Skip to main content

Narkohunde skal øge trygheden i Risskov

Afdeling for Psykoser i Risskov har hyret et vagtfirma med narkohunde og ansat flere nattevagter, ligesom videokameraer er på vej til at blive sat op. Alt sammen for at øge sikkerheden for personalet.

12. jan. 2017
2 min.

Personalet på det psykiatriske hospital i Risskov har på det seneste meldt om utryghed på jobbet. Derfor har Region Midtjylland nu øget sikkerheden.

Bl.a. har Afdeling for Psykoser hyret et vagtfirma, der bruger hunde til at snuse efter narko, ligesom der er ansat flere vagter om natten.

"Udover ansættelsen af nattevagter og aftalen med et vagtfirma med hunde, så har hospitalets tekniske afdeling på det seneste været i gang med at opsætte videokameraer på hospitalets område. Kameraerne er ligesom hundene et forsøg på at dæmme op for et stigende problem med pushere, der kommer ind på matriklen for at sælge stoffer til patienterne", fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

"Narkotika på afdelingerne har været et stigende problem. Udover at misbruget forstyrrer patienternes behandling, så udgør det også en sikkerhedsrisiko, fordi påvirkede patienter er mere uforudsigelige", siger Gert Pilgaard Christensen, direktør for Psykiatri og Social i regionen ifølge pressemeddelelsen.

De tre iværksatte initiativer er foreslået af en styregruppe, der består af repræsentanter for ledelsen og tillidsrepræsentanterne i Risskov. Styregruppen har flere andre initiativer i støbeskeen. Blandt andet er Afdeling for Depression og Angst i gang med at ansætte flere faste aften- og nattevagter, fremgår det.