Content area

|

Corona-hjemsendt læge gav travlhed og bekymrede patienter

Lægehuset i Rønnede fik travlt, da en læge blev sendt hjem af Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Patienterne blev opskræmte, men det er helt uden grund, siger kompagnon Jette Elbrønd.
Forfatter(e)
Britt Lindemann bli@dadl.dk

Årstidens forkølelser og virusser skaber den sædvanlige travlhed i landets lægepraksisser, men i år er der kommet en ekstra faktor med coronavirus. De to kompagnoner og den ansatte læge i Lægehuset i Rønnede havde alle fulde skemaer, da de pludselig måtte foretage ændringer på grund af coronahjemsendelse.

Ugen startede ellers helt almindeligt, og den ansatte læge, Peter Kolby, var netop vendt hjem fra skiferie, klar til at tage sin del af slæbet. Han var på arbejde en hel dag, før nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen sendte ham og alle andre sundhedspersoner, der havde opholdt sig i et risikoområde, i hjemmekarantæne. Praksiskompagnon Jette Elbrønd havde indtil da ikke skænket det en tanke.

»Han var langt oppe i bjergene i et område, hvor der ikke var coronasmitte, så der var ingen grund til at gøre noget, indtil anvisningerne blev ændret. Og så retter vi selvfølgelig ind. De, der overvåger epidemien, vil gerne forsøge at bremse den udvikling, og det er klart, vi har fuld respekt for de tiltag, der bliver taget for at forsøge at undgå, at sundhedsvæsenet og måske specielt sygehusene bliver væltet af det«, fortæller hun.

Lægepraksissen består af to læger i kompagniskab, en ansat læge, sygeplejersker, en bioanalytiker, lægesekretærer samt en social- og sundhedsassistent til at klare godt 4.800 patienter.

»Det er klart, at det er en belastning, at man pludselig er en fagperson nede, men vi har noget fantastisk personale, der har løftet, og vi er vant til at drible med tingene, når der sker noget uventet. Det vigtigste er, at patienterne og befolkningen ikke taber hovedet«, siger Jette Elbrønd.

Ingen grund til panik

Efter de nye retningslinjer blev indsat, har Lægehuset i Rønnede lagt en meddelelse på deres hjemmeside, hvor de blandt andet skriver:

»Da en af vores læger har holdt ferie i et særligt risikoområde, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at lægen holder sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten. Lægen har ikke haft kontakt til nogen, der er smittet med coronavirus. Vores kollega har det godt og har ingen symptomer på coronavirus«.

Men patienterne har alligevel reageret i en grad, der kan mærkes i praksissen.

»I stedet for bare at læse, hvad der står i vores meddelelse, at den pågældende person ikke er syg og ikke har haft kontakt med nogle smittede, lader patienterne sig opskræmme. Men de behøver ikke være nervøse, det er en sikkerhedsforanstaltning, man laver her«, siger Jette Elbrønd.

Praksissen har endnu ikke haft patienter, de har måttet sende til nærmere undersøgelse for coronavirus, og har ageret efter de anbefalinger, der er sendt ud af PLO og DSAM ved blandt andet at sætte en seddel på døren, der advarer om, at patienter i risikogruppen ikke må komme ind i lægepraksis. Men med en ansat læge i karantæne, har det været svært at dæmme op for lokalområdets reaktioner på, at coronavirus er i Danmark.

»Vi har haft ekstra travlt, specielt vores sekretærer har haft ekstra travlt med at besvare henvendelser og selvfølgelig konferere med os om dem. Men jeg tror, det er nødvendigt igen, at orienteringen fra myndighederne bliver endnu mere præcis, og at den nedtoner skrækken, så man ikke bliver enormt opskræmt, men agerer fornuftigt. Det vil også sige, at man ikke belaster væsenet, primær eller sekundær, unødigt«, siger Jette Elbrønd.

Patienter, der skulle have set den hjemsendte læge, har fået flyttet deres konsultation, hvis det ikke har drejet sig om noget akut, og ellers har de to andre læger taget over. Ud over det har praksissen ikke været i direkte kontakt med patienter, heller ikke dem, der nåede at blive set den ene dag, den hjemsendte læge var på arbejde. Et helt bevidst valg, siger Jette Elbrønd.

»Jeg vil godt pointere, at der ikke har været grund til at kontakte de patienter. Ved at kontakte dem, signalerer man næsten panik, så det ville ikke være fornuftigt på nogen som helst måde. Det ville bare afføde en masse ekstra støj«, siger hun.

Ikke i karantæne, men heller ikke i stand til at arbejde

Egentlig ville Peter Kolby allerhelst være på arbejde og hjælpe syge patienter, men han efter en skiferie i Norditalien blev han hjemsendt, fordi Sundhedsstyrelsen har stillet krav om, at alt sundhedspersonale med patientkontakt skal blive hjemme to uger efter ophold i et særligt risikoområde. Selvom han er uden symptomer, passer han lidt ekstra på. Så i stedet for at passe sit job de faste par dage om ugen, passer han nu sig selv. Ugeskrift for Læger fanger ham, imens han er ved at rive blade sammen i sin have en af de første hjemmedage.

Har du symptomer?

Overhovedet ikke.

Hvordan er det at være læge og blive sendt hjem, uden at man føler sig syg?

Ja, det er en lidt underlig oplevelse, det har jeg ikke prøvet før. Jeg spekulerer på, hvad jeg skal få tiden til at gå med. Når man bor i hus, er det altid noget at lave, så det går jeg og pusler lidt med, men det får jo også en ende, kan jeg godt se.

Hvor mange patienter nåede du at være i kontakt med?

Jeg havde en almindelig arbejdsdag, så jeg har vel set cirka 25 patienter.

Hvis du selv kunne have valgt, ville du så hellere have været på arbejde i praksis?

Ja, det ville jeg nok, men tanken om at gå og smitte nogen er heller ikke rar, så jeg holder mig fra andre. Ikke i egentlig karantæne, men jeg deltager ikke i sociale arrangementer.

Skal du testes for coronavirus?

Nej, for jeg har ikke nogen symptomer.

Går du og holder lidt ekstra øje med om du snøfter eller andre symptomer?

Ja, det gør jeg da. Og jeg har da også på et tidspunkt, hvor jeg var træt, tænkt: »Gad vide, om jeg er ved at få feber«. Så målte jeg min temperatur, og den var helt normal, der var ikke noget.

Hvad tænker du om denne her forholdsregel?

Jeg har svært ved at bedømme effekten af den. Jeg tror i hvert fald ikke, man skal forlænge perioden, men det er min personlige holdning. Vi nærmer os en ny fase i epidemien, hvor jeg tænker, at den enkelte case ikke er så interessant, men mere hvordan det påvirker hele samfundet.

Den store spredning af virussen?

Ja. Med influenza tager vi jo ikke særlige forholdsregler, men det er vi nødt til nu. Jeg skulle have været inde og besøge min gamle mor, det gør jeg jo ikke, ligesom jeg heller ikke ser mit barnebarn. Det hensyn tager jeg, selvom jeg ikke er i egentlig karantæne. Det er lidt kedeligt, og det kan godt gå hen og blive nogle lange dage.

Right side

af Holger Ahler M. Therkildsen | 29/09
1 Kommentar
af Mats Lindberg | 29/09
1 Kommentar
af Anne Amalie Elgaard Thorup | 28/09
1 Kommentar
af Henrik Harboe | 28/09
1 Kommentar
af Svend Nielsen | 27/09
4 kommentarer
af Nini Katja Møller | 26/09
1 Kommentar
af Niels Rud Haagensen | 25/09
10 kommentarer