Skip to main content

Når en læge vender hjem

Anders Frey drømte om at blive kok, sømand, rockmusiker og håndværker. Hans liv stak af i tusind skæve retninger, inden han – nærmest i trods – blev læge. I dag tilhører han den helt særlige kategori af læger, der vender tilbage til barndommens og ungdommens land. Portræt af en hjemstavnslæge, der kom hjem til »et ordentligt gok i nødden«.

Anders Frey er vendt hjem til Fanø, hvor han er vokset op, for at blive praktiserende læge på øen. Foto: Robert Attermann.
Anders Frey er vendt hjem til Fanø, hvor han er vokset op, for at blive praktiserende læge på øen. Foto: Robert Attermann.

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

9. jan. 2023
017 min

 

Her den anden dag var tiårige Anna skvattet og havde vrikket om på anklen nede ved brugsen. Men så var der én, der lige ringede til farmand, en anden kørte Anna hjem, mens en tredje greb fat i hundesnoren og fulgte familiens gadekryds Tiny hjem til det sorte træhus i udkanten af Nordby.

»Alle ved, hvor mine børn hører til. Der er ikke så meget pjat der. Man passer på hinanden. Det kan jeg godt lide«, siger Anders Frey.

»Og da jeg kom hjem, var hun allerede ude at lege igen. Børn bliver robuste herovre«.

Anders Frey henter mig i sin bil ved færgelejet i Nordby på Fanø. Det er en halvkølig dag med østenvind. Jeg skutter mig og bemærker, at det blæser lidt. Det synes han ikke.

I bilen taler vi om de sandbanker, som færgen »Grotte« glider forbi på sin vej gennem Fanø Bugt. Lige nu er der kun spredte klatter med sorte silhuetter af etbenede fugle, men man kan næsten se, at sandet vokser ud af vandet, og ved ebbe er det vokset til små øer, som sælerne – til turisternes store glæde – har for vane at slænge sig på.

»Da jeg var en stor knægt, hyggede vi os med at smutte ud på øerne med en kasse øl og en guitar. Det fik turisterne til lige at kigge en ekstra gang«, griner Anders Frey.

Den 37-årige, yngre almenmediciner og far til to er vendt hjem til øen, hvor han tilbragte sine formative år; fra han var ti, til han var 20 år. Og om et par år, når speciallægetitlen er i hus, er det planen, at han skal indgå som kompagnon i øens lægehus som den ene af to familielæger for de 3.345 indbyggere på Fanø, der af Region Syddanmark er udpeget til lægedækningstruet område.

Jeg kalder ham hjemstavnslæge. En læge, der krydser sit spor med alt, der ligger i det af sejre og nederlag, gamle ven- og uvenskaber, menneskekundskab og minder. Men også en lokal læge, som for alvor har opdaget, hvad der kan ske i et lille samfund, når en kommunal børnesag af kafkask tilsnit for en stund truer med at vælte såvel familien som lægetilværelsen.   

Sømand og forelskelse

Egentlig var det ikke meningen, at Anders Frey skulle være læge. Og det var slet ikke tanken, at det skulle være på Fanø.

Anders Frey var ikke en »pæn dreng«. Skolen var kedelig, og han ville hellere spille på sin uundværlige guitar, hænge ud med vennerne, prøve at drikke sig fuld og udfordre det bestående.

»Min mor blev efterhånden træt af at hente mig ved skoleinspektøren eller nede ved færgen, når politiet kom hjem med mig«, fortæller han, da vi er kommet indenfor i varmen ved langbordet i træhusets køkken-alrum. Der er kaffe i koppen, og under bordet vimser en logrende Tiny utålmodigt mellem vores ben.

Politiet – hvad havde du da lavet?

»Alt muligt. Jeg var en værre rod«.

Anders Freys mor tog ham ud af den lokale skole og meldte ham ind på realskolen ovre i Esbjerg, og det lykkedes ham da også at komme ind på Esbjerg Statsskole, så han kunne blive student, som man jo skal.

»Men det gik slet ikke. Da jeg nåede efterårsferien i 1. g, havde jeg et snit på 4,5 – på den gamle skala. Jeg syntes, det var røvsygt, og jeg kunne slet ikke se, hvad jeg skulle bruge det til. Jeg var overhovedet ikke motiveret«, siger han.

Han kom i lære som kok, indtil en slem håndeksem satte en stopper for den drøm. Men Anders Frey havde andre drømme. Som barn havde han set lysbilleder fra sin papfars tid som næstkommanderende på Skoleskibet Danmark, og de flimrende lysbilleder af delfiner, der sprang om boven, eksotiske strande og solbrændte søfolk havde tændt en gnist. Som 20-årig forlod Anders Frey Fanø for at blive skibsofficer på den tidligere søfartsskole i Kogtved ved Svendborg.

»Men jeg var dybt ulykkelig«, siger han og lukker Tiny ud i haven. Og ind igen kort efter. Det mønster kommer til at gentage sig adskillige gange under interviewet.

»Det var helt forkert. Det var gået op for mig, at moderne sømandsliv er en meget ensom tilværelse, som at være lastbilchauffør på havet, og det var slet ikke noget for mig«.

En uge før Anders Frey fik sit duelighedsbevis, pakkede han sine ting og rejste til København for at blive rockmusiker.

Det var måske ikke så gennemtænkt, og sådan var det nok også med ham dengang, siger han. Der var mange drømme, men ikke rigtig nogen stor forkromet karriereplan. I København fik han sit eget lydstudie, men det lykkedes ham aldrig at få en pladekontrakt og udleve drømmen om at blive rockmusiker. Livet blev dog levet, og det blev levet igennem. Anders Frey arbejdede som tjener og kok, spillede musik, gik i byen med vennerne og brugte fra tid til anden sine gode håndværkerskills på at sætte sommerhuse i stand i Nordsjælland.  

Og så blev han forelsket. Den udkårne var en dyrlægestuderende, som dog hurtigt fik nok af ham.

»Jeg gider sgu ikke at være kæreste med sådan en subsistensløs rockmusiker. Du ender jo på bistandshjælp«, lød hendes afskedssalut.

Ordene blev startskuddet til Anders Freys lægekarriere. Han blev trodsig, tog en studentereksamen på to år, og med et snit på 10,7 begyndte han på medicinstudiet på Københavns Universitet.

»Jeg var jo nødt til at vise hende, at jeg kunne tage en længere uddannelse end hendes«, griner han smørret.

Og den dyrlægestuderende? De blev kærester igen. Og gift. Og skilt.

»Jeg kender mine patienter som andet end patienter. Nogle læger hader det. Jeg er vild med det«Anders Frey, HU-læge i almen medicin
Læge Anders Frey. Foto: Robert Attermann
Læge Anders Frey. Foto: Robert Attermann
»Når mine patienter kommer ned i lægehuset og snakker rygestop, så ved de da godt, at jeg lige har siddet nede på Værftet og spillet musik og drukket bajere og røget smøger sammen med dem« Anders Frey, HU-læge i almen medicin

Hjem til Fanø

Vejen havde været lang, til tider noget skæv og ufokuseret og oftest uden et defineret slutmål. Men da først Anders Frey var kommet ind på lægeskolen, trivedes han med de faglige udfordringer og også med de faste og mere forpligtende rammer om tilværelsen, der kom til, som årene gik.

Han var blevet gift med Julie, de havde fået Jacob og Anna, og Anders Frey gik og drømte om at blive forsker og speciallæge i urologi. Under studiet var han blevet involveret i forskning på Urologisk Afdeling på Herlev Hospital, og han blev fascineret af såvel forskningen som urologien.

Nu var den store forkromede plan der. Med mål, delmål og fokus. Og så alligevel ikke …

»Vi boede i en lejlighed på Sluseholmen med samtalekøkken og walk-in closet og sushibar rundt om hjørnet, og jeg havde gang i en masse fede aktiviteter; musik, forskning, det kørte bare. Jeg var egentlig glad for mit liv i København. Men der manglede alligevel noget«, fortæller Anders Frey.

For københavnerlivet var på mange måder lig anonymitet, de kendte ikke deres naboer, og selvom Sluseholmen er omgivet af vand, var det jo ikke rigtig natur.

»Det var ikke noget charmerende børneliv. Vi gik og sagde ,pas på’ hele tiden, og både Julie og jeg syntes, det var træls. Jeg er jo vokset op sådan nogle steder som her«,  Anders Frey slår ud med armen hen mod terrassedøren, »hvor ungerne bare kan smutte ud og selv cykle hen til deres kammerater«.

På en sommerferie i telt i onklens have på Fanø blev det første kim lagt til en tilbagevenden til øen, og efter nogle små tilløb sagde de farvel til Sluseholmen, anonymiteten og »pas på«-pædagogikken og flyttede til Fanø. Det var 2015, og Anders Frey var lige dimitteret fra Københavns Universitet.

»Vi blev fascineret af fællesskabet, sammenholdet og nærheden til naturen. Da vi lå i telt herovre, gik der ikke to dage, før vi var blevet shanghajet til alle mulige arrangementer og aktiviteter. Fanø har et megarigt kultur- og foreningsliv, som man kan blive en del af, hvis man ønsker det. Og børnene har fået al den frihed, vi ønskede. De kan bare rende ud. Der sker dem sgu aldrig noget«.

Anders Frey blev ansat på Urologisk Afdeling i Esbjerg og kom så småt i gang med at forske. Men sideløbende havde han vikarieret i det lokale lægehus på Fanø, og her var han blevet fascineret af det hele lægeliv, han så udfolde sig.

»For at være helt ærlig fandt jeg arbejdet på hospitalet stressende, og jeg fungerer nok heller ikke for godt i det hierarki, som er på en hospitalsafdeling. Jeg kan ikke holde min mund, og det skal man jo nogle gange«, siger Anders Frey.

Han lukker Tiny ud og fortæller videre:

»Samtidig var jeg begyndt at tænke mere og mere over den der work-life-balance og over, hvordan jeg gerne vil have, at hele mit liv skal se ud. Jeg gider sgu ikke arbejde hele tiden. Jeg vil have tid til at spille musik, tid til mine børn, tid til at være i naturen og tid til at gå i byen med vennerne«.

Den gamle dansklærer

Anders Frey var i KBU, intro- og hoveduddannelsens fase 1 i lægehuset på Fanø. Til september vender han tilbage og gennemfører fase 3, inden en ny tilværelse som kompagnon banker på.  

I lægehuset har han adskillige gange stået ansigt til ansigt med sin egen fortid. Som for eksempel dengang han gik ud i venteværelset for at hente den næste patient, og hans gamle dansklærer fra Fanø Skole rejste sig op med en vantro mine:

»Anders! Er det dig?«, spurgte hun.

»Ja, Else. Det er mig. Det havde du nok ikke regnet med?«

»Nej! Det havde jeg godt nok ikke«, kom det med eftertryk.

Men den var god nok, og hun fulgte da pænt med ind i konsultationen.

Som teenager er man jo ikke altid den bedste udgave af sig selv. Sådan føles det i hvert fald sjældent. Og du var ikke en præmieskoledreng. Nu skal du være læge for de mennesker, som samlede dig op, når du var fuld, og som oplevede din ungdoms skæverter på nærmeste hold. Hvordan er det?

»Jouw, men det griner vi lidt af«, griner Anders Frey og strækker sig i stolen. »Det gjorde Else og jeg også. Og så havde vi i øvrigt en rigtig fin konsultation, og jeg har også mødt hende siden. Sidste gang var på et værtshus, hvor vi fik en rigtig god snak om fortiden og hendes oplevelse af mig dengang. Vi er enige om, at der er løbet meget vand i åen siden. Og sådan er det jo for alle«.

Men det er jo folk, der har lært dig at kende på et meget sårbart tidspunkt af dit liv. Og nu er du pludselig deres læge. Kan det ikke give problemer?

»Ikke for mig i hvert fald, og jeg har heller ikke indtryk af, at det har været et problem for mine patienter. Hvis de synes, det er et problem, kan de jo gå ind til en af de andre. Det er, som det er«, siger Anders Frey, rejser sig op og lukker Tiny ind.

»Jeg gik og tænkte på det, før du kom. Jeg synes jo, det er en kæmpefordel for mig som læge, at jeg bor blandt mine patienter i et lille samfund. Jeg ved sgu godt, hvor skoen trykker. Når jeg skal snakke med patienter om livsstilsændringer, så ved jeg, om det er tid til den store snak om rygestop, eller om der er så mange andre svære ting, der fylder lige nu, så det er bedre at lade rygestoppet ligge og vente. Jeg kender mine patienter som andet end patienter. Nogle læger hader det. Jeg er vild med det«.

Ser du det som et forspring for dig som læge?

»Ja, det gør jeg helt sikkert. Men jeg ved også godt, at det stiller ekstraordinære krav til tavshedspligten, og jeg er fandeme omhyggelig med, at der ikke slipper noget ud om det, vi taler om i lægehuset. Det er meget enkelt. Når jeg har fri, taler jeg bare ikke om folks sundhed og sygdom«, siger Anders Frey.

Men det kan vel være svært at holde helt fri, når man ser sine patienter hele tiden. Ser du ikke ustandselig diagnosekoder, når du møder dine patienter i brugsen?

»Nej, det handler nok også lidt om min brogede baggrund. Jeg har været vidt omkring, og jeg har aldrig været en læge, der snakker om lægeting med andre læger efter arbejde. Når jeg har fri, tænker jeg ikke på mit lægearbejde, og jeg gider ikke bruge min fritid på at snakke om diabetes, vægttabsmedicin og natrium-kalium-pumpen«.

Anders Frey er vendt hjem til Fanø, hvor han er vokset op, for at blive praktiserende læge på øen.Foto: Robert Attermann
Da Anders Frey som 20-årig forlod sin barndoms ø, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle vende tilbage - ud over ferier og familiebesøg. Foto: Robert Attermann.

Væk

Da Anders Frey som 20-årig forlod Fanø, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle tage færgen retur – medmindre han skulle på familiebesøg eller på ferie. Det gjaldt bare om at komme væk.

Han var træt af øen. Træt af lilleputsamfundet, som nok var trygt, men hvor alle vidste noget om alle. Alt det, der i barndommen havde givet ham en uendelig følelse af frihed, var nu transformeret til snærende bånd. Han kunne ikke komme hurtigt nok væk til storbyens anonymitet, hvor man kan slå sine skæverter uden en hel ø som publikum.

Men nu er han tilbage. Med lægetitel, Julie, Jacob på 13 og Anna på 10, Tiny, 15-20 guitarer – og med alle de fejl og mangler, som nu engang hører et menneskeliv til. Men som han, i modsætning til sit 20-årige jeg, hviler i i dag.

»Jeg er jo sådan. Mit liv har været fyldt med alle mulige impulsive handlinger, der ikke altid var for kloge, og sådan bliver det nok ved med at være. Jeg insisterer på at være en del af det her samfund, som jeg er. Jeg kan godt lide at gå på værtshus og drikke mig stiv, og jeg regner også med, at jeg bliver ved med at opføre mig åndssvagt indimellem«, siger Anders Frey og læner sig frem over bordet.

»Når mine patienter kommer ned i lægehuset og snakker rygestop, så ved de da godt, at jeg lige har siddet nede på Værftet og spillet musik og drukket bajere og røget smøger sammen med dem. Så lægen og patienten kan hurtigt blive enige om, at det er svært at holde op med at ryge. Men derfor er det jo stadig en god idé. Jeg kan bidrage med en masse lægevidenskab, men grundlæggende er jeg bare et menneske, ligesom de er. Og så er det jo heller ikke alt, der handler om lægevidenskab. Meget af det, vi laver her, er livsrådgivning, og der tror jeg altså, at det er en fordel, hvis lægen ikke har tilbragt hele livet på skolebænken«.

Den ene halvdel af køkken-alrummet er dedikeret til musikken; Anders Freys altoverskyggende fritidsinteresse siden han som seksårig slog sin første guitarakkord. Der er pladespiller, højttalere, et par guitarer og en velvoksen samling af LP’er, som han mestendels har arvet fra sin mor og papfar.

I dag er Anders Frey forsanger, guitarist, tekst- og sangskriver i Fanø-bandet »FAR«, og indtil for nylig har han været formand for den lokale folkrockfestival »Godtfolk«. Det formandskab var han dog nødt til at droppe, da tiden blev for knap, efter at han blev valgt ind i byrådet for Venstre ved kommunalvalget i 2021 og i dag residerer som formand for børne- og kulturudvalget.

Lige nu er det kun Anders Frey, der bor fast i huset. Julie bor i et andet hus i Nordby – en lidt besværlig og dyr konstruktion, men som det er nu, synes de, at det er bedst. De er stadig gift og bor skiftevis hos den anden sammen med børnene og hunden.

Anders Frey på scenen med bandet FAR og Perry Stenbäck ved årets Skagen Festival. Foto Kent Bandholm.
Anders Frey på scenen med bandet FAR og Perry Stenbäck ved årets Skagen Festival. Foto Kent Bandholm.
»Det er da ikke den fedeste ting at blive landskendt som ham lægen, der har haft en børnesag«Anders Frey, HU-læge i almen medicin

Kafka

En forårsdag i 2019 slog lynet uden varsel ned i familien. En ansat på skolen havde overhørt en bemærkning fra et af børnene. Kommunens socialforvaltning fik en underretning, og der blev rejst en børnesag på baggrund af mistanke om, at Anders Frey slog sine børn.  

Selvom politiet hurtigt konkluderede, at mistanken var grundløs, opretholdt socialforvaltningen sagen gennem et halvt år med afsæt i en mere generel bekymring for børnenes trivsel. Anders Frey fortæller, at han og Julie følte sig magtesløse og fanget i et kafkask spind, hvor de aldrig rigtig fandt ud af, hvorfor de var anklaget, for hvad, af hvem, og hvad de skulle gøre for at slippe fri og blive renset igen.

Efter det første chok havde lagt sig, besluttede de sig for at fortælle åbent om deres sag i både lokale og siden landsdækkende medier.

»Vi ville tage styring på narrativen, og vi ville kunne gå gennem hovedgaden med løftet hoved. Det her er mit territorie, og jeg ville ikke pludselig skulle gemme mig«, siger Anders Frey.

Deres sag blev afsæt for en række kritiske artikler om den markante stigning i underretninger og børnesager i kommunerne i de senere år. Alene på Fanø var der på et enkelt år 300 underretninger på kommunens 600 børn, fortæller Anders Frey.

Du var læge i lægehuset på det tidspunkt, sagen blev offentligt kendt. Hvordan reagerede patienterne?

»Der var mange, der gerne ville snakke om det, når de kom ind til mig i konsultationen, og de reagerede med forskellige grader af forfærdelse. Det var svært at være i for alle – ikke kun for os. For man kender jo hinanden på kryds og tværs herovre. Vores hus står altid åbent, og der var stort set ikke en dag, uden vi havde gæster, der lige blev og spiste med. Men det blev en fordel for os, da sagen kørte, for der var rigtig mange, der havde et stort indblik i vores liv, og de troede sgu heller ikke på det«.

Efterfølgende har kommunen undskyldt, både over for Anders og Julie Frey og over for de øvrige involverede familier. Al tidligere mistanke er bortfaldet, ligesom den tidligere socialdirektør blev fristillet og fratrådte.

Men Anders Frey har ikke lyst til at tale så meget om sagen mere. Den skal ikke blive ved med at definere hans liv.

»Det er da ikke den fedeste ting at blive landskendt som ham lægen, der har haft en børnesag. Det var et ordentligt gok i nødden, og det var pissehårdt, da vi var i det. Vi stod kun frem, fordi vi syntes, at det var en kamp, der var værd at kæmpe – både for os selv og for de familier, der ikke har ressourcerne til at kæmpe. Og jeg er glad for, at vi fik gjort en stor sag ud af det landspolitisk. Det rykkede noget, og det var det hele værd«, siger Anders Frey, trækker luft ind og tilføjer:

»Men vi skal videre nu. Det er slut, og jeg gider ikke bruge mere negativ energi på den historie«.

Vi kommer nu ikke helt uden om historien. For som læge på Fanø er Anders Frey og fannikkerne viklet ind i hinandens liv, som det også tydeligt fremgår af denne portrætartikel. Det er en del af livet som hjemstavnslæge. På godt og ondt.

Hvis du havde fået en børnesag i København, så kunne gå ud ad din dør, uden nogen ville vide, at du er lægen, der er anklaget for at slå sine børn. Kan anonymiteten ikke være en beskyttelse?

»Det ville da have været endnu værre. Så havde vi jo stået helt alene med lortet, og jeg ville have følt mig endnu mere magtesløs og manglet kræfterne til at kæmpe imod. Hvis sådan noget foregår i København, er det stort set usynligt. Herovre er vi ikke usynlige, og her reagerer folk og stiller spørgsmål ved, om det kan være rigtigt«.

Som læge har du jo skærpet underretningspligt og kan selv komme til at stå i situationer, hvor du bør underrette kommunen – måske om patienter, som du eller dine børn kender.

»Ja … heldigvis laver læger jo ikke så mange underretninger, og jeg håber, at der bliver meget langt imellem, at jeg bliver nødt til det. Nogle underretninger er selvfølgelig nødvendige for at beskytte børnene, men hvis jeg skulle komme til at stå i den situation, vil jeg gøre alt for, at jeg underretter i samarbejde med familien«, siger Anders Frey.

Anders Frey med familiens hund, Tiny. Foto: Robert Attermann
Anders Frey med familiens hund, Tiny. Foto: Robert Attermann

Uendeligheden

Nu er der brug for noget frisk luft. Vi pakker en begejstret Tiny i bilen, forlader træhuset – »du behøver ikke at låse« – og kører ud til Fanø Klitplantage, som Anders Frey ofte frekventerer, når hunden, lægen eller mountainbiken skal luftes.  

Undervejs passerer vi Fanø Bryghus, som Anders Frey med slet skjult stolthed fortæller vandt titlen som »Årets Danske Bryggeri 2021«.

For cirka 8.000 år siden samlede sandet sig til den sandvold, som i dag udgør Fanø og er en del af Nationalpark Vadehavet. Her i klitplantagen ligger Pælebjerg, der med sine svimlende 21 m over havoverfladen blev efterladt som øens højeste punkt. Vi går mod vest og det store hav, gennem afblomstret lyng og tæt lav vækst, mellem små forhøjninger i terrænet og stillestående kær; hele tiden med et blidt puf i ryggen fra østenvinden.

»Den gynge dér hang der også, da jeg var knægt«, siger Anders Frey og peger over mod en stor kæp, der hænger i et tov under et træ.

På den brede strand knaser knivmuslingeskaller under vores skosåler, da vi sjapper hen over det halvvåde sand på behørig afstand af de »blokarts«, der med jævne mellemrum suser forbi på stranden. Mod vest er kun hav.

»Jeg kan godt lide, at naturen er så nærværende her. Du er sgu aldrig i tvivl, om det blæser, når vinden er i vest«, siger Anders Frey.

»Når det er rigtig vildt, kan jeg godt lide at tage min mountainbike og køre gennem klitterne og bare stå på toppen af en bunker og kigge ud over havet med skumsprøjt i ansigtet. Der er meget få steder i dette land, du kan stå og have et fuldstændigt ubrudt udsyn til horisonten. Der er noget meditativt ved, at der ikke er noget, der forstyrrer dig. Der er kun dig og uendeligheden. Det er godt for sjælen«.

Anders Frey nyder nærheden til naturen på Fanø: »Der er meget få steder i dette land, du kan stå og have et fuldstændigt ubrudt udsyn til horisonten. ... Der er kun dig og uendeligheden. Det er godt for sjælen«, siger han. Foto: Robert Attermann
Anders Frey nyder nærheden til naturen på Fanø: »Der er meget få steder i dette land, du kan stå og have et fuldstændigt ubrudt udsyn til horisonten. ... Der er kun dig og uendeligheden. Det er godt for sjælen«, siger han. Foto: Robert Attermann
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen