Skip to main content

Ned med kontingentet

Journalist Klaus Larsen

2. nov. 2005
2 min.

FAYL’s repræsentantskab sendte et kraftigt signal fra mødet i Vejle til DADL om, at den ekstraordinære kontingentforhøjelse på 150 kr., som i sommer blev vedtaget på Lægemødet i Herning, virkelig skal betragtes som yderst ekstraordinær.

Frank Weyhe, Hovedstadens Reservelæger, havde for en sikkerheds skyld medbragt et resolutionsudkast, der skulle gøre holdningen helt klar: »FAYL’s repræsentantskab betragter den ekstraordinære forhøjelse som et engangsbeløb. DADL og Ugeskriftet må forventes i løbet af 2003 at have tilvejebragt overensstemmelse mellem Ugeskriftets indtægter og udgifter«, hed det bl.a. i Frank Weyhes forslag.

Forslaget ville også gerne slå fast, at »FAYL agter at nedsætte sit kontingent for 2003 med 100 kr.«, og at repræsentantskabet finder det »uacceptabelt« og i strid med kontingentdebatten på Lægemødet, at flere lægekredsforeninger agter at forhøje deres kontingent.

Endelig ønskede Frank Weyhe det slået fast, at FAYL skal afsætte flere midler til at støtte de lokale tillidsrepræsentanter i arbejdet med decentrale forhandlinger og andet lokalt arbejde.

Alt dette havde Erik Jylling, til Frank Weyhes udelte glæde, taget med i sin mundtlige beretning.

Det eneste, formanden ikke kunne støtte Frank Weyhe i, var resolutionsforslagets sidste linjer, som foreslog stive restriktioner for, hvordan de enkelte kontingenter skal fastsættes – og fastlåses.

»Bestyrelsen er fuldstændig enige i de første fire og et halvt afsnit, hvad der også fremgår, bl.a. af beretningen«, sagde Erik Jylling.

Det var ikke det politiske indhold, men det halve afsnit med dets tekniske detailanvisninger, der fik Erik Jylling til at anbefale Frank Weyhe at trække forslaget: Bestyrelsen ville hade at anbefale et nej til en udtalelse, som den ellers var helt enig i.

Med et tilsagn om at FAYL vil arbejde i alle relevante forsamlinger for at reducere kontingentet, trak Frank Weyhe derfor sit forslag.