Skip to main content

Katastrofe bragte tre læger sammen: »Når jeg kunne være i dét, kan jeg være i hvad som helst«

Jacob Nielsen, Eskil Busch og Jan Mainz er unge og relativt uerfarne den aprilnat i 1990, hvor de involveres i redningsarbejdet, da passagerfærgen Scandinavian Star bryder i brand og forårsager 159 menneskers død. Et halvt døgn, der 30 år senere har brændt sig fast og også haft betydning for deres lægeliv.
M/S Scandinavian Star brød i brand natten til den 7. april 1990 på vej til Frederikshavn fra Oslo. Branden kostede 159 personer livet. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
M/S Scandinavian Star brød i brand natten til den 7. april 1990 på vej til Frederikshavn fra Oslo. Branden kostede 159 personer livet. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Dorte R. Jungersen, dorte@jungersenjournalistik.dk

8. jan. 2021
13 min.

Jan Mainz er 32 år, medicinstuderende på sidste semester, og denne aprilnat i 1990 på vej hjem fra skiferie i Gausdal sammen med sin hustru og deres to små døtre.

For at spare penge på billetten tilbage til Frederikshavn, har familien valgt at rejse med færgen Stena Nordica fra byen Moss og dermed fravalgt det lige så oplagte valg, nemlig Stena Saga eller Scandinavian Star, der begge stævner ud fra Oslo.

En beslutning, der skal vise sig at være langt mere fornuftig, end den umiddelbart forekommer.

Kvarter over tre i familiens kahyt vågner Jan Mainz ved, at det over højttalerne blive meddelt, at alt sundhedsfagligt personale skal melde sig på skibets bro.

»Min umiddelbare tanke er, at det nok ikke er noget. Men da jeg kommer op, kan vi, der har meldt os, se Scandinavian Star stå i flammer få hundrede meter væk. Det forlyder, at der ingen svært tilskadekomne er, men at de sårede passagerer vil blive bragt over på vores skib«.

Da der hverken er læger eller sygeplejersker blandt den lille flok på broen, men til gengæld flere, der har førstehjæpskursus, vælger Jan Mainz at tage teten.

Jan Mainz er i dag direktør med ansvar for patientforløb i Psykiatrien i Region Nordjylland og har siden 2007 været leder af regionens krise- og katastrofepsykiatriske beredskab.Foto: Lars Horn / Baghuset

»Medicinskabet er velforsynet, og da det er hundekoldt, tænker jeg, at det er vigtigt at få samlet tæpper og få lavet kaffe«.

På vej tilbage til sin kahyt for at få mere tøj på, får han besked på, at han i stedet skal fragtes over på færgen Stena Saga, som er den første, der kommer den brændende færge til undsætning.

Stena Saga har helikopterdæk, og her skal den medicinstuderende bistå de forulykkede, der transporteres hertil.

»Sammen med de samaritter, der har meldt sig, springer jeg ned i lodsbåden – ­heldigvis er vejret roligt den nat, og i båden får vi at vide, at der ingen døde er«.

En oplysning, som hurtigt bliver modsagt.

Lugten af afbrændt plastmateriale

Eskil Busch arbejder i dag som anæstesiolog på Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn.Foto: Lars Horn / Baghuset

På ‘Saga’ konfronteres han med synet af to voksne og to børn, som en ung dansk læge, der er passagerer på Saga, allerede har konstateret er døde.

Den unge reservelæge er Eskil Busch, der sammen med sin daværende kæreste og nuværende kone, der er sygeplejerske, er på vej hjem fra skiferie i Lillehammer.

»Jeg bliver banket op ved tretiden om natten af en medpassager, som ved, jeg er læge, og bliver fulgt op på broen, hvor fire passagerer fra Scandinavian Star er ankommet. Men der er ikke noget at gøre. Jeg kan kun konstatere, at de er døde. Jeg er lige blevet ansat som reservelæge i anæstesien på Hjørring Sygehus og har ikke den store erfaring«, siger Eskil Busch.

I ‘Saga’s cafeteria møder Jan Mainz Jacob Nielsen, der er i gang med sin speciallægeuddannelse i anæstesiologi, og som i kraft af sit bijob som helikopterlæge er blevet kaldt ud til det brændende skib fra Flyvestation Aalborg.

»Vi bliver ringet op lidt i tre. Jeg springer i tøjet – det tager lidt tid, da jeg skal sikre mig, at jeg om nødvendigt vil kunne holde varmen i det kolde vand. Ombord i helikopteren ­bliver vi informeret om, at der er en færge i Skagerrak, der står i brand. Det er en stille og stjerneklar nat, og efter en halv times flyvning ser vi skibet, der står i 10-20 meter høje flammer«, fortæller Jacob Nielsen.

Redningseskadrille 722 fra Aalborg, der er den første redningshelikopter, der når frem, afsøger vandet for passagerer og ­samler desuden fire passagerer op fra Scandinavian Star.

Herpå indløber der besked om, at man har brug for en læge til at bistå på Stena Saga, og Jacob Nielsen lander hér nogenlunde samtidig med Jan Mainz – lidt over fire om natten.

»Jeg har arbejdet ti år i Norge som akutmediciner og har set lidt af hvert, men oplevelsen fra dengang har været en skarp sten i hjertet, som årene har finslebet«Eskil Busch

Også meldingen til helikopterbesætningen er, at alle er evakueret, hvilket understøttes af, at kaptajnen på Scandinavian Star er blandt de passagerer, der nu befinder sig på ‘Saga’.

Men også Jacob Nielsen får syn for sagen.

»Jeg passerer nogle døde i en mellemgang, mens andre er bevidstløse. Jan og jeg går i gang med at behandle dem, der er svært røgforgiftede, herunder en ung kvinde, som jeg ledsager i en helikopter til et hospital i Norge, og jeg vender tilbage for at ledsage endnu en røgforgiftet passager. Lugten af afbrændt plastmateriale kan jeg stadig genkalde mig«, siger Jacob Nielsen.

Hverken Jan Mainz eller Eskil Busch op­lever forholdene som optimale:

»Ikke alene er remedierne spredt, de er heller ikke optimale. Der er venflon, men ­ingen staseslanger – jeg må bruge snørebånd. Og der er kun en en reduktionsventil til fem iltbomber«, siger Jan Mainz

Triagering af de chokerede

Jacob Nielsen er i dag ansat som overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Foto: Claus Boesen

Dog er de fleste af de passager, der er reddet ombord på ‘Saga’, først og fremmest dybt chokerede.

Ingen brækkede arme eller ben – enkelte har fået lidt småknubs.

»Nogle passagerer græder, nogle er vrede, andre er apatiske. Vi forsøger at iværksætte en form for psykologisk triagering af passagererne.

Vi deler passagerne op imellem os. Jeg ­tager mig bl.a. af en ung nordmand med et barn på armen, og som ikke kan finde sin gravide hustru (manden medvirker i den DR-dokumentar om Scandinavian Star, der blev vist sidste år og i Lars Halskovs bog, Branden – Gåden om Scandinavian Star (2015), red.)

Hende efterlyser vi – vi tænker, at hun er let identificerbar og får også besked om, at en gravid passager er blevet bragt til et hospital i Norge.

Men det viser sig at være en andens ­hustru.

Samtidig er meldingen fortsat, at alle er evakuerede, og jeg tænker, at det tilsyneladende er relativt billigt sluppet brandens intensitet taget i betragtning«, siger Jan Mainz.

Beskeden til Jacob Nielsens helikopter ­lyder, at de skal bruge resten af natten og formiddagen på at afsøge vandet for even­tuelle passagerer, der driver væk i redningsveste. Teksten i eskadrille 722’s våbenskjold er nihil intentatum – ‘intet uforsøgt’.

De finder ingen.

»Mens vi driver rundt i helikopteren, har jeg en fornemmelse af, at det her er langt værre end som så. Vi har indtil nu fået at vide, at alle er evakueret. Men vi har set døde, og vi kan se ildens intensitet, og jeg tænker, at næppe nogen vil kunne overleve de flammer. Det svenske redningsberedskab har kommandoen over den samlede redningsaktion, og de styrer aktiviteterne fra flere cirkulerende fly og helikoptere. Der er en diskussion blandt os i helikopteren om, hvorvidt vi skal fire nogen ned på Scandi­navian Star, men beskeden til os er, at det skal vi ikke«.

Ombord på det brændende skib

Timerne går.

Klokken har passeret otte, og det forlyder, at der er ti tilskadekomne passagerer på ­agterdækket af Scandinavian Star, og Eskil Busch bliver bedt om at tilse dem på det brændende skib.

»Jeg ifører mig røgdykkerdragt og fires ned. På det tidspunkt er der ikke røg på ­skibets bro, og af en svensk røgdykker bliver jeg vist ned på agterdækket. Men her er ­ingen tilskadekomne. Kun døde. Herefter bliver jeg vist ned i en af gangene og i kahytterne, hvor der kun er døde passagerer at se. Der er ikke noget, jeg kan gøre. Jeg havde troet, vi skulle hente tilskadekomne, men overalt er der kun passager, som jeg kan ­bevidne er døde«.

Tilbage på ‘Saga’ en time senere, kan Eskil Busch fortælle om det syn, der møder ham.

Nogenlunde samtidig oplyser norsk tv, at optællingerne af evakuerede passagerer fra Scandinavian Star lader meget tilbage at ­ønske. Der mangler mindst 150 passagerer.

Jacob Nielsens helikopter hænger stadig i luften og spejder efter tegn på liv i det grå hav.

»Mens vi hænger der, kaperer vi de mange oplysninger, der løber ind. Herunder meld­ingerne om, at der er 150 passagerer, der mangler. Da går det op for mig, at der i skibet få hundrede meter fra os ligger rigtig mange, der aldrig er kommet ud«.

Tilbage på Flyvestation Aalborg har Jacob Nielsen og hans kolleger været i aktion i et halvt døgn.

»I 1990 er der ingen defusing – vi sætter os ind i kaffestuen og snakken går mest på de tekniske udfordringer. De fleste har siddet i helikopteren hele tiden. Jeg har været i aktion på ‘Saga’ – men ingen hér har oplevet det, jeg har. Efter et stykke tid bevæger jeg ned på infirmeriet for at sove, og det er først, da jeg ligger i sengen, at det går op for mig, hvad jeg har oplevet og været vidne til«.

Skyldfølelse og blomster

Da Saga når frem til Frederikshavn, venter der et stort opbud af pressefolk, pårørende og ambulancer.

Eskil Busch og han kæreste tager hjem til deres lejlighed i Hjørring for at sove.

Jan Mainz ringer hjem til sin familie, der er nået i land mange timer tidligere.

»Det er meget overvældende at ringe til min familie og sige, at jeg nu er i land. Jeg kan ringe til min familie, mens jeg er om­givet af mennesker, som har mistet deres. ‘Sagas’ kaptajn tilbyder mig 5.000 kroner, da jeg ingen penge har på mig og skal med toget hjem. Han er meget generøs – formentlig fordi han er taknemmelig for min indsats. Men jeg insisterer på, at jeg kun har brug for penge til en togbillet«.

Mindre end to døgn senere træder Jan Mainz ind til forelæsning i Bartholin-audi­toriet på Aarhus Universitet.

»Jeg sidder der blandt mine medstuderende med en følelse af, at det her er virkelig ligegyldigt i forhold til det overvældende, jeg netop har været en del af. Og jeg bliver bemægtiget af en paradoksal skyldfølelse – at jeg kunne have gjort mere for de 57 overlevende på Saga, end jeg gjorde«.

Også Jacob Nielsen føler skyld.

»Både som enkeltperson og som del af et team sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at vi kunne have gjort noget andet og dermed måske noget bedre. Jeg gennemgår forløbet igen og igen – modtager ingen professionel bistand, men forlader mig alene på min familie og nærmeste og fortæller dem, hvad jeg har oplevet«.

For Jan Mainz bliver der sat et semikolon nogle uger senere.

»En lørdag formiddag ankommer der et bud med en stor buket blomster. Det er en hilsen fra daværende sundhedsminister Ester Larsen, der personligt takker mig for min indsats på Scandinavian Star. Det lyder sikkert banalt, men fra det tidspunkt begynder jeg at kunne lægge det fra mig i den forstand, at jeg ophører med at tvivle på den indsats, jeg har ydet. Og jeg erfarer ved den lejlighed vigtigheden af at takke dem, der træder til i kritiske situationer. En tak, et opkald, en ­reaktion, når f.eks. en læge i et fly eller teater træder til og forsøger at redde et liv«.

Også Eskil Busch modtager en stor buket fra ministeren.

»Det er bestemt en væsentlig anerkendelse. At vi, fordi vi er læger, ikke bare forbliver stående – uanset hvad«.

Ingen debriefing

I 30-året for mordbranden har DR vist en doku­mentarserie om efterforskningen af, hvad der førte til branden, og om de efterladte og deres vedholdende håb om, at sandheden kommer for en dag, ligesom der er udgivet flere bøger om branden.

For Jan, Jacob og Eskil har den nat og morgen den 7. april 1990 brændt sig fast.

Allerede tidligt i forløbet, da Sagas kaptajn spurgte den medicinstuderende Jan Mainz, hvad der skulle stilles op med de 57 dybt chokerede passagerer, når skibet nåede frem til Frederikshavn sidst på eftermid­dagen, lød hans svar, at han skulle tilkalde det nationale krise- og katastrofeberedskab.

Men et sådant fandtes ikke i 1990, og da slet ikke på det psykosociale område – pas­sagererne blev mødt af en krisepsykiater og en krisepsykolog fra Rigshospitalet.

I dag er det lovpligtigt for alle regioner at have et psykosocialt beredskab, som senest er blevet aktiveret under COVID-19 og over for minkavlerne.

Jan Mainz er i dag direktør med ansvar for patientforløb i Psykiatrien i Region Nordjylland og har siden 2007 været leder af ­regionens krise- og katastrofepsykiatriske beredskab.

»Der hersker ingen tvivl om, at den ilddåb jeg fik dengang, har skærpet min opmærksomhed for nødvendigheden af at have et ­sådant beredskab. Allerede i min tid som ­ledende overlæge i Psykiatrien indførte vi defusing og debriefing efter en »normal« vagt, hvor man i en sen nattetime f.eks. medvirker til tvangsindlæggelse eller bliver slået af en patient. Jeg var bemægtiget af magtesløshed, da jeg dengang stod over for de 57 passagerer: Hvad skulle jeg sige til dem? At det nok skulle gå? At de nok skulle blive forenet med dem, de havde ­mistet?«.

Den afmægtighed vil andre også kunne opleve.

Jacob Nielsen forlod anæstesiologien for ti år siden for at arbejde med patientsikkerhed og organisationsudvikling og er i dag ansat som overlæge i Dansk Selskab for ­Patientsikkerhed.

»Netop nu arbejder jeg med at styrke den mentale sundhed for de sundhedsprofessionelle, herunder at forberede sig på mentalt belastende situationer og ulykker. Og selvom det er lidt for friskt at konkludere, at det ­arbejde er en afledt effekt af den meget voldsomme hændelse for 30 år siden, er der ingen tvivl om, at den har haft betydning for, at jeg i dag er fokuseret på, hvordan vi som læger håndterer belastninger. Ligesom jeg i mit kliniske arbejdsliv har haft øje for at italesætte det fatale, som yngre kolleger ­måske oplever for allerførste gang.

Det tog mig lang tid at komme mig. Jeg fungerede nogenlunde på mit arbejde, men sov dårligt i en lang periode herefter.

Jeg havde endnu en vagt dagen efter ­aktionen og blev om mandagen fløjet hjem, så jeg kunne tage på arbejde og tøffe videre, som om intet var hændt. Ved nærmere eftertanke var det faktisk lidt provokerende«.

Fra skarp til finslebet sten

Eskil Busch arbejder i dag som anæstesiolog på Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn.

»Med den viden og erfaring, jeg i dag har om, hvordan et beredskab bør fungere, har jeg da flere gange overvejet, hvordan redningsaktionen kunne have været taklet ­anderledes og langt mere struktureret.

Jeg har arbejdet ti år i Norge som akut­mediciner og har set lidt af hvert, men op­levelsen fra dengang har været en skarp sten i hjertet, som årene har finslebet.

Set i bagklogskabens klare lys var det en fejl at sende mig over på det brændende skib, hvor der ikke var et behandlingsmæssigt behov, men der var ingen, der havde det store overblik.

Mens jeg var midt i det, foregik alt i en tåge. Det var og er stadig det værste, jeg har oplevet i mit lægeliv. En katastrofe og skandale af rang.

Men det har hærdet mig i den forstand, at når jeg kunne være i dét kaos, kan jeg være i hvad som helst«.

»Der er et bånd imellem os«

Jacob Nielsen og Jan Mainz har mødt hinanden ad flere omgange siden i professionel sammenhæng.

»Vi kender dybest set ikke hinanden og bor i hver vores ende af landet. Men der er et bånd imellem os. Det var rart at have dig ved siden af ombord på Stena Saga. Du udviste fornuft og ro«, lyder det fra Jacob Nielsen.

Jan Mainz: »Vores virke i redningsaktionen er blevet vores fælles referenceramme, og har, som Jacob siger, bundet os sammen. Det er ikke noget, vi taler om, når vi mødes. Men det kan poppe op, når vi diskuterer ­noget fagligt«.

Jacob Nielsen: »De timer og det døgn har sat sig markant aftryk.

Man er blevet blevet bevidst om, hvor galt ting kan gå, og hvor forrådt man kan blive af at udvise noget så såre menneskeligt som tillid. Tillid til, at man køber billet til et skib for at nå ud eller hjem. Sagen er jo aldrig ­opklaret, men meget tyder på, at der lå en forbrydelse bag«.

Jan Mainz nikker:

»Det at kunne være i og rumme så voldsomme omstændigheder har givet mig en ballast både som menneske og læge. At kunne forsøge at skabe et overblik der, hvor der ikke er noget og dermed bidrage til at skabe tryghed for andre.

Helt banalt sagde vi til passagererne, at de bare skulle sige til, hvis de ville have noget at spise og drikke. Så ville vi bringe dem det. I situationen var det en form for opretholdelse af struktur og normalitet midt i det tragiske.

Jacob Nielsen: »Netop. Vi taler så meget om posttraumatisk stress, men det er også vigtigt at have øje for posttraumatisk vækst: at man kan tage voldsomme oplevelser med sig videre som både menneske og læge«.

Hverken Jan eller Jacob kunne drømme om at sove i en kahyt på bunden af et skib, ­ligesom de på hotellerne sikrer sig nødudgangenes placering som noget af det første Og de tager trapperne i stedet for eleva­toren.