Ned på jorden - ind på afdelingen

»Det er ikke nok at sige, at man støtter ,god lægekultur`, hvis man ikke viser det i praksis«.

Sagt under debatten om det politikpapir om »Lægekultur og kollegialitet«, som efter et års forberedelse blev fremlagt af arbejdsgruppens formand, Karsten Nielsen, FAS, på Lægemødet i Herning.

Eller som en deltager tørt sagde under en kaffepause:

»Den her debat giver os en lejlighed for til at få aflad for de modbydeligheder, vi går og siger til hinanden til daglig«.

I så fald var der mange afladskøbere. Allerede under Karsten Nielsens mundtlige oplæg var der 11, der tegnede sig på talerlisten. Og nye blev ved at melde sig.

Er alt lægekultur?

»Lægekultur« er på mange måder også blevet en samlebetegnelse, der dukker op i mange sammenhænge: Videreuddannelse, arbejdsmiljø og vagtbelastning, omgangsformer, ledelse.

Derfor er papirets definition på lægekultur måske velanbragt:

»Lægekultur er måden, hvorpå læger på arbejdspladser agerer og kommunikerer.

Lægekulturen er en professionskultur, som bl.a. er etableret ved, at nye læger opdrages af ,standen` gennem rollemodeller. Den generelle samfundsudvikling har imidlertid også en væsentlig betydning for lægekulturen og lægerollen«.

Kollegialiteten defineres også:

»Med kollegialitet skal forstås den hensynsfuldhed, læger udviser over for kolleger, fordi de er læger«.

For god ordens skyld tilføjes det, at god arbejdspladskultur og kollegialitet naturligvis også omfatter andre faggrupper og samarbejdspartnere; det ligger imidlertid uden for politikpapirets arbejdsfelt.

Jagten på pengene

Erik Kristensen, FAS, havde oplevet samarbejdet mellem delforeningerne i arbejdsgruppen som godt og konstruktivt og fandt, at papiret er blevet et godt udtryk for Lægeforeningens pluralisme:

»Havde P.L.O. eller FAS skrevet dette papir alene, var udformningen nok blevet lidt anderledes. Vores hovedfokusområder er nødvendigvis ikke helt identiske. På den anden side: Havde FAS udformet papiret alene, var det næppe blevet bedre af den grund. Papiret afspejler således på ingen måde den laveste fællesnævner.

Erik Kristensen gik nok ud over den strikte definition af lægekultur, da han benyttede lejligheden til at kalde regeringens 1,5 mia. venteliste-kroner en etisk udfordring for lægekulturen:

Pengesækken har udløst ,en grotesk jagt` i amterne på at ,etablere pengemaskiner og stjæle patienter hos naboamter`«, sagde han.

»Det efterlader én med en gnavende tvivl, om det nu også fortsat er humanismen, der er den bærende kraft«, sagde Erik Kristensen.

Pengene udløses af produktion, mens der hverken tales om kvalitet, forskning eller undervisning:

»De skal helt overvejende tjenes på ortopædkirurgiske indgreb. Svage patienter lades i stikken, specielt gamle mennesker med kronisk-medicinske lidelser, indlagt på permanent overbelagte medicinske afdelinger. Og det skaber et dilemma for lægekulturen, sagde Erik Kristensen som mente, at lægerne mere aktivt burde være gået ind i debatten om præmisserne for ,dette pengecirkus`«.

Dårlig kultur kan vendes

»Arbejdsglæden er næsten forsvundet«, sagde Henriette Svare Nielsen.

Manglen på rollemodeller er udtalt. Uddannelsens evaluering er i bund, overenskomsterne brydes, ny løn bliver gammel, før den overhovedet bliver forhandlet. Der findes kun læger, fordi de tildeles eller rekrutteres via lægeboliger. Dét er dårlig lægekultur, og det skal der gøres noget ved. Her kommer politikpapiret som sendt fra himlen, sagde hun og skildrede, hvordan lægerne i Vestsjællands Amt allerede har taget papiret i brug:

»I de sidste to uger har vi lagt spirerne til tre lægekultur-projekter: Dårlig lægekultur skal ændres til god lægekultur. Læger skal aktivt søge afdelingerne. Arbejdsglæden skal genoprettes. Uddannelse skal indtænkes i alt lægeligt arbejde. Rollemodellerne skal opdyrkes.

Vi har med ledelsen i medicinsk og kirurgisk center ved Sygehus Vestsjælland aftalt, at vi med ny løn finansierer de tre lægekultur-projekter. Projekterne skal afdække problemer i afdelingen i samarbejde med Lægekredsforeningens arbejdsmiljøudvalg. Der skal udstikkes en handlingsplan, som skal iværksættes og evalueres. Projektet skal løbe over et halvt år.

Vi tror på, at dårlig lægekultur kan blive til god lægekultur«, sagde Henriette Svare Nielsen.

Folk gør deres bedste

Under debatten blev der flittigt henvist til papirets illustrationer, som læge Niels Fabricius-Bjerre havde tegnet, og som i stort format illustrerede debatten på lærredet bag talerstolen og på enkel og klar vis demonstrerede, hvad lægekultur handler om: Blandt andet, at alle læger skal være bevidst om deres funktion som rollemodel for studerende og kolleger; om at alle, og ikke mindst ledere, skal fremme god kollegialitet og lægekultur og at - med Ditte Branders ord under debatten, hvor hun citerede sin mor:

»Hvis man ikke kan sige noget pænt om andre, skal man holde sin mund« og opfordrede alle til at gå hjem og implementere arbejdspapiret ud fra synspunktet, at »de andre nok også gør deres bedste og ikke er nogle idioter«.

Peter Magnussen, P.L.O., fandt rapporten »fremragende.«

»Vi har vist alle læst det og er glade for at have fået sat ord og struktur på det. Især har jeg været glad for afsnittet om vagter, introduktion og uddannelse, fordi det er tre kæmpe problemer, når man kommer på en afdeling. Som overlæge, og som tutorlæge blandt P.L.O'er kunne man passende bruge en morgenkonference eller en undervisningsseance til at gennemgå papiret og dermed sikre sig, at det også bliver brugt på afdelingerne«.

»Efter fem års arbejde i Patientklagenævnet«, fortsatte Peter Magnussen, er det min udokumenterede påstand, at mellem en fjerdedel og en tredjedel af de klager, vi modtager, bygger på, at ,læge 2` har sagt til en patient, at ,hvis du bare ikke var gået til læge 1 i første omgang ...`« sagde han, igen med en henvisning til de manende illustrationer.

»Det betyder utroligt meget, hvordan vi taler til patienterne. Hvis vi endelig udtaler os kritisk om kolleger, skal vi i det mindste have forstand på det, vi siger og forholde os fuldstændig neutrale. Det er ikke nok at sige, at ,hvis det forholder sig, som du siger`, er det bestemt også for dårligt. For det opfatter patienten som, at det ER for dårligt. Og min erfaring fra Patientklagenævnet er faktisk, at det meget sjældent er for dårligt, når man får alle facts på bordet. Vi skal ikke alene beskytte hinanden; vi kan også godt prøve at beskytte vore patienter mod løs snak«, sagde Peter Magnussen.

Alle tager ansvar

Thomas Feldskov, FAYL's »Gruppe af Yngste Læger« var e fter ni måneder i sygehusverdenen klar over, at der var hårdt brug for denne debat:

»Personligt har jeg haft dette papir med på min afdeling, fået det kopieret til alle læger på afdelingen, og i næste uge er der afsat en halv time i forbindelse med morgenkonferencen til at diskutere indholdet og komme med ideer til forbedringer.

Viden forpligter, og det er vores forpligtelse som repræsentanter at starte debatten. Det har vi et godt udgangspunkt for med dette papir«, sagde Thomas Feldskov.

I den anden ende af senioritetsskalaen mente cheflæge på Frederiksberg Hospital, Erling Birk Madsen, heller ikke, at papiret kunne roses nok.

»Det er på tide, vi tager det op i Lægeforeningen: Hvordan behandler vi hinanden? Hvordan er overlægerne over for deres reservelæger? Hvordan har vi det indbyrdes sammen til daglig, arbejdsmæssigt, socialt? Er vi gode nok humanister og hele mennesker over for hinanden, når vi er sammen? Og hvordan behandler vi hinanden rent ledelsesmæssigt, både højt og lavt?

Erling Birk Madsen placerede et afgørende ansvar for det gode klima på afdelingens lokale ledelse, men understregede, at det kun kan skabes sammen med medarbejderne »og i respekt for yngre lægegruppen på afdelingen«.

»Overlægerne kommer ikke ud af stedet, hvis ikke man samarbejder godt med yngre lægegruppen om tingene«, sagde han og håbede, at der vil blive arbejdet med det lægekultur-politiske papir på afdelingerne.

Rollemodel i forvagt

Afdelingslæge Christian Eschen, Vestsjællands amt, spurgte forsamlingen, hvorfor »vi gamle« har det så svært ved at deltage i patientmodtagelsen og akutbehandlingen.

»Jeg synes, at vi gamle også en gang imellem skal deltage i primærvagten. Jeg ved, jeg selv vil hade det som pesten, når jeg skal i gang med at have en forvagt. Men inden for arbejdstilrettelæggelsen hos os, hvor vi er så privilegerede at have 10 bagvagter i vagtlaget, må det kunne lykkes, at vi én gang pr. 10 ugers-rul har en forvagt.

Jeg tror, den største ændring vil indtræffe, når man har skoen på og mærker den klemme. Jeg er sikker på, at det vil ændre utrolig meget i lægekulturen. Tænk på, hvordan vi modtager vores forvagter ved morgenkonferencen: Er det ros for at have gennemstået en hel nat? For at have modtaget patienter og sørget for, at de overlevede og for en dels vedkommende er blevet bedre? Eller ris over de ting, I har glemt at skrive, de ting, I har glemt at gøre? Mange forvagter går hjem på et meget sårbart tidspunkt, trætte efter en hård nat. De går hjem med en rigtig dårlig følelse af, ikke at have klaret det særlig godt.

Der fastholder vi os selv som store og utilnærmelige, og vores forvagter i en rolle, de har det skidt med«, sagde Christian Eschen.

Væk med båsene

Alf Wennewold, FAS, havde åbnet den lange debat med et forslag om at gribe i helt egen barm:

Hans konkrete forslag tog sigte på at fremme arbejdsmiljøet på fremtidige lægemøder:

»Nu må tiden være inde til at afskaffe uskikken med at sidde i søjleinddelte ,båse` med risiko for at grave grøfter. Det minder om min værnepligtstid, hvor man var inddelt i grupper: Var der nogen fra éns egen gruppe, der sagde noget, klappede man vildt begejstret, uanset, hvor tåbeligt, det måtte være. Var det en fra en anden gruppe, råbte man ,buh`«.

Egentlig blev der faktisk ikke på noget tidspunkt buh'et i Herning Kongrescenter. Det blev der heller ikke ad Alf Wennewold. Tværtimod blev hans forslag om at afskaffe den traditionelle opdeling ved fremtidige lægemøder hilst med muntre klapsalver og »Hørt!«