag er den dag, hvor det er nemmest at få kontakt til almen praksis.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man får kontakt til en praktiserende læge. Kun i 22 pct. af tilfældene svarede lægerne selv. Så langt det mest almindelige er, at praksispersonalet tager røret - det sker i 58 pct. af opkaldene ifølge den nye undersøgelse.