Næstformænd i vadestedet

Har du haft det godt med at være nr. 2, Lars Bjørn Rasmussen?

Jeg er meget resultatsøgende. At være næstformand betyder ikke nødvendigvis mindre indflydelse, og jeg har haft det godt med posten. Arbejdet har været præget af respekt medlemmerne imellem. Vi har kendt og respekteret hinandens grænser. Uenighed gør stærk, og vi har altid forsøgt at fremme sagen, ikke vore delforenings- eller personlige interesser.

Hvad har du sat størst pris på?

At kolleger peger på én, fordi de mener, at man kan være med til at løse nogle opgaver. At få lejlighed til at arbejde med kolleger under helt andre forhold end normalt og med de dygtige medarbejdere i Domus Medica. Det har været meget givtigt og givet mig lyst til at tage hånd om opgaverne.

Hvorfor blev du formand for DADLNET-udvalget?

Det er en vigtig platform for lægerne - både det åbne net, som i de senere år er blevet betydeligt forbedret, og det lukkede som fra start blev et inspirationsforum, hvor vi kan diskutere frit og udveksle interne informationer.

Hvor vil lægernes net bevæge sig hen?

Som med al anden IT er det nærmest umuligt at sige. I fremtiden vil det nuværende DADLNET være en del af en stor platform for læger, hvor al tænkelig, relevant viden er tilgængelig Det vil være naturligt, at vi får tætte relationer til den store offentlige sundhedsportal. Platformens tilbud skal være opdaterede og helst enestående, men vores tilbud skal være bedst - som for eksempel Stillingsbanken, der er milevidt foran alle andre. Jeg finder det også vigtigt, at vi har et intranet uden kommercielle interesser, for der er så meget »junk« på nettet, som tager folks tid og energi.

Ikke alle finder IT-udviklingen lige vigtig

Området har et indbygget generationsproblem. Det skal vi selvfølgelig respektere, men vi skal tilrettelægge fremtiden efter de 25-årige, ikke dem på 80.

Hvorfor er det en god idé at lade Lægeforeningens medier flyde sammen?

Medlemmerne har vanskeligt ved at skelne mellem alle vores tilbud. Vi skal bruge kræfterne på et fælles mediebillede, hvor Ugeskriftet, DADLNET og Lægeforeningens hjemmesider indgår. Miljøerne vil kunne inspirere hinanden og bringe os hurtigt frem - i stedet for som nu at fungere som selvstændige øer. Den udvikling ser man jo også på andre medier.

Du har arbejdet for den elektroniske patientjournal EPJ, hvorfor fandt du det vigtigt?

Lægearbejdet vil blive betydeligt bedre med EPJ. Den er et vigtigt element i forbedring af patientsikkerheden og har mange praktiske og administrative fordele.

Hvorfor er den her ikke endnu?

Det er i hvert fald ikke Lægeforeningens skyld. Vi har været med fra start. Blandt andet i MEDCOM, men også i nævn og råd og udvalg, hvor procedurerne har skullet besluttes.

Det er tiden nu at komme ud over det stadium, jeg kalder »projektitis«. Der har kørt projekter i et utal af år. Hvorfor ved jeg ikke. Måske vil man opfinde den dybe tallerken igen. Måske har nogle af de hidtidige projekter været for ambitiøse. Alle forudsætningerne findes efter min mening.

Man skal ikke fremstille tingene mere indviklede end nødvendigt. Det er ikke så svært - heller ikke at lære. Enhver ung læge, som passerer praksis, lærer jo at betjene en elektronisk journal på få dage. I min egen klinik har jeg arbejdet med EPJ siden 1994. Ikke hvad Sundhedsstyrelsen kalder en rigtig EPJ, men jeg håndterer da patientdata elektronisk.

Det er imidlertid utopi at forestille sig, at der kan udvikles en stationær, uforanderlig model for EPJ. Vores journal udvikler sig hele tiden. Vi udvikler os, lige som maskinerne og softwaren. Det går hurtigt, og det er dyrt. Maskinel og software er i dag en driftsomkostning, ikke en investering. Tingene er forældede på halvandet til to år. Budgetmæssigt en tankegang, som nok kan virke fremmedartet og skræmmende på nogle i sundhedsvæsenet.

Du har også været meget involveret i udformningen af Lægeforeningens forslag til et nyt patientklagesystem

Det eksisterende system er besværligt for patienterne, og vores retssikkerhed er ringe. Man kan ikke have den slags »Mickey Mouse domstole« i et retssamfund. Lægeforeningens forslag var godt og gennemarbejdet. Men det politiske system har desværre ikke taget fat om det centrale. Diskussionen er heldigvis ikke slut, og jeg tror på, at fornuften vil sejre.

Du langede forrige år kraftigt ud efter de private sygeforsikringer?

De breder sig desværre. Nogle tror, at patienter forsikrer sig for at få ægte tæpper og storskærme på stuerne. Det er ikke tilfældet. Borgerne er bekymrede for, om det eksisterende sundhedsvæsen kan løfte opgaven.

Er den bekymring berettiget?

Mange mennesker er i klemme. En af årsagerne er de »gamle« behandlingsgarantier. Det er jo i sig selv udmærket, at folk med bestemte sygdomme kommer til inden for en bestemt periode, men det forsinker jo anden behandling. Det er helt urimeligt, at en sund, rask, aktiv patient skal vente otte måneder på at få opereret et korsbånd i knæet. Vi kan håbe på, at det vil ændre sig med de nye garantier.

Hvad ville du tage fat på, hvis du skulle starte som næstformand nu?

Da jeg kom i Hovedbestyrelsen, fik jeg et godt råd: At bruge de første par år til at lytte og lære. Det er overvældende i starten. Der skal læres meget lovstof og udføres meget »rugbrødsarbejde«. Det var rigtigt. Man gør klogt i at tage fat med en vis ydmyghed.

Og hvor ville du specielt sætte ind, hvis du skulle fortsætte på posten?

Jeg ville gerne arbejde mere med kollegialitet. Mange yngre kolleger har det skidt med at være læger. En fjerdedel af turnuskandidaterne overvejer at skifte erhverv. Det er alarmerende. De har fået en fremragende uddannelse, mulighed for at få spændende job, et virkelig godt liv. Men vi forsømmer nok at tage hånd om dem. Det er vanskeligt for os ældre læger at forstå de unge, deres behov og prioritering, men vi er nødt til at gøre en indsats.

En anden form for kollegialitet ligger i de tanker, som den funktionsbærende enhed bygger på: At samle kræfterne på tværs af fag og søjler om at betjene patienterne. Den form for kollegialitet ville det bestemt også være værd at arbejde videre med.

Hvad vil du lave i den tid, du brugte på næstformandsposten?

I de forløbne seks år er min klinik fordoblet. Det tager mere og mere tid. Jeg vil næppe komme til at savne de hektiske dage, hvor jeg har arbejdet nærmest uafbrudt fra 7.30 til 15.15 for at kunne være til møde i Domus Medica klokken 16.

Men jeg er fortsat bestyrelsesmedlem i FAS' fond, og FAS har også bedt mig om at fortsætte i Internationalt Udvalg som delforeningsrepræsentant. I Danske Kirurgers Organisation arbejder vi desuden med en tiltrængt modernisering af kirurgien. Men jeg glæder mig også til at være mere sammen med familien, være i min have - og holde søndag. I de sids te seks år har jeg siddet og forberedt mig på ugens sager om søndagen. Jeg glæder mig til i stedet at se på alle de fugle, der yngler i havens kasser«, slutter Lars Bjørn Rasmussen.

Faklen bæres videre

Ole Eckhardt Poulsen blev som sagt valgt til ny næstformand i Lægeforeningen. I en kort pause under Lægemødet gav den nyvalgte sit bud på de kommende års arbejde. Som det fremgår, ligner Eckhardt Poulsens intentioner med arbejdet på en del områder forgængerens. Men vægtningen afspejler naturligvis de arbejdsområder, den praktiserende læge har beskæftiget sig med gennem mange års fagligt arbejde og de aktuelle udfordringer, Lægeforeningen står over for.

Hvad vil du koncentrere din arbejdsindsats om?

»At Lægeforeningen af medlemmerne opfattes som én samlet forening. Ganske vist er vi på forskellige stadier af lægelivet og har forskellig søjletilknytning, men vi er alle læger«.

Hvad vil samling sige i praksis?

»Samarbejdsånden i Lægeforeningen er blevet utroligt god, og det skal vi udnytte. Et af de områder, vi især skal beskæftige os med, er at berede vore yngste kolleger vejen. Det har bekymret mig at høre unge kolleger sige her på mødet, at de ikke fungerer godt i arbejdet. De må og skal komme til at opleve lægejobbet som verdens bedste - for det er det. Vi skal give dem en fornemmelse af fællesskab og arbejdsglæde. De skal gå med rank ryg«.

Andre områder?

»Igennem årene har jeg haft stor interesse for lægemiddelområdet, og det vil jeg arbejde videre med. Området er i vækst, både volumen - og problemmæssigt. Politisk er der stor fokus på samarbejdet mellem os og industrien«.

Ser du muligheder for at få løst problemerne uden offentlig indgriben?

»Forsøget bør gøres. Vi må i dialog med Lægemiddelindustriforeningen (LIF) igen. Men den aktuelle aftale er dybt utilfredsstillende, og der skal et større skred til, før vi har et tilstrækkelig godt resultat.

Det skal være muligt for vore kolleger at deltage i et arrangement uden frygt for at komme i gabestok. Hvis dette ikke kan opnås ved forhandling mellem LIF og os, har jeg ingen indvendinger imod, at det offentlige går ind. Lægernes velfærd er det afgørende. Der må ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved vores habilitet og neutralitet«.

Hvordan hørte du sundhedsministerens udmeldinger på Lægemødet?

»Hans kraftige udfald mod en forhandlingssituation i Århus betragter jeg som hakkelse i døgnets rejsestald. Det har ikke betydning på længere sigt.

Jeg oplevede noget andet og meget mere vigtigt: En vilje til at sundhedsvæsenet skal have et løft, så befolkningen kan føle sikkerhed og tryghed. Der var tilsyneladende også økonomisk vægt bag intentionerne. Ministeren spåede jo, at en større del af samfundskagen skal udskæres til sundhedsvæsenet. Det er positivt - og tiltrængt. Sundhedsvæsenet er nødlidende. Befolkningen har ikke fortjent den situation«.