Skip to main content

Når loven siger ja, men moralen nej

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

16. feb. 2007
3 min.

En undersøgelse blandt amerikanske praktiserende læger viser, at de fleste mener, at det er etisk i orden, at lægen fortæller patienten om sin eventuelle moralske eller religiøse modstand mod en behandling. Men lægen bør alligevel give alle nødvendige informationer om behandlingen og henvise til en anden læge, som gerne giver den behandling, patienten ønsker, og det er der mange, der forsømmer.

Undersøgelsen er offentliggjort i det seneste nummer af New England Journal of Medicine. Baggrunden er en ophedet aktuel amerikansk debat om, hvorvidt sundhedspersonale må nægte at give eller deltage i behandlinger af moralske årsager. Flere amerikanske stater har indført love, der beskytter bl.a. lægers ret til at sige nej til at deltage i lægelige handlinger, der strider mod deres samvittighed.

Undersøgelsens formål er at finde ud af, hvordan de praktiserende læger vurderer deres forpligtelser i en situation, hvor en patient beder om noget, som lægen af moralske eller religiøse grunde er imod.

Det kan for eksempel være abort, dødshjælp eller at give en teenager prævention uden forældrenes samtykke. Fortæller de åbent om deres betænkeligheder? Sørger de for trods betænkelighederne at oplyse om behandlingen? Og henviser de eventuelt patienten til en anden læge, der har en anden indstilling?

Svarene er, at 63 procent af de adspurgte mener, at det er i orden, at lægen fortæller om sine betænkeligheder, 86 procent svarer, at lægen er forpligtet til at informere om ydelsen alligevel, og 71 procent mener, at lægen har pligt til at henvise patienten videre til en anden læge, som ikke har betænkeligheder ved at gøre det.

Ældre, religiøse mænd

Ifølge artiklen er denne undersøgelse ikke mindst vigtig for patienterne. For nok kan det være i orden, at lægen har betænkeligheder. Men det kan betyde, at patienternes rettigheder krænkes. Risikoen for at få problemer som patient er størst, hvis lægen er mand, ældre og religiøs. For det kan være, at han gerne fortæller om sin modstand mod indgrebet eller behandlingen. Men risikoen er stor for, at han er uvillig til at give oplysninger om ydelsen eller behandlingen. Og han er mindst tilbøjelig til at henvise til en læge, der har en anden indstilling.

Hvordan er for eksempel den unge pige stillet, der uden sine forældres vidende kommer til lægen og beder om prævention, og lægen ikke vil give det af religiøse eller moralske grunde? Hele 42 procent af de læger, der har deltaget i denne undersøgelse, er modstandere af at give prævention til unge uden forældrenes samtykke.

Artiklen undersøger, hvor mange patienter der bliver berørt, hvis lægernes svar i undersøgelsen er et udtryk for deres praksis. Det betyder, at 14 procent af patienterne (over 40 mio. amerikanere) muligvis har en læge, der ikke anser det for sin pligt at give information om et medicinsk eller behandlingsmæssigt tilbud, vedkommende har personlige indvendinger imod. Omkring 100 mio. amerikanere - svarende til 29 procent af patienterne - har en risiko for, at deres læge ikke vil henvise patienten til en anden læge, der vil give behandlingen.

Artiklens forfattere peger på, at debatten om det at sige nej til at udføre en behandling i høj grad hænger sammen med både religiøse spørgsmål og kønsroller.

Deres konklusion er, at der indtil videre ikke er andet for, end at læger og patienter forsøger at komme i gang med en respektfuld dialog om, hvordan man tackler moralske uenigheder, inden forholdet mellem patient og læge bryder sammen.