Anmeldelse
Når jeg bliver gammel – alderdom fem forskellige steder i verden
Ophavsret beskyttet billede, Jacob Due. Foto/medie afdelingen Moesgaard.
6. jul. 2020
3 min.
Hvorfor ældes vi så forskelligt? Det spørgsmål stilles ofte, og vi ved, at der er mange økonomiske, sociale og også genetiske forklaringer – koblet med en god portion tilfældighed.
Men i denne udstilling undersøges snarere det modsatte spørgsmål ved at lade os få indblik i fællestræk ved livet og alderdommen på trods af meget forskellige livsvilkår for fem personer i fem forskellige dele af verden: Kirgisistan, Tibet/Indien, Uganda, USA og Danmark. Udstillingen er baseret på et interessant koncept, idet den er en kunstnerisk formidling af et stort forskningsprojekt i et samarbejde mellem kunst, antropologi, etnologi og filosofi.
Når man træder ind i udstillingsrummet, kommer man straks ind på »Tanketorvet«, hvor man præsenteres for nogle af de store spørgsmål, som fylder, når man bliver gammel. F.eks. »Hvem passer på mig?« og »Hvad giver jeg videre?«. Svarene fra de forskellige dele af verden har en betydelig fællesmængde. Vi bliver alle kede af det og bange ved tanken om forfaldet, vi prøver at forstå og tolke det liv, vi har levet, så det giver mening, og vi vil gerne give noget videre til vores børn. Og vi kan i det hele taget godt lide at give, deltage og være nyttige – det må være et almenmenneskeligt grundtræk.
Efter Tanketorvet går vi på besøg i de fem hvide »sneglehuse«, som hver er en ramme om en af udstillingens fem hovedpersoner. Inde i hvert hus ser man film og hører en hovedperson fortælle om sit liv, og der er i hvert hus en lille udstilling af forskellige ting, som har betydning i personens liv. Husene er små, og man kan kun være et par stykker ad gangen inde i et hus. Jeg var der en søndag formiddag ved 11-tiden og der var ikke overfyldt, så det var uproblematisk at komme til. Jeg sad faktisk i hvert eneste hus alene, og det passede godt til den intimitet, som hvert hus er præget af.
Mellem husene er der lagt malede trædesten udsmykket med ordsprog og talemåder fra Uganda. Nogle af dem er alvorlige, men fremkaldte hos mig også smil, f.eks. den hilsen, man bruger, når man møder et gammelt menneske i Uganda: »Hvordan har knoglerne det?« – de fleste, der kender lidt til alderdom, vil vide, at spørgsmålet er vældig relevant!
Udstillingen er fysisk lille, den er placeret i et enkelt rum, og der er en stemning af eftertænksomhed og intimitet. I en tid hvor mange deltagere i den offentlige debat har svært ved at forme en sætning uden brug af ordene »Danmark« eller »danskerne«, er det en lise at blive mindet om, hvor meget mennesker i helt forskellige hjørner af verden faktisk har tilfælles.
Faktaboks